Vækkelsen vi behøver

---

af Oswald J. Smith

1: Åndsudgydelse

Det var i 1904. Folket i Wales var kommet langt bort fra Gud, og den åndelige tilstand var alt andet end god. Der kom kun få i kirkerne, og synden florerede overalt.
Pludseligt begyndte Guds Ånd som et uventet stormvejr at fare henover landet. Lokalerne, hvor der blev afholdt gudstjenester, var så overfyldte, at store skarer ikke kunne komme ind. Møderne varede fra kl. 10 om formiddagen til midnat. Evan Roberts var det menneskelige redskab, men der blev prædiket meget lidt. Sang, vidnesbyrd og bøn var de mest fremtrædende træk. Der var ingen
sangbøger. De havde lært sangene i deres barndom. Der var intet kor, for de sang alle sammen. Der
blev ikke optaget kollekt, og møderne blev ikke annonceret.

Aldrig før var en vækkelse gået henover Wales med så vidtrækkende følger. Gudsfornægtere, drankere, tyve og gamblere blev omvendt, og tusinder genvandt deres tabte agtelse. Overalt blev der aflagt bekendelser af frygtelige synder. Gammel gæld blev betalt. Teatrene måtte lukke på grund af manglende publikum. Dyrene i kulgruberne vægrede sig ved at arbejde, fordi de ikke var vant til den gode behandling. I løbet af fem uger sluttede 20.000 mennesker sig til de lokale menigheder.

*

I 1835 landede Titus Coan på Hawaiis kyst. På hans første rejse samlede der sig store skarer for at høre ham prædike; de omringede ham, så han knap nok fik tid til at spise. En dag måtte han prædike tre gange, inden han fik sit morgenmåltid. Han følte, at Gud arbejdede på en ganske særlig måde.

I 1837 udbrød der vækkelse. Næsten hele befolkningen blev hans tilhørere. Han prædikede for 15.000 mennesker. Da han var ude af stand til at nå dem alle, kom de til ham, og i de to år blev der afholdt teltmøder der på stedet. Både dag og nat var der en skare på 2-6.000 mennesker, som samlede sig ved klokkens lyd.

Man skælvede, græd, hulkede og råbte højt om nåde, til tider så højt, at man ikke kunne høre prædikanten, og i hundreder af tilfælde var der tilhørere, der besvimede. Nogle råbte: »Det tveæggede sværd gennemborer mig!« Den ugudelige spotter, som kom for at forstyrre, faldt til jorden og råbte: »Gud har slået mig ned.« Engang, da han på et friluftsmøde talte til 2.000 mennesker, var der en mand som råbte: »Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« Han bad tolderens bøn, og hele forsamlingen stemte med i råbet om nåde. I halvanden time kunne Coan ikke få indført et ord; han kunne blot stå stille og se, hvordan Guds Ånd virkede.

Stridigheder blev lagt tilside, drankere blev oprejst, ægteskabsbrydere blev omvendt, mordere bekendte deres synder og fik tilgivelse. Tyve bragte det stjålne gods tilbage, og mennesker holdt op med synd, som havde fulgt dem gennem hele deres liv. I løbet af ét år sluttede 5.244 mennesker sig til menighederne. På en eneste søndag blev der døbt 1.705 mennesker, og omkring Herrens bord samledes der 2.400, som engang havde været syndere af den værste slags, men som nu var Guds hellige. Og da Coan rejste bort derfra, havde han selv modtaget og døbt 11.960 personer.

*

I 1821 var der en ung jurist i byen Adams, som gik ud for at bede på et afsides liggende sted i
skoven. Gud mødte ham der; og han blev herligt omvendt og straks efter fyldt af Guds Ånd. Denne mand var Charles G. Finney.

Folk hørte om dette og blev dybt interesseret, og i tavs enighed samledes man om aftenen i
mødelokalet. Finney var til stede. Guds Ånd kom over dem på en mægtig og overbevisende måde, og en vækkelse begyndte. Den spredte sig til de omkringliggende egne, indtil næsten alle de østlige stater var grebet af en mægtig vækkelse. Når som helst Finney prædikede, blev Ånden udgydt. Ofte gik Gud i forvejen for ham, så folk allerede var begyndt at råbe om nåde, når han ankom til stedet.

Til tider var syndenøden så stor og udløste sig i sådanne fortvivlende skrig, at han måtte holde op med at tale, indtil uroen igen lagde sig. Prædikanter og menighedsmedlemmer blev omvendt. Syndere blev frelst i tusindvis, og dette vældige nådens værk fortsatte gennem flere år. Menneskene havde aldrig før i deres liv været vidner til noget lignende.

*

Jeg har her mindet om tre forskellige historiske tilfælde, hvor Ånden blev udgydt. Der kunne nævnes i hundredvis af andre eksempler, men disse er tilstrækkelige til at vise, hvad jeg mener. Og dette er, hvad vi behøver i dag frem for noget andet. Når jeg tænker på, at en sådan åndsudgydelse er kommet over Kina, Indien, Korea, Afrika, England, Wales, USA, havets øer og mange andre steder, men at Canada, vores elskede land, aldrig har oplevet en national vækkelse, råber mit hjerte til Gud om en sådan åbenbarelse af ham selv.

Har vi brug for det? Hvor mange af vores lokaler står ikke halvtomme søndag efter søndag? Hvilke skarer der findes, som aldrig søger Guds hus! Hvor mange bønnemøder har vi om ugen, over hvilke der er liv og åndelig begejstring? Hvor findes der en hunger efter de åndelige ting?

Og hvad gør vi for missionen i landene på den anden side af havet, hvor hedenskabens mørke råder? Foruroliger den tanke os, at adskillige mennesker går fortabt? Eller er vi blevet selviske?

Og hvad så med de vældige rigdomme, Gud har skænket os? Tag f.eks. USA, den rigeste nation i verdenen i dag. Størsteparten af dens rigdomme er i hænderne på bekendende kristne, og dog har USA i løbet af et år brugt flere penge på tyggegummi end på missionsformål. Hvor mange kristne giver blot en tiendedel til Gud af det, som han har skænket dem?

I vore højskoler og seminarier, både hjemme og ude på missionsmarken, sidder den moderne teologi i højsædet. Der bliver man undervist om, at Jesus aldrig har udført noget mirakel, at han ikke opstod fra de døde, at han ikke blev født af en jomfru, at han ikke døde som vores stedfortræder, og at han ikke kommer igen.

Hvor mange bekendende kristne lever Kristuslivet? O, hvor vi gør os lige med denne verden! Hvor lidt modstand vi har! Hvor er forfølgelserne, som den første menighed i rigt mål var genstand for? Hvor er det let at være en kristen nu!

Og hvordan er det med Herrens gerning? Bliver sjæle grebet, omvendt og frelst ved at lytte til prædikantens budskab? Hvor mange sjæle bliver vundet ved Ordets forkyndelse? O, mine venner, vi er overbebyrdede med utallige menighedsanliggender, mens menighedens virkelige opgave, at evangelisere verden og redde de fortabte, er næsten helt forsømt.

Hvor er den syndsbevidsthed henne, som vi før kendte til? Er det noget, som hører fortiden
til? Lad os tænke på, hvordan det var med Finneys møder. O, om det ville gentage sig i dag. Han fortæller, at da han engang holdt møde i Antwerpen, USA, var der en gammel mand, som indbød ham til at tale i et lille skolehus i nærheden. Da han kom, var lokalet så fyldt, at han blot kunne få en ståplads lige indenfor døren. Han talte i lang tid. Til sidst sagde han lige ud til dem, at de var meget ugudelige, eftersom der ikke blev holdt gudstjeneste der på egnen. De blev alle overbevist om synd. Guds Ånd kom over dem ligesom et tordenvejr. En efter en faldt de enten på deres knæ eller om på gulvet og råbte om nåde. I løbet af to minutter var de alle på knæ, og Finney måtte holde op med at tale, fordi ingen kunne høre ham mere. Endelig fik han øje på den gamle mand, som sad midt i lokalet og så sig om i den dybeste forbavselse. Lige så højt han kunne, råbte Finney til ham, at han skulle bede. Så talte han med hver enkelt, og viste dem hen til Jesus. Imens ledte den gamle mand mødet, som fortsatte hele natten. Resultatet var varigt, og en af de nyfrelste blev en meget velsignet prædikant.

Menneskene har glemt Gud. Overalt florerer synden, og forkyndelsen griber ikke folket. Jeg kender ikke noget andet, som kan hjælpe på den nuværende tilstand, end en udgydelse af Ånden. En sådan vækkelse har formået at forvandle i hundredvis af samfund, og den kan også forvandle vores.

Men hvordan kan vi få sådan en åndsudgydelse? Gennem bøn, svarer du. Det er sandt, men der er noget, som må gå forud for bønnen. Først og fremmest må vi have gjort op med al synd, for før vores liv er retfærdigt i Guds øjne, og før synden er skaffet bort, kan vi bede til dommedag, uden vækkelsen nogensinde kommer. »Nej, det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer« (Es 59,2).

Vores bedste guide her er helt sikkert Joels profeti. Lad os se på den. Den kalder til bod. Gud er nidkær for at velsigne sit folk, men synden har holdt velsignelsen tilbage. Og i sin store medlidenhed og kærlighed bringer han en frygtelig dom over dem. Vi ser den beskrevet i de to første kapitler. Den har nået byens porte. Men se – hvor stor Guds kærlighed er! Læg mærke til versene 12-14 i det andet kapitel, hvor han siger: »Vend om til mig af hele jeres hjerte med faste, gråd og klage! Sønderriv jeres hjerte og ikke jeres klæder, vend om til Herren jeres Gud! For han er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab; han kan fortryde ulykken. Måske vender han om og fortryder og lader sin velsignelse blive tilbage.«

Jeg ved ikke, hvad der er din synd, min ven. Men du ved det, og Gud ved det. Jeg ønsker imidlertid, at du skal tænke på den, for du kan lige så godt holde op med at bede og rejse dig fra bønnen, indtil du har fået renset den bort. »Havde jeg haft ondt i sinde, ville Herren ikke have hørt mig« (Sl 66,18). Lad Gud ransage dit hjerte og åbenbare det, som hindrer. Du må bekende din synd og holde op med den.

Det kan være, at du må slippe en afgud. Måske er der noget, som skal betales tilbage. Måske holder du noget tilbage overfor Gud og røver derved noget fra ham, som er hans. Men det er din sag og ikke min. Det er en sag mellem Gud og dig. 
Læg nu mærke til versene 15-17. Profeten har sammenkaldt til et bønnemøde. Der er blevet
bekendt synd, og de har aflagt deres synd. Nu kan de bede. Og de trænger ind på Gud for hans eget navns skyld, for at folkene ikke skal sige: »Hvor er deres gud?« Nu er det blevet dybt alvor mellem dem, og deres bøn er indtrængende. Hør! »Stød i hornet på Zion! Udråb en hellig faste, udråb en sørgefest! I skal samle folket og hellige forsamlingen; I skal bringe de ældste sammen og samle børn og spæde. Brudgommen må forlade kammeret, bruden sit brudekammer. Mellem forhallen og alteret skal præsterne, Herrens tjenere, græde og sige: »Vær barmhjertig mod dit folk, Herre! Gør ikke din ejendom til spot, så folkeslagene håner den. Hvorfor skal man sige blandt folkene: Hvor er deres Gud?««.

Mine brødre, beder I? Trænger I ind på Gud for jeres bys skyld? Råber I dag og nat til ham om en åndsudgydelse? For nu er det tid til at bede. Der berettes om en tid i Finneys arbejde, da vækkelsen døde hen. Han blev da enig med nogle unge mennesker om, at de en hel uge igennem skulle bede morgen, middag og aften i deres lønkamre. Ånden blev på ny udgydt, og før ugen var færdig, var møderne overfyldt med tilhørere.

Men det må naturligvis være troens bøn, som forventer svar. Hvis Gud lægger det på dit hjerte at bede om vækkelse, så er det et sikkert tegn på, at han ønsker at sende vækkelse, og han står altid bag sit ord. »Der skal blive strømme af nåde!« Hans løfter svigter aldrig. Har vi tro? Forventer vi en vækkelse?

Læg nu mærke til det korte svar i vers 18: »Da brænder Herren af nidkærhed for sit land, han
skåner sit folk.« Det var, da de holdt op med deres synd og havde råbt til Gud i bøn. Svaret er ikke længere om at komme, når betingelserne er blevet opfyldt. Det ser vi tydeligt i tredje kapitel vers 1-2 »Det skal ske derefter: Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner.«

O, mine brødre, fejlen ligger ikke hos Gud men hos os. Han er villig, mere end villig. Men vi er ikke klar. Han venter på os. Skal vi lade ham vente længe? 2: Ansvaret for vækkelse
Lige så langt jeg kan huske tilbage, har det brændt i min sjæl, når jeg har hørt eller læst
beretninger om Guds mægtige værk i fortidens store vækkelser. De heltemodige korsets
missionærer i de fremmede lande og de ensomme Guds mænd på missionsmarken herhjemme, omkring hvem disse herlige nådens besøgelsestider har været koncentreret, har altid været en uudtømmelig kilde af inspiration for mit eget liv. David Brainerd, Adoniram Judson, Charles G. Finney, Robert Murray og McCheyne – disse og mange andre har været mine bedste venner og ledsagere.

Jeg har iagttaget dem, lyttet til dem, levet med dem, indtil jeg næsten følte ånden i den atmosfære, de levede i. Deres prøvelser og vanskeligheder, deres bønner og tårer, deres glæder og sorger, deres herlige, sejrrige bedrifter har grebet mig i min inderste sjæl, og jeg er faldet på mit ansigt og har ligesom den gamle profet råbt: »Gid du ville flænge himlen og stige ned!«

Den store vækkelse i det 18. århundrede ved John Wesley, den irske vækkelse i 1859, den
herlige besøgelsestid i Amerika ved Finney og i vore dage den mægtige vækkelse i Wales i 1904-05 – disse og lignende har været min mad og drikke i de forløbne år. Jeg har hørt de angerfuldes ubeherskede hulken og gråd og de frelstes ubeskrivelige glædesudbrud. Og der har været en suk i mit indre efter en ny, lignende åbenbaring af Guds nærvær og kraft.

Siden mine drenge år har det mere eller mindre været min lyst at læse om Guds værk i den retning, men i den sidste tid er jeg blevet ledet til at lægge alt andet til side og bogstavelig talt sluge alt, hvad jeg kan få fat i om vækkelsesarbejde.

Jeg har studeret de bevægelser, som Gud særlig har brugt gennem tiderne, især Puritanerne, de første metodister og andre fra de senere år. Og da jeg så, hvor vidunderligt Gud brugte disse mennesker – hvordan de arbejdede, forventede og fik hvad de søgte – blev jeg tvunget til at erkende, at jeg aldrig havde set noget lignende i vore dage, hverken i min egen gerning eller hos andre. Stort set spørger aktiviteterne ikke efter resultaterne, blot de for lov til at være i fred. Der bliver prædiket, og man drømmer ikke engang om, at der skal ske noget. O, hvor er vi kommet langt bort, hvor er vi blevet kraftesløse!

Der siges, at der er 7.000 menigheder, som i løbet af et helt år ikke har vundet en eneste sjæl for Jesus Kristus. Det betyder, at 7.000 prædikanter har prædiket evangeliet et helt år uden at nå en eneste fortabt sjæl. Lad os antage, at de lavt regnet prædikede 40 søndage, to gange hver søndag, ekstra møder ikke iberegnet, det vil altså sige, at disse 7.000 prædikanter prædikede 560.000 prædikener på et eneste år. Tænk på alt det arbejde og alle de penge, der blev givet ud til lønninger osv. for at muliggøre dette. Og dog formåede de 7.000 prædikanter med deres 560.000 prædikener i deres 7.000 kirker, for titusinder af tilhører ikke at føre en eneste sjæl til Kristus i løbet af et helt år.

Mine brødre, der må findes en fejl et eller andet sted, enten hos disse 7.000 prædikanter eller deres 560.000 prædikener eller måske begge steder.

Da jeg læste den første metodistkirkes 12 regler, slog det mig, at de betragtede sjæles frelse som deres mål og ypperste opgave. Lad mig citere fra en af dem: »Du har ikke andet at gøre end at rede sjæle. Du må derfor ofre dig for dette arbejde. Det er ikke din opgave at prædike så meget som muligt, men at rede så mange sjæle som muligt, at føre så mange syndere som muligt til omvendelse og af al din kraft at opbygge dem i den hellighed, uden hvilken ingen skal se Herren.«
(»De tolv regler« af John Wesley.)

Den praktiske anvendelse af disse regler ses i William Bramwells liv, en af deres mest
bemærkelsesværdige mænd. »Han var ikke i ordets almindelige betydning en stor prædikant. Men hvis det er den dygtige læge, der opnår flest helbredelser, så er det den bedste prædikant, som er redskabet til at bringe de fleste sjæle til Gud, og ud fra det syn er W. Bramwell, værdig til pladsen blandt de største og bedste prædikanter.« (»Erindringer om W. Bramwell«).

John Oxtoby blev i den grad brugt af Gud, at han var i stand til at sige: »Jeg er dagligt vidne til sjæles omvendelse. Jeg går sjældent ud, uden at Gud skænker mig nogen frugt.«

Der blev sagt om John Smith, en af metodisternes mærkeligste mænd, som var åndelig fader for tusinder, at »han var holdt op med at værdsætte al prædiken og arbejde, som ikke førte til sjæles frelse.« »Jeg har besluttet ved Guds nåde kun at tage sigte på sjælene,« erklærede han. »En Ordets forkynder er sendt for at drage mennesker fra mørket til lyset, fra Satans magt til Gud.« Han nærede en hellig afsky for den slags forkyndelse, som kun gav en intellektuel nydelse. Og intet kan være mere karakteristisk for denne mand med følgende udtalelse til en ven angående prædikener, hvor det mest udelukkende er den intellektuelle kraft, som er fremherskende: »De udretter ingen ting.«
(»John Smiths liv«).

*
 »Jeg kan ikke forstå, hvad de, der arbejder uden at se nogen frugt, bruger deres tid til. Hvis det var tilfældet med mig, ville jeg deraf slutte, at jeg ikke var på min plads.« (Thos. Taylor).

*

»Hvis du ikke af hele dit hjerte er med i din gerning, og hvis du ikke længes efter at se dine
tilhørere blive omvendt og opbygget, og hvis du ikke forbereder dig og prædiker i forventning derom, vil du ikke få megen frugt at se. Det er et dårligt tegn og vidner om et falsk hjerte, der søger sit eget, når man kan være tilfreds med at se nogen arbejde uden at se nogen frugt.« (Richard Baxter).

*

Så sammenlignede jeg resultaterne af min egen gerning med Guds løfter. I Jer 23,29 læste jeg: »Er mit ord ikke som ild? siger Herren, som en hammer, der knuser klippen?« Og i Ef 6,17: »Åndens sværd, som er Guds ord«. Men jo mere jeg grundede på det, des mere blev jeg overbevist om, at i min gerning var Guds ord ikke som en ild, en hammer og et sværd. Det hverken brændte, knuste eller gennemborede. Det havde ingen virkekraft. Hebr 4,12 siger: »For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.« Jeg havde aldrig set det virke således. Men John Wesley så det. John Smith gjorde til stadighed den erfaring. David Brainerd var vidne til dets skarphed, men det var jeg ikke. »Sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde« (Es 55,11). Og jeg vidste, at dette vidunderlige løfte ikke var gået i opfyldelse i min forkyndergerning. Jeg havde ikke
som Paulus, W. Bramwell og Finney set sådanne beviser på, at det ikke vendte tomt tilbage. Og jeg havde ret til at se disse beviser. Var det da et under, at jeg begyndte at undersøge min forkyndelse.

Og ikke blot min forkyndelse men også mit bønneliv. Også det måtte undersøges og prøves
gennem resultaterne. Og jeg blev nødsaget til at erkende, at Jeremias’ tillidsfulde forsikring i Jer 33,3 ikke var min erfaring: »Kald på mig, så vil jeg svare dig og fortælle dig om store og ufattelige ting, som du ikke kender.« Disse »store og ufattelige ting« var en næsten daglig oplevelse for Evan Roberts, Jonathan Goforth og andre men ikke for mig. Mine bønner blev ikke besvaret dagligt og bestemt. Joh 14,13-14: »Hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre«, og »beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det«, var derfor ikke virkelighed i mit liv. Disse løfter var ikke levende for mig, for jeg havde bedt om mange ting, som jeg ikke havde fået. Løfterne var således ikke blevet opfyldt i mit liv.
 Jeg kom da til det resultat, at der var noget væsentlig forkert ved mit bønneliv. Og da jeg læste Finneys biografi, så jeg, at han havde oplevet det samme.

*

»Jeg blev slået af en kendsgerning,« beretter Finney, »at de bønner, jeg uge efter uge havde lyttet til, slet ikke blev besvaret, så vidt jeg kunne se. Jeg forstod af forskellige ytringer i deres bønner og af andre udtalelser på deres møder, at de, der bad, ikke betragtede deres bønner som besvaret. 

De formanede hinanden til at vågne op og bede alvorligt om en åndelig vækkelse, idet de
forsikrede, at når de gjorde deres pligt og bad om en åndsudgydelse, og det virkeligt var dem magtpåliggende, at det skete, så ville Guds Ånd blive udgydt, og der ville blive vækkelse, så de uomvendte blev frelst. Men på deres bønnemøder og møder bekendte de stadigvæk, at de ikke gjorde noget fremskridt med hensyn til vækkelse.

Denne inkonsekvens, at de bad så meget uden at få noget svar, blev til stort anstød for mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro om det. Det blev et spørgsmål for mig, om disse mennesker enten ikke var virkelige Kristne, så de kunne trænge ind på Gud, eller om jeg misforstod Bibelens lære og løfter, eller om jeg af alt dette skulle drage den slutning, at Bibelen ikke var sand? Det var mig uforklarligt, og en tid var det ved at drive mig ud i anfægtelser. Det forekom mig, at Bibelens lære ikke stemte overens med de kendsgerninger, jeg så for mine øjne.

Da jeg en dag overværede et bønnemøde, spurgte de, om jeg ikke ønskede, at de skulle bede for mig. Jeg svarede nej, fordi jeg ikke kunne se, at Gud besvarede deres bønner. Jeg sagde: »Jeg kunne godt trænge til, at der blev bedt for mig, for jeg ved, at jeg er en synder, men jeg kan ikke se, at det skulle kunne hjælpe mig, at I bad for mig, for I bliver ved med at bede, men I får ingenting. Ligeså længe, jeg har været i Adams, har I bedt om en åndelig vækkelse, og den er ikke kommet endnu.««
(Charles G. Finney).

*

Når John Wesley afsluttede sine prædikener, råbte han til Gud om at »stadfæste sit ord«,
»besegle det«, og »give sit ord vidnesbyrd«. Og Gud gjorde det. Syndere blev ramt af Ordet og begyndte i forfærdelig syndenød at råbe om nåde, og kort efter blev de i ét nu sat i frihed og fyldt med usigelig glæde i bevidstheden om at have oplevet frelsen.

*

I sin vidunderlige dagbog har Wesley med følgende ord nedskrevet, hvad hans øjne så, og hans ører hørte:

»Vi forstod, at der var en del, som følte sig ilde berørt, fordi mange af dem, som Guds kraft kom over, råbte højt. Blandt dem var der en læge, som var meget bange for, at der skulle være bedrageri med i spillet. I dag var der en, han havde kendt i mange år, der som den første under gråd brød ud i høje råb. Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne og ører. Han stillede sig ved siden af hende og iagttog hvert symptom, til store sveddråber randt ned ad hendes ansigt, og alle hendes lemmer skælvede. Han vidste ikke, hvad han skulle tro om det, da han var overbevist om, at dette ikke var bedrageri, men heller ikke noget naturligt. Men da både hendes sjæl og legeme på et øjeblik blev helbredt, erkendte han, at der var et værk af Gud.«

*

Sådan var også den første menigheds erfaring. »Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?«« (Apg 2,37). »De blev der i lang tid og forkyndte frimodigt i tillid til Herren, som bekræftede ordet om sin nåde ved de tegn og undere, der skete ved deres hænder« (Apg 14,3). De bad om, at der måtte »ske tegn og undere« (Apg 4,30). Men alt dette var fuldstændig fremmed for mig i min gerning.

I den irske vækkelse i 1859 blev der set »tegn og undere« alle vegne. Også blandt de første
metodister hørte det med til de daglige begivenheder. Men i min mund var evangeliet ikke »en Guds kraft til frelse«. Gud »stadfæstede« ikke sit ord, han »beseglede« det ikke eller »gav sit ord vidnesbyrd«, når jeg prædikede. Og jeg vidste, at jeg havde krav på at forvente det, for Jesus havde selv lovet det. »Den, der tror på mig,« sagde han, »han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem« (Joh 14,12).

Så læste jeg en dag i Apostlenes Gerninger for at se, om Guds tjenere i den menighed altid så resultater, hvor de kom hen. Og eftersom jeg læste, så jeg, at de alle vegne arbejdede med dette mål for øje i troen på Guds kraft, og at der altid blev frugt. Peter prædikede på pinsedagen, og 3.000 svarede på denne første opfordring. Det var et tydeligt resultat. Det var ligesådan med Paulus. Hvis vi følger ham fra plads til plads, ser vi, at der overalt bliver startet menigheder. Igen og igen tilkendegives resultaterne i »apostlenes gerninger«: »Den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til« (2,41). »Et stort antal kom til tro og vendte om til Herren« (11,21). »Og en stor skare blev vundet for Herren« (11,24). »Nogle af jøderne blev overbevist og sluttede sig til Paulus og Silas, og det gjorde også mange gudfrygtige grækere og ikke få fornemme kvinder« (17,4). »Nogle blev overbevist« (28,24). Og Paulus var i stand til at berette om, »hvad Gud gennem hans tjeneste havde gjort« (21,19).

O, hvor jeg kom til kort! Hvor forfærdeligt jeg havde svigtet – svigtet i den gerning, Gud havde kaldet mig til. Hvor sjældent kunne jeg, efter at have talt, skrive, at »et stort antal troede og vendte om til Herren«, eller blot, »at nogle troede«. Det var heller ikke muligt for mig at berette noget væsentligt om, »hvad Gud gennem min tjeneste havde gjort«.

Gud siger klart og udtrykkeligt, at det er hans vilje, at hver eneste af hans tjenere skal bære frugt. »Jeg har udvalgt jer og sat jer til,« indprenter han, »at gå ud og bære frugt« (Joh 15,16). Jeg havde alt for længe været tilfreds med at så og evangelisere, idet jeg undskyldte mig med, at jeg overlod resultatet til Gud, og dermed mente jeg at have gjort min pligt. Når mennesker bliver frelst og velsignet, så taler de om det, og hvis ingen gør det, så har man lov til at tvivle på, at der i det hele taget er noget resultat. Når George Whitefield havde talt, fik han ofte i hundredvis af breve fra mennesker, der berettede om, at de var blevet omvendt eller havde modtaget åndelig velsignelse ved at høre ham.

*

»Gå til et offentligt møde i den bestemte hensigt at gøre indtryk på tilhørerne og at overtale en sjæl til at angre og blive frelst. Gå for at åbne blinde øjne og døve ører, for at få de lamme til at gå, for at gøre dåren vis og oprejse dem, som er døde i synd og overtrædelse, til et himmelsk og guddommeligt liv, og for at få skyldsbevidste oprørere til i kærlighed og lydighed at vende om til Herren Jesus, så de kan få tilgivelse og blive frelst. Gå for at sprede Kristi og hans evangeliums velduft over hele forsamlingen og for at drage sjælene til at komme og få del i hans nåde og herlighed.« (Dr. Watts).

*
 Der findes mennesker, som føler, at de har særlige evner til at opbygge de troende, og så hengiver de sig udelukkende til denne gerning og forsømmer vækkelsesarbejdet. Det var det sidespor, jeg var kommet ind på. Jeg forstod, at jeg havde særlige gaver til at undervise og tale til de unge troende om et dybere liv, og derfor forberedte jeg en del taler med den tanke at vie min tid til dette arbejde, indtil Gud i sin nåde åbnede mine øjne og viste mig, hvor langt jeg var kommet bort. Der findes ikke noget, som får de troendes erfaring til at gå så dybt, og som så hurtigt og grundigt opbygger dem i troen, som det at se sjæle blive frelst. Møder, hvor Guds Ånd arbejder, og hvor Guds kraft er virksom til at overbevise og frelse syndere, udretter mere i de troende end mange års undervisning, når dette mangler. Det var David Brainerds erfaring. Da han skriver om de indianere, blandt hvilke der havde været vækkelse, siger han: »Mange af disse mennesker har opnået mere kundskab om de
guddommelige sandheder, siden jeg i juni måned i fjor besøgte dem, end hvad de uden en sådan guddommelig indflydelse kunne have fået ved undervisningen gennem flere år.«

*

Følgende berettes om W. Bramwell: »Forskellige lokalprædikanter havde sagt, at de ikke ejede evnen til at vække ligegyldige syndere, men til at opbygge de troende. Bramwell anstrengte sig for at bevise, at denne slutning for det meste blev brugt som en undskyldning for mangel på liv og kraft fra Gud. Der findes prædikanter, som har en speciel gave til at trøste og opbygge de troende, men som Kristi sande tjenere, dem, han har sendt ud i sin vingård, kan de gøre alt slags arbejde. De kan pløje, grave, plante, så og vande osv., og indtrængende bad han prædikanterne om ikke at være tilfredse, uden at de så frugt af deres arbejde, nemlig synderes opvækkelse og frelse.«

*

»En væsentlig del af John Smiths arbejde var at opbygge de frelste på deres højhellige tro, men han anså aldrig denne gerning for fremgangsrig, hvis den ikke resulterede i synderes frelse.«

»Den, som er mest brændende og bibelsk virksom for sjæles frelse er også den, som på den mest fuldkomne måde opbygger de troende.« (»John Smiths liv«).

*
 Arbejdet blandt de troende er ikke tilstrækkeligt. Det er ligegyldigt, hvor åndelig en forsamling giver sig ud for at være; hvis der ikke bliver frelst sjæle, så er der noget i vejen, og den åndelighed, den vidner om, er kun en falsk erfaring, et djævelens bedrag. Mennesker, som er tilfredse med at samles og have en god stund for sig selv, er langt borte fra Gud. Virkelig åndelighed fører altid til et resultat. Den medfører altid kærlighed til og længsel efter sjæles frelse. Vi har været på steder, hvor aktiviteterne havde navn af at være meget dybe og åndelige, men ofte så vi, at de havde det alt sammen i hovedet, mens hjertet var uberørt, og ikke sjældent fandtes der ukendt synd. »I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft.« O, hvilken tragedie! Lad os da prøve vor åndelighed og spørge os selv, hvad den udretter, for der er intet andet, som kan tilfredsstille Guds hjerte end en sand vækkelse i Kristi legeme, der resulterer i vækkelse blandt de ufrelste. 3: Nød for sjæles frelse I Es. 66, 8 læser vi, at ”Zion kom i barnsnød og fødte med det samme sine sønner.” Smerte er en absolut nødvendighed i al gerning for Gud. Kan børn blive født uden smerte? Kan der være fødsel uden fødselsveer? Og dog er der mange, som venter, at det som ikke er muligt i den naturlige verden, skal ske i åndens verden. Åh, mine brødre, intet, absolut intet andet end nød for sjæles frelse kan føde åndelige børn. Finney siger, at der fattedes ham ord, når han trængte ind på Gud for en ufrelst sjæl. Han kunne kun sukke og græde. 

Kan vi føle nød for et barn, som er ved at drukne? Men ikke for en døende sjæl? Det er ikke
svært at græde, når vi ser vort barn forsvinde under vandfladen for sidste gang. Da udløses smerten af sig selv. Det er ikke vanskeligt at lide, når den kiste, som rummer alt, hvad vi havde kært, bliver båret ud af hjemme. Åh nej, på sådanne tidspunkter er tårer naturlige. Men tænk at vide, at sjæle, dyrebare, udødelige sjæle omkommer rundt omkring os for at gå ind i det sorteste mørke og den dybeste fortvivlelse, og så dog ikke føle nogen smerte, ikke udgyde nogen tåre eller føle nogen nød! Hvor er vore hjerter kolde! Hvor kender vi lidt til Jesu medlidenhed. Og dog kan Gud give os dette, og det er vor fejl, at vi ikke har det.

Du mindes, at Jakob kæmpede, til han fik sejr? Hvem kæmper og lider virkelig i bønnen i vore dage? Hvor mange selv af vores bedste ledere er ikke tilfreds med at tilbringe en halv time på deres knæ og siden rose sig af den tid, de giver Gud! Vi forventer usædvanlige resultater, og det er muligt at opnå usædvanlige resultater; der skal følge tegn og under med, men det sker kun gennem usædvanlige anstrengelser i Åndens verden. Derfor findes der ikke noget andet, som kan hjælpe end vedholdende bøn time efter time, dag og nat. Derfor ”omgjorder eder og sørger, I præster! Hyler, I altertjenere! Går ind, tilbringer natten i sørgedragt, I min Guds tjenere! For madoffer og drikoffer er forment eders Guds hus. Helliger en faste, udråber en forsamling, samler de ældste, alle landets indbyggere til Herrens eders Guds hus, og råber til Herren!” (Joel 1: 13-14). Ja, Joel kendte hemmeligheden. Lad os da lægge alt andet til side, og ”råbe til Herren”.

*

”I vore forfædres biografier læser vi om dem, som havde størst femgang i
sjælevindergerningen, at de tilbragte mange timer alene i bøn. Derfor rejser det spørgsmål sig, om vi kan nå de samme resultater uden at følge deres eksempel? Hvis vi kan det, så lad os bevise overfor verden, at vi har fundet en bedre vej, men hvis ikke, lad os da i Guds navn efterfølge dem, som ved tro og tålmodighed opnåede forjættelsen. Vore forfædre græd og bad og led ind for Herren, for at syndere skulle blive frelst, og de undte sig ingen hvile, før Guds ords sværd gennemborede dem, de bad for. Det var hemmeligheden ved deres mægtige fremgang; når tilstandene var dårlige, og det ikke gik fremad, så kæmpede de i bøn med Gud, til han udgød sin Ånd over folket og sjæle blev frelst.” (>>For dem, som sørger<<).

*

Alle Guds mænd har været mægtige bønnens mænd. Det hedder sig, at solen aldrig går op over Kina uden at den fandt Hudson Taylor på knæ. Intet under, at Kina indland missionen er blevet så underfuldt brugt af Gud.

Omvendelse er et værk af den Helligånd, og bønnen er den kraft, som gør dette værk muligt. Det er ikke mennesker, men Gud, som frelser sjæle, og eftersom han arbejder som svar på bøn, har vi intet andet valg end at følge hans guddommelige plan. Bøn sætter den arm i bevægelse, som sætter hele verden i bevægelse.

Bøn, der vinder sejr, er ingen let sag. Kun de, der har kæmpet mod mørkets magter ved, hvor vanskeligt det er. Paulus siger: ”Thi for os står kampen ikke imod blod og kød, men imod magterne, imod myndigheder, imod verdensherskere i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske” (Ef. 6: 12). Og når Helligånden beder, er det med ”uudsigelige sukke” (Rom 8: 26).

O, hvor er der få, som har tid til bøn! Der er tid til alt andet, tid til at sove og tid til at spise, tid til at læse aviser og fortællinger, tid til at besøge venner, tid til alt andet under solen, men - ingen tid til at bede, det, som er det vigtigste af alt, ja, det eneste virkeligt nødvendige.

Tænk på Susanna Wesley, som til trods for, at hun havde 19 børn, havde tid hver dag at lukke sig inde en hel time, alene med Gud. Mine venner, det drejer sig ikke så meget om at få tid som at tage sig tid. Og vi kan tage os tid, hvis vi vil.

Apostlene anså det for så vigtigt, at de ikke engang ville tjene ved bordene, men sagde: ”Men vi vil holde troligt ved i bønnen og ordets tjeneste” (Apg. 6: 4). Og dog er der mange
prædikanter, som er tynget af arbejdets finansielle side, og mange af menighedens medlemmer finder det naturligt, at han skal bære det ansvar. Intet under, at prædikanternes åndelige indflydelse er så ubetydelig. ”Men det skete i disse dage, at han gik ud på et bjerg for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud” (Luk. 6: 12).
Sådan lyder beretningen om Guds søn, og når det var nødvendigt for ham, hvor meget mere da for os! O, tænk på det - ”han tilbragte natten i bøn”. Hvor mange gange kan det skrives om os? Deri lå hans styrke, og deri ligger vores svaghed!

Hvor indtrængende opfodre de gamle profeter os ikke til et liv i bøn. Hør Esajas, når han
udråber: ”I, som påminder om Herren, tier ikke! Og lader ham ingen ro, indtil han får
grundlagt og gjort Jerusalem til lovprisning på jorden” (Es. 62: 6-7).
”Præsterne, Herrens tjenere, skal græde imellem forhallen og alteret, og de skal sige: Herre! Spar dit folk og giv ikke din arv hen til skændsel, så at hedningerne ikke skal herske over dem; hvorfor skal de sige iblandt folkene: Hvor er deres Gud?” (Joel 2: 17).
Og de opfordrede ikke blot til bøn, de bad selv. Daniel siger: ”Jeg vendte mit ansigt til Gud Herren for at søge bøn og ydmyge begæringer i faste og sæk og aske, og jeg bad til Herren min Gud” (Dan 9: 3-4). Og Ezra brugte også den samme mægtige våben, hver gang der var vanskeligheder. ”Jeg faldt på mine knæ og udbredte mine hænder til Herren min Gud” (Ezra 9: 5). Derpå følger hans bemærkelsesværdige bøn. Nehemias brugte den samme metode. ”Og det skete, da jeg hørte disse ord,” beretter han, ”satte jeg mig hen og græd og sørgede nogle dage, og jeg fastede og bad for Guds ansigt i himmelen” (Neh 1: 4).

Det var også fremgangsmåden i den første menighed. Da Peter var i fængsel, hedder det ”men der blev af menigheden holdt inderlig bøn til Gud for ham” ( Apg. 12: 5), og mange var forsamlede og bad” (vers 12).
Og nu skal vi til slut vende os til beretningerne om, hvordan Gud har handlet med sine betroede tjenere i de sidste århundreder, og vi skal høre, hvad de har at fortælle om hemmeligheden ved at opnå resultater. O, måtte den bønnens og påkaldelsens byrde, som hvilede på disse vældige åndens kæmper og fyldte dem med nød, hvile også på os.

*

”Hele natten den 21. Juni 1630 tilbragte John Livingstone i bøn og betragtning, for han var udtaget til at skulle prædike næste dag. Da han havde talt i halvanden time, faldt der nogle regndråber og bragte uro bland tilskuerne. Men Livingstone spurgte dem, om de havde noget skjul mod Guds vredes uvejr og foresatte en hel time til. Omkring 500 blev omvendt der på stedet.”
(>>Livingstone<< af Scotts). 
*

”Jeg kendte engang en prædikant, som havde vækkelse 14 vintre i træk. Jeg vidste ikke, hvad der var grunden til det, før jeg ved et bedemøde så et af hans menighedsmedlemmer rejse sig op og aflægge følgende bekendelse: ”Brødre,” sagde han, ”jeg har i lang tid haft den vane at bede hver lørdag til over midnat om, at Helligånden skulle sænke sig ned over os. Og nu, brødre,” og han begyndte at græde, ”jeg bekender at jeg i et par uger har forsømt det.” Nu kendte jeg hemmeligheden. Den præst havde en bedende forsamling.”
”Det er sejrende eller virksom bøn, der opnår den begærede velsignelse. Det er den slags bøn, som virkelig sætter Gud i bevægelse. Det er selve princippet i den virksomme bøn, at den opnår sin hensigt.”

”I en vis by havde der ikke været vækkelse i flere år, menigheden var næsten døet helt hen, og ungdommen var uomvendt. I en afsides del af byen boede der en gammel mand, som var smed, og han stammede så forfærdeligt, at det var en lidelse at høre på ham. En fredag aften, mens han stod og arbejdede i sin smedje, kom der en stor uro over ham for menigheden og for de ubodfærdige. Hans smerte blev så stor, at han var nødt til at lægge sit arbejde til side, låse døren og tilbringe resten af dagen i bøn. Han holdt ud i bøn, og om søndagen bad han præsten om at sammenkalde til et samtalemøde. Nølende indvilligede præsten omsider, idet han dog bemærkede, at han var bange for, at der kun ville komme nogle få. Det blev berammet til samme aften i et stort privathjem. Da aftenen kom, samledes der flere, end huset kunne rumme. Alle sad en stund tavse, indtil en synder brød ud i tårer og sagde, at hvis nogen kunne bede, så skulle de bede for ham. En anden fulgte efter og en til, og det viste sig da, at mennesker fra byens forskellige kvarterer var i dyb syndenød. Og det mærkelige var, at de alle sammen konstaterede, at syndenøden begyndte, netop mens den gamle mand bad på sit værksted. Der fulgte nu en kraftig vækkelse. Sådan sejrede den gamle, stammende mand gennem bøn og havde magt med Gud som en fyrste.” (Charles G. Finney).

*

”Jeg har i dag I skoven bedt til Gud I flere timer om sjæles frelse, og han vil give mig dem. Jeg kender hans tegn. I aften skal jeg få sjæle. Og jeg er sikker på at du er en af dem.” Aftenen kom og med den en sådan kraft, som jeg aldrig før havde kendt. Kapellet genlød af råb om nåde. Og før talen var slut, faldt jeg sammen med mange andre på knæ for at trygle om frelse.” (En af dem, der blev frelst ved Thos. Collins).
 *

”Jeg opsøgte mit hemmelige lønkammer i klipperne. Jeg græd meget, mens jeg trængte ind på Herren om at give mig sjæle.”
”Jeg tilbragte fredagen med faste, betragtning og bøn om hjælp for søndagen. Midt i min tale var der en mand, som begyndte at råbe. Ved dette råb blev min sjæl overvældet. Jeg begyndte at bede, og jeg kunne ikke prædike mere for råb og gråd over hele kapellet. Vi fortsatte med forbøn, og sjæle blev frelst.” (Thos. Collins).

*

”Han hengav sig selv til bøn. Skovene og de ensomme steder ved vejkanten blev hans lønkammer. Timerne fløj, uden at han lagde mærke til det. På de øde klippeskråninger mødte himlen ham sådan, at han ikke mærkede, at tiden gik. Stærk ved kraften af en sådan dåb, var han frimodig til at vidne om korset og villig til at bære det.” (>>Thos. Collins liv<<).

*

“Jeg følte mig knuget af stor nød. Da jeg vendte tilbage til mit værelse, havde jeg en følelse af, at jeg skulle segne under den byrde, der lå over min sjæl, og jeg kæmpede og led og stønnede, men kunne ikke samle mine tanker og fremstille mine begæringer for Gud i ord, men kun i suk og tårer. Ånden kæmpede i mig med uudsigelige sukke.”
”Jeg foreslog, at vi skulle indgå en aftale om bøn for vækkelse; vi skulle bede i vore hjem ved solopgang, ved middagstid og ved solnedgang og fortsætte dermed en hel uge; så skulle vi komme sammen for at se, hvad yderligere skulle gøres. Der blev ikke brugt andre midler for at få vækkelse. Men bønnens ånd blev straks i rigeligt mål udgydt over de nyfrelste. Før ugen var omme, fik jeg at vide, at nogle af dem, jeg bad sammen med, mistede al deres kraft, når de skulle prøve på at overholde de bestemte bedetider og var ude af stand til at stå på deres fødder eller blot ligge på knæ i deres lønkammer, nogle af dem lå udstrakt på gulvet og bad med uudsigelige sukke om en udgydelse af ånden. Ånden blev udgydt, og før ugen var omme, var møderne overfyldt, og interessen større end nogensinde under hele vækkelsen. (Charles G. Finney).

* 
“Jeg har ofte om morgenen set ham komme ned ad trappen med øjnene ophovnede af gråd efter at have tilbragt flere timer i bøn. Han kom snart ind på, hvad det var, der ængstede ham, idet han sagde: ”Jeg er et ulykkeligt menneske, ikke for min egen skyld men for andres. Gud har givet mig et sådan syn på værdien af de dyrebare sjæle, at jeg ikke kan leve, hvis sjæle ikke bliver frelst. O, giv mig sjæle, ellers dør jeg.” (>>John Smiths liv<<).

*

”Gud satte mig i stand til at kæmpe sådan i bønnen, at jeg var helt våd af sved, til trods for
skyggen af den kølige blæst. For skarer af sjæles skyld var min sjæl langt borte fra denne verden.” 
”Om eftermiddagen satte Gud mig i stand til at kæmpe i brændende forbøn for mine venner. Men om aftenen mødte Herren mig vidunderligt i bønnen. Jeg tror aldrig, min sjæl har været i en sådan nød før. Jeg følte mig ikke afmægtig, den guddommelige nåde var over mig. Jeg kæmpede for mine venner, for sjæles indhøstning og for mange Guds børn rundt omkring på forskellige steder. Jeg var i en sådan nød fra en halv time efter solopgang, til det næsten var mørkt, og jeg var våd af sved.” 
”Jeg trak mig tilbage for at bede og håbede at få kraft ovenfra. Mens jeg bad, var sjælen mere borte fra legemet end nogensinde før i mit liv. Jeg var i en sådan vånde og bad så indtrængende, at jeg følte mig ganske svag og afmægtig, da jeg rejste mig fra bønnen. Jeg kunne næsten ikke rette mig op, mine lemmer var slappe, og sveden løb ned ad mit ansigt og kroppen, det var, som om jeg var helt i opløsning.” (David Brainerd).

*

”Både vor gerning og vor prædiken må være ledsaget af bøn. Den, som ikke beder for
mennesker, kan ikke tale til deres hjerter. Hvis vi ikke først kæmper med Gud om at virke anger og tro i dem, kan vi ikke overvinde dem til at angre og tro. Paulus giver os det ene eksempel efter det andet på bøn for sine tilhørere både dag og nat.” (Richard Baxter).

*

”Flere medlemmer af Jonathan Edwards forsamling havde tilbragt hele natten i bøn, før han
holdt sin berømte prædiken: ”Syndere i en vred Guds hænder”. Helligånden blev så mægtigt udgydt, og under talen åbenbarede Gud sig sådan i sin hellighed og majestæt, at ældstebrødrene slog deres arme om kirkens piller og råbte: ”Herre, frels os, vi er på vej til Helvede!” Næsten hver aften blev folket rystet, og jeg har set ca. 20 blive sat i frihed. Dog tror jeg, at der kunne være blevet mange flere, men jeg kunne ikke se et eneste bedende menneske. Der er mange gode mennesker, men jeg har ikke fundet nogen, som kæmper med Gud. På 2 eller 3 små pladser var der nogen, som råbte om nåde, og andre var dybt bekymret.” (William Bramwell).

*

”Når de resultater, han ønskede, ikke ledsagede hans tjeneste, tilbragte han dage og nætter, for det meste på sine knæ, i bøn og gråd ind for Gud, idet han særligt klagede over sin egen udygtighed til den store gerning: At redde sjæle. I de tider, hvor han ikke mærkede noget røre i sin menighed, befandt han sig i dyb smerte, og han led åndelige fødselsveer for de dyrekøbte sjæle, indtil han ved deres frelse så Kristus herliggjort.” (John Smiths liv).

*

”Hvis du hver dag tilbringer flere timer i bøn, skal du få store ting at se.” (John Nelson).

*

”Han gjorde sig til en regel at stå op omkring midnat og sidde oppe i bøn og samtale med Gud til kl. 2; derpå sov han til kl. 4, på hvilket tidspunkt han altid plejede at stå op.” (>>John
Smiths liv<<).

*

”Vær vedholdende i bønnen. Studier, bøger, veltalenhed, gode prædikener, er alt sammen
intet uden bøn. Bønnen bringer ånd, liv og kraft.” (David Stoners memorier).
 *

“Efter min mening er det nødvendigt at begynde med bøn kl. 5 om morgenen og at bede ved alle lejligheder indtil 10 eller 11 om aftenen.” (William Bramwell).

*

Men skal vi gå tilbage til disse vældige mænd i fordums dage? Er der ikke nogen i dag, som vil bede Gud om at få nød i deres hjerter? Kan vi ikke også i denne generation opleve en vækkelse som svar på trosfrisk, forventningsfuld, udholdende og sejrende bøn. ”Herre, lær os ikke, hvorledes vi skal bede, men at bede!”4: Iførelse af kraft Helligånden er i stand til at gøre Ordet ligeså virksomt nu som på apostlenes tid. Han kan frelse hundreder og tusinder af sjæle lige så let som en og to. Årsagen til, at vi ikke har mere fremgang, er den, at vi ikke har Helligånden med os i hele hans magt og kraft, som de havde det før i tiden.

*

»Hvis Helligånden beseglede vores tjeneste, så ville spørgsmålet om begavelse blive af ringe betydning. Mennesker kan være fattige og ulærde, deres tale være usammenhængende og grammatisk ukorrekt, men er Guds Ånd over dem, kan den mindste evangelist have mere fremgang end den lærdeste teolog eller den mest veltalende prædikant. Det er en særlig kraft fra Gud, der vinder sejr, og ikke vore egne evner. Det er en særlig åndelig salvelse, vi trænger til og ikke en særlig sjælelig kraft. Sjælelig kraft kan fylde et lokale, men åndelig kraft fylder det med nød for sjæle. Sjælelig kraft kan samle en stor forsamling af mennesker, men kun åndelig kraft kan fylde forsamlingen med nød for sjæle. Hvad vi trænger til, er åndelig kraft.« (Chas. H. Spurgeon).

*

»Hvis Ånden mangler, kan der tales mange visdomsord, men det er ikke visdom fra Gud; det er veltalenhedens kraft, men ikke Guds kraft; det er argumentering og logik, men ikke en åbenbarelse af Helligånden og hans altoverbevisende logik, den som overbeviste Saulus på vej til Damaskus. Da Ånden blev udgydt, blev alle disciplene fyldt af kraften fra det høje. Da kunne den mest ulærde tunge bringe modstanderne til tavshed, og som flammer farer gennem skoven, jaget af vinden, brændte den nye ild sig vej gennem alle forhindringer.« (Arthur T. Pierson).

*

»Evangeliets budbringere må have Helligåndens kraft, ellers er de ikke udrustet til gerningen. For intet menneske er egnet til at prædike på grund af naturlige evner og anlæg og heller ikke på grund af erhvervede menneskelige kundskaber, men kun ved Helligåndens kraft. Indtil han bliver iført denne kraft, er han ganske uegnet til trods for alle de øvrige forudsætninger. Og derfor måtte tilmed apostlene være stille, indtil de var blevet iført kraften. De skulle vente i Jerusalem, indtil de havde modtaget forjættelsens Hellige Ånd, og forinden måtte de ikke tale. Hvis man ikke har Helligåndens kraft, har man slet ingen kraft.« (Wm. Dell).

*

Men hvor findes denne salvelse i dag? Hvem har denne erfaring? Den er lovet os, den er
uundværlig, og dog arbejder vi uden den. Vi arbejder i kødet som disciplene, der havde arbejdet hele natten og intet fået. En times arbejde i Ånden vil udrette mere end et helt års arbejde i kødet. Og frugten vil vare ved. »Det er Ånden, som gør levende, kødet gør ingen gavn.« (Joh 6,63). »Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd« (Joh 3,6). Det er Helligåndens frugt, vi længes efter. Rent guld uden slagger – intet mindre. Ægte resultater, som holder både i tid og evighed, og som findes så vel på bønnemøderne som i søndagsgudstjenesten. Er det den slags frugt, vi bærer? Bliver sjæle overbevist om synd, kommer de igennem til Guds børns herlige frihed? 

Er vi iført kraften? Jeg spørger ikke til, om vi har »gjort krav« på den og siden fortsat, idet vi
regnede med, at den var vores, men jeg spørger til, om har vi oplevet den? Hvis der ikke findes resultater, så har vi den sikkert ikke. Hvis vi er fyldt med den Hellige Ånd, vil Åndens frugt vise sig. Mennesker vil bryde sammen på vore møder og hulke over deres synd. Vi må se frugten, hvis vi skal tro på salvelsen. »I skal få kraft.« Da Peter fik den, blev 3.000 sjæle frelst. Og det samme var tilfældet med John Smith, Samuel Morris, Charles Finney og andre – der var frugt. Dette er beviset, og kun dette. Hvis jeg er en Guds mand, iført kraften fra det høje, så vil sjæle bryde sammen, når jeg prædiker, og hvis jeg ikke er det, vil der ikke ske noget særligt. Lad dette være prøvestenen for enhver prædikant.

*

»Jeg blev herligt frelst om morgenen den 10. oktober 1821. Om aftenen den sammen dag
modtag jeg en overvældende dåb i den Hellige Ånd, der gik, syntes jeg, gennem både legeme og sjæl. Jeg erfarede med det samme, at jeg var iført kraften fra det høje, for nogle få ord, som jeg sagde her og der til mennesker, blev redskabet til deres umiddelbare frelse. Mine ord syntes at hage sig fast i menneskers sjæle. De skar som et sværd. De knuste hjertet som en hammer. Skarer kan bevidne dette. Ofte kunne et ord, som jeg selv bagefter ikke mere kunne erindre, føre til overbevisning om synd, hvilket ofte resulterede i øjeblikkelig omvendelse. Til tider følte jeg mig helt udtømt for denne kraft. Jeg besøgte mennesker, men jeg gjorde ikke et sådant indtryk på dem, at det førte til deres frelse. Jeg formanede og bad, men uden resultat. Så afsatte jeg en dag til bøn ogfaste i enerum af frygt for, at kraften skulle have forlagt mig, og meget indtrængende forskede jeg efter grunden til min tomhed. Når jeg så havde ydmyget mig og råbt om hjælp, vendte kraften
tilbage til mig i hele sin tidligere styrke og friskhed. Dette har været min erfaring. 
Denne kraft er et stort under. Jeg har set mange mennesker, som var helt ude af stand til at
modstå Ordet. Selv de allermest enkle og almindelige sandheder slog dem i gulvet, som om de var ramt af et lyn. Al deres kraft forlod dem, og de var næsten så hjælpeløse som døde mennesker. Det har ofte været min erfaring, at jeg næsten ikke kunne opløfte min røst enten for at bede eller formane, undtagen på den allermildeste måde, for at det ikke skulle virke aldeles overvældende. Denne kraft synes til tider at gennemtrænge atmosfæren omkring den, der i særligt mål ejer den. Jævnligt bliver et stort antal mennesker på et sted iklædt kraften, så at selve atmosfæren i byen synes at være fyldt af livet i Gud. Fremmede, som kommer til eller rejser igennem byen, bliver øjeblikkelig overbevidst om synd og i mange tilfælde omvendt til Kristus. Når de troende ydmyger sig og på ny indvier sig til Kristus og beder om hans kraft, vil de ofte modtage en sådan dåb, at de bliver redskaber til at frelse flere sjæle på en dag end tidligere i hele deres liv. Når de troende er ydmyge nok til at bevare denne kraft, vil vækkelsen sprede sig videre gennem hele byen og omegnen. Det samme gælder prædikegerningen.« (Charles G. Finney).

*

Hvor er tidligere tiders sjælenød, den sårede samvittighed, de søvnløse nætter, den frygtelige syndsbevidsthed, de fortabtes tårer og hulken? O, gid vi også i denne generation fik lov til at og høre dette!

Hvem skal vi rette bebrejdelsen imod? Mennesker? Er det deres hårde hjertes skyld? Ligger fejlen der? O nej, mine brødre, fejlen er vores. Det er os selv, vi må rette bebrejdelsen imod. Hvis vi var hvad og hvor, vi burde være, ville tegnene følge os ligesom i gamle dage. Da ville hver prædiken, som ikke fik folk til at bryde sammen, drive os ned på knæ og føre os ind i dyb hjerteransagelse og ydmygelse. Hvis vore forsamlinger er kolde, så er det, fordi vi er kolde. Som pastor ligeså menighed.

O, hvor er der mange, som har mistet sit vidnesbyrd, eller som aldrig har kendt til Helligåndens kraft i deres gerning. Deres tjeneste er uden virkning, og deres vidnesbyrd er intet værd. De udretter lidt eller ingenting for Gud. Ja, de gennemgår programmet, og ofte er de meget aktive, men det er alt sammen kødets energi uden noget åndeligt resultat. Der bliver ingen sjæle frelst, og de troende bliver ikke opbygget i troen. Deres prædiken bærer ingen frugt, og hele deres forkyndergerning er en stor fejltagelse. Tænk, hvilken frygtelig fejltagelse! 

Men, Gud være lovet, det behøver ikke at være sådan, for »I skal modtage kraft« er hans løfte, og »bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje« er hans befaling. 
I Apg 1,8 står der: »Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer.« Salvelsen eller iførelsen af kraft er altså den erfaring, der er et resultat af, at den Hellige Ånd kommer over den troende og udruster ham til tjenesten.

En sådan salvelse bliver kun modtaget i sjælenød, i dyb smerte under bøn. Dage og nætter
tilbragt i bønnekamp for menneskers sjæle – de utallige timer ofret i forbønnens tjeneste, som vi finder i David Brainerds liv – de mægtige kampe mod mørkets magter, indtil legemet var vådt af sved, der var så almindelige for John Smith – det er noget, som går meget dybere, end det, der sker i vore dage, men det er den eneste måde, hvorpå vi kan frembringe frugt og udføre den gerning, vi her taler om.

Det er fra disse bønnekampe, vi går ud til vores arbejde – salvet til at svinge Åndens sværd med en dødbringende virkning. Bøn er hemmeligheden. Intet kan erstatte den. Og for hver særlig gerning betros en særlig salvelse. Her drejer det sig ikke blot om at give sig over og tro. O nej! De herlige, overnaturlige resultater, jeg her taler om, opnås ikke så let. Det koster, og det koster alt.

»De holdt alle i enighed fast ved bønnen.« Alvorlig bøn, enighed i bøn, vedholdende bøn. Det er betingelserne, og når vi opfylder dem, skal vi også bliver iført »kraft fra det høje«. Vi kan ikke forvente, at kraften skal falde på os, fordi det hænder, at vi engang tilfældigvis vågner op til at bede om den. Lige så lidt har nogen menighed ret til at forvente en mægtig åbenbarelse af Ånden, hvis ikke alle er rede til at forene sig i bøn og »i enighed« vente og bede, som om resultatet afhang af hvert medlem.
 
*

»Det er kun ved at vente ind for Nådens trone, at vi modtager den hellige ild. Men den, som
venter dér længe og i tro, skal også modtage denne ild, og han skal bære tydeligt vidnesbyrd om, hvor han har været. Den eneste måde at opnå åndelig kraft på for den enkelte troende, og frem for alt for enhver arbejder i Herrens vingård, er stille at vente foran Guds trone, indtil vi modtager den. Om du ønsker, at din sjæl skal gennemtrænges af denne ild, så at enhver, der kommer dig nær, vil mærke en hemmelighedsfuld indflydelse udgå fra dig, må du derfor leve nær ved det sted, hvorfra denne ild udgår, nær Guds og Lammets trone, og lukke dig ude fra denne verden – denne kolde verden, der så let stjæler ilden fra os. Gå ind i det lønkammer og luk din dør og vent så i ensomhed ind for Gud på denne dåb. Da vil ilden fylde dig, og når du igen går ud, vil den hellige kraft ledsage dig, og du skal arbejde ikke i din egen kraft, »men med Ånd og kraft som bevis««. (Wm. Arthur). 
*

Der er mange, som lever i et bedrag. De mener, de lever i salvelsen, men de gør det ikke. Beviset for, at de gør det, mangler. Hvis de var salvede, ville der ske det samme med dem, som der sker med dem, der virkelig er salvede. Hvis alt det, der i vore dage bliver vidnet om åndsdåb og Åndens fylde, var sandt, så ville hele landet være sat i brand. Ja, hvis blot en mand eller en kvinde virkelig modtog salvelsen, ville omegnen i mange kilometers omkreds blive grebet af en mægtig vækkelse, og tusinder ville komme i syndenød og råbe til Gud om nåde. Beviset for, at man virkelig har modtaget salvelsen, er resultatet. Beviset for, at Elias Ånd var faldet på Elisa, var, at også Elisa slog Jordans vande, så de skiltes ad.

»Hvorfor er det så svært at opnå denne salvelse?« spørger du. Hvorfor? Fordi Gud ikke vil
udgyde sin Ånd over vores kødelige væsen. Han må først gøre sit værk i os, og det tager for det meste lang tid, fordi vi ikke vil tillade ham at få sin vej med os. Vores begær efter at blive kendt, elsket, rost eller en eller anden synd hindrer ham, hver gang han vil give os kraften. Han kan ikke ydmyge os. Han er ude af stand til at bøje vore hjerter, fordi vi ikke vil give os over til ham.

Eller også fordi han ikke kan betro os så stor en ære. Han ved, at det blot ville få os til at lide
skibbrud på troen. O, disse meget sørgelige beretninger om mænd og kvinde, som engang blev brugt af Gud, men som mistede denne dyrebare velsignelse og siden efter arbejdede i kødet og udrettede lidt eller intet. De tog det alt for let, de blev opblæste og stolte, og de tillod en lille synd at snige sig ind. Helligånden blev bedrøvet og forlod dem ligesom Samson i fordums tid, og de mistede kraften. Før, når de prædikede, råbte sjælene højt om nåde i forfærdelig syndenød. Nu må de bede og overtale, møderne er døde og kolde, der kommer kun nogle få mennesker, og ikke engang de er en frugt af den Hellige Ånd.

Lad os lytte til nogle vidnesbyrd fra mennesker, som har modtaget kraften, for at vi kan blive overbevist om erfaringens virkelighed. Og kan Gud give den til en eller ti, så kan han give den til alle.

*
 »I 13 år,« skriver Evan Roberts, »havde jeg bedt om Ånden, og det var på følgende måde, jeg kom til at bede om den. En aften på et møde sagde diakonen William Davies: »Husk at være trofaste. Tænk om Ånden faldt, og du var fraværende? Husk på, hvad Thomas gik glip af.«

Jeg sagde til mig selv: »Jeg må have Ånden!« Og i alt slags vejr og til trods for alle forhindringer overværede jeg alle møderne. Mange gange blev jeg fristet til at vende om og slutte mig til mine kammerater, når jeg så, at de var ude med deres både. Men nej! Jeg sagde til mig selv: »Husk på din beslutning!« Og så fortsatte jeg. I de 10 eller 11 år, jeg bad om vækkelse, gik jeg med til alle bønnemøder. Det var Ånden, som drev mig til at handle således.«

Ved et formiddagsmøde, som Evan Roberts var med til, bad evangelisten: »Gud bøj os«. Roberts mærkede Ånden sige: »Det er det, du trænger til – at blive bøjet.« Han skildrer sin oplevelse således: »Jeg mærkede, at der kom en levende kraft ind i mit bryst. Den voksede og voksede, til jeg var lige ved at sprænges. Det kogte inde i mit bryst, og det, som fyldte mig, var dette vers: »Men Gud viser sin kærlighed til os« (Rom 5,8). Jeg faldt på mine knæ med armene hvilende på bænken foran mig. Tårer og sved randt ned af mig; jeg troede, at blodet ville blive presset frem. Nogle venner kom hen til mig og tørrede mit ansigt.« Imens råbte han: »O, Herre, bøj mig, bøj mig!« Så brød herligheden med ét igennem.

Roberts tilføjer: »Efter at jeg var blevet bøjet, strømmede en bølge af fred gennem mig, og mens forsamlingen sang, tænkte jeg på dem, der først på dommens dag ville blive bøjet, og jeg blev fyldt af medlidenhed med dem, så at jeg græd.

Fra den stund lå nøden for sjæles frelse på mit hjerte. Fra det øjeblik brændte jeg af længsel efter at drage gennem Wales, og dersom det havde været muligt, havde jeg været villig til at betale Gud for det privilegium at måtte gå for ham.«

*

Sådan var Evan Roberts erfaring, han, der var Guds store redskab i vækkelsen i Wales. Lad os nu lytte til vidnesbyrd fra to mænd som John Wesley og Christmas Evans.

* 
»Omkring kl. 3 om natten, mens vi lå i vedholdende bøn, kom Guds kraft mægtigt over os, så mægtigt, at mange af os råbte i overstrømmende fryd, og mange faldt om på gulvet. Så snart vi kom os lidt efter den ærefrygt og bestyrtelse, som Guds nærvær indgød os, udbrød vi alle som med én mund: »Vi priser dig, o Gud, vi erkender, at du er Herren!«« (John Wesley).

*

»Jeg var blevet træt ar mit eget hjertes kulde overfor Kristus og overfor hans offer og
Helligåndens gerning – træt af hjertets kulde på prædikestolen, i lønkammerbønnen og i
bibelstudiet. For 15 år siden havde jeg følt mit hjerte brænde i mig, som om jeg vandrede til
Emmaus med Jesus.

En dag, som jeg aldrig vil glemme, blev jeg, til trods for, at mit hjerte og min ånd var hård og
verdslig, mindet om at bede, mens jeg var ved at bestige bjerget Cader Idris. Og lige så snart jeg i Jesu navn havde begyndt, mærkede jeg, hvordan lænkerne løsnedes. Det hårde hjerte smeltede, ja, jeg følte det, som om bjerge af is og sne smeltede i mig.

Dette indgød min sjæl ny tillid til løftet om Helligånden. Jeg følte, at min sjæl blev sat fri fra
fangenskab. Tårerne flød rigeligt, og jeg måtte råbe til Gud om, at han i sin nåde ville komme mig nær og give mig frelsesfryden tilbage, og jeg råbte også om, at han ville besøge de helliges forsamlinger; jeg nævnte næsten alle prædikanterne i omegnen ved navn.

Denne kamp varede i tre timer. Igen og igen tog den til i styrke, som når den ene bølge afløser den anden eller som en flodbølge, der drives frem af vinden, indtil mit legeme var træt af at græde og bede. På den måde overgav jeg mig selv til Kristus, legeme og sjæl, evner og arbejde – hele mit liv – hver dag og hver time, der var tilbage, og alle mine bekymringer overlod jeg til ham.

Fra den tid af var det muligt for mig at forvente Guds godhed mod menighederne og mod mig selv. I de første møder, jeg holdt efter denne oplevelse, havde jeg en følelse af at være flyttet bort fra den åndelige kuldes ufrugtbare marker til Guds løfters grønne enge. Jeg erfarede nu igen den bønnekamp og længsel efter sjæles frelse, som jeg før havde kendt i Leyn. Jeg havde grebet om Guds løfter.
 Resultatet blev, at det første, som tildrog sig min opmærksomhed, da jeg kom hjem, var, at
Helligånden arbejdede på samme måde i brødrene i Anglesea og virkede en bønnens ånd i dem. Særligt to af diakonerne var meget ivrige i deres bøn om, at Gud i sin nåde ville komme os nær og gøre sit nådes ord virkningsfuldt iblandt os til synderes frelse.« (Christmas Evans). 5: Overbevisning Hvad, der i ganske særlig grad kendetegnede tidligere tiders store vækkelser, var en dyb og ægte overbevisning om synd. Og det er noget af det vigtigste, som mangler i vor tid.

Hvor bliver man skuffet over mange af de metoder, der bruges i vore dages vækkelseskampagner! Hvor er det overfladisk og uvirkeligt, når man sammenligner det med Helligåndens ægte værk.

Ikke fordi det er ubibelsk at overtale mennesker. Det er det langt fra! Men det er frugtesløst, når der ikke findes nogen overbevisning om synd. Og meget af den moderne evangelisation med dens overfladiskhed, der bedrøver Ånden, for slet ikke at tale om dens professionelle skær, kan på ingen måde frembringe en virkelig overbevisning om synd, der fører til et åndeligt resultat.

Det er ikke nødvendigt at overtale, når der findes en virkelig overbevisning om synd. Syndere skal nok komme frem uden at blive tvunget til det; de kommer, fordi de slet ikke kan lade være. Man behøver aldeles ikke at overtale eller nøde dem til at søge befrielse, som går hjem fra et møde og hverken kan sove eller spise, fordi de er i dyb syndenød.

I de moderne vækkelseskampagner opfordrer evangelisterne folk til at tage imod Kristus, og det er rigtigt. Men o, om vi kunne høre syndere råbe til Kristus om, at han skulle tage imod dem! I vor tid tager folk imod frelsen på en så kold, formel, forretningsmæssig måde, at det næsten ser ud, som om de mener, de gør Gud en tjeneste ved at modtage hans forsoningsoffer. Deres øjne er tørre, de er ikke i syndenød; der er heller ikke noget tegn på anger eller sønderknuselse. De betragter det som en mandig gerning. Men tænk, hvis der var syndserkendelse, hvis de kom med bøjede hjerter, sønderbrudt, ja sønderknust, hvis de kom med den skyldbetyngede sjæls råb: »Gud, vær mig synder nådig!« Tænk, om de kom skælvende og med fangevogteren i Filippis brændende spørgsmål, der gælder liv eller død: »Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« Hvor skulle de blive herligt frelst!

Men det er ikke tilfældet i det 20. århundredes vækkelseskampagner. Mennesker bliver overtalt til at lade sig frelse, inden de ved, at de går fortabt; de skal tro, før de ved, de har brug for det; frugten bliver plukket, før den er moden, og da er arbejdet naturligvis forgæves. Hvis vi skal have frugt, som er virket af Helligånden, må jordbunden forberedes. Helligånden må skabe syndserkendelse, før mennesker virkelig kan tro. Det er rigtigt at sige til mennesker, at de skal tro, når Gud har gjort sit værk i deres hjerter, men de må først vide, at de trænger til det.  Lad os vente, indtil Guds Ånd har gjort sit værk, før vi siger: »Tro på Herren Jesus Kristus, så skal du blive frelst.« Lad os først som hos fangevogteren i Filippi se tegn på syndserkendelse. Og når deres nød er så stor, at de råber: »Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« da ved vi, at de er klar til at blive opmuntret til at tro og stole på Kristus – men ikke før.

*

»Der er et andet evangelium, som er meget populært i vore dage, og som synes at udelukke
syndserkendelse og anger fra Guds frelsesplan. Det kræver blot fra synderens side en
forstandsmæssig indrømmelse af, at han er skyldig og syndig, og en ligeså forstandsmæssig
erkendelse af, at Kristi forsoning er tilstrækkelig. Når han har erkendt dette, bliver der sagt til ham, at han kan gå bort med fred og være lykkelig i forvisningen om, at Herren Jesus har gjort alle ting vel mellem Gud og hans sjæl. Sådan bliver der forkyndt fred, fred, når der ingen fred er.

Sådanne overfladiske og falske omvendelser er måske grunden til, at så mange, der bekender at være kristne, vanærer Guds navn og bringer skam over menigheden ved deres inkonsekvente liv for til slut at vende tilbage til verden og synden. Hele Guds råd må forkyndes. »Ved loven kommer erkendelse af synd.« Man må have set sin synd, før man kan sørge over den. Synderen må sørge, før han kan blive trøstet. Vor tids store behov er virkelige omvendelser. Omvendelser, således som de engang var, og som de skal blive igen, når menigheden ryster sin sløvhed af sig, modtager Guds kraft og derved genvinder sin gamle styrke. Da skal syndere ligesom tidligere skælve for Guds majestæt.« (J. H. Lord).

*

Tænker vi på at sende bud efter lægen, før vi er syge, eller prøver vi på at overtale sunde og
raske mennesker til at skynde sig til lægen? Beder den dygtige svømmer dem, der står inde på strandbredden, om at komme ud og redde sig? Nej, bestemt ikke! Men lad først sygdommen komme, og med det samme erkender vi vores behov og sender bud efter lægen. Vi ved, at vi trænger til et lægemiddel. Når vi føler, at vi synker og er ved at drukne, skal vi snart få råbt om hjælp. Og hvilken angst ville vi ikke føle, når vi mærkede, at vi sank dybere og dybere og vidste, at vi var redningsløst fortabt, hvis der ikke kom nogle og reddede os.

Sådan er det med en fortabt sjæl. Når et menneske er blevet overbevist om sin fortabte situation, råber det i sit hjertes bitre smerte: »Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« Det er ikke nødvendigt at lokke eller presse, for når det gælder liv eller død, så er mennesket rede til at gøre hvad som helst, blot det må blive frelst.

Som du ser, taler jeg ikke om de store, moderne vækkelseskampagner. Det kan ofte være
menneskeværk. Men en virkelig vækkelse – o, hvilken herlighed! Helt, helt fra Gud! Der er der ikke plads for ære til mennesker. Hvor markant anderledes er ikke de store vækkelseskampagner! Der er stort røre, megen glæde i det ydre, rapporter om mange omvendelser – og så et forkert resultat, en falsk tilstand. Hvilket bedrag er ikke denne teori om at "tage imod Kristus" uden at være overbevist om sin synd; det er hjernetro, men ikke en ny fødsel.

Det er denne mangel på syndserkendelse, som er skyld i overfladiske vækkelser, hvor der i
virkeligheden slet ingen frugt er. Det er én ting at løfte sin hånd eller at underskrive et kort om, at man beslutter sig for Kristus, men det er en helt anden ting at blive frelst. Sjælene må føres ind i en hel og forblivende frihed, hvis værket skal bestå. Det er én ting at have hundredevis af omvendte midt i vækkelsesmødernes begejstring, men det er en helt anden ting at komme tilbage fem år efter og finde dem bevaret.

John Bunyan forstod dette. Han skildrer en kristen med en stor syndebyrde på sin ryg og
beskriver hans sjælenød, indtil han kommer af med den ved korsets fod.

Gud har selv vidnet om værdien af sit eget ord. Han kalder det en "ild", en "hammer" og et "sværd". Ilden brænder, en hammer slår, et sværd sårer. Når Guds ord forkyndes i Åndens kraft, har det nøjagtig den samme virkning. Det brænder som en ild, slår som en hammer og sårer som et sværd, og den åndelig smerte er ligeså stor som den fysiske. Når det ikke har den virkning, er der noget galt enten med budbringeren eller med budskabet.

*

»Når et menneske, som har begået en afskyelig forbrydelse, pludselig bliver arresteret, og en af lovens håndhævere fremholder forbrydelsen for hans samvittighed i Bibelens direkte sprog ved at sige til ham: »Du er manden!« vil det være ganske naturligt, at forbryderen blegner, stammer, skælver og viser alle tegn på virkelig angst. Da Belsazar, den stolte, assyriske konge, så en mands hånd åbenbare sig og skrive på væggen i sit palads, »skiftede hans ansigt farve, hans tanker slog ham med rædsel, benene rystede under ham, og knæene slog mod hinanden.« Og disse virkninger er endnu ikke blevet stemplet som unaturlige. Hvorfor skulle det da være unaturligt at se syndere, som af Guds Ånd er blevet så dybt overbevist om, hvor overvældende deres synder er, at det forekommer dem, at de hvert øjeblik står i fare for at falde i den brændende ildsø, og som forestiller sig, at hele Helvede er i bevægelse for at modtage dem – hvorfor skulle det være unaturligt for
sådanne mennesker i det ydre at give udtryk for den rædsel og nød, de følte i deres indre?« (Wm. Bramwells memorier).

*

Det er den erfaring, som alle Guds tjenere har gjort gennem århundrederne. I hver eneste vækkelse har der været en dyb overbevisning om synd. Nogle af beretningerne kan lyde mærkelige for den, som ikke har kendt og studeret andet end det 20. århundredes vækkelsesarbejde. Følgende oplevelser var almindelige for disse mænd.

*

»Midt i min prædiken begyndte en mand at råbe. Jeg begyndte at bede, for jeg kunne ikke
længere prædike for råb og gråd, som hørtes over hele kapellet…«

»Prædikenen blev opslugt af sejr. Søgende sjæle forlod deres pladser, og uden nogen opfordring kom de op til altret og knælede der.« (Thos. Collins).

*

»En kvæker, som var modstander og stod ved siden af, var utilfreds med disse menneskers
opførsel. Han bed sig i læben og rynkede panden, da han pludselig sank sammen som ramt af et lyn. Det var forfærdeligt at være vidne til den nød, han nu var i. Vi råbte til Gud om ikke at tilregne ham dette, og lidt efter løftede han sit hoved og råbte med høj røst: »Nu ved jeg, at du er en Guds profet!«« (John Wesley).

*
 »J. H. var en retskaffen mand i ord og livsførelse, en, som til stadighed besøgte bønnemøderne og nadverbordet; han var nidkær for sin kirke og en modstander af alle slags sekter. Da han hørte berettet om, at mennesker fik underlige anfald på møderne, kom han for selv at se og danne sig sin mening. Men han blev endnu mere forarget end før, og til kl. 1.00 om natten gik han rundt fra den ene bekendte til den anden og arbejdede af alle kræfter på at overbevise dem om, at det var et Djævelens bedrag.

Da vi gik hjem, mødte vi nogen på gaden, som fortalte os, at J. H. var blevet sindssyg. Han havde sat sig ned for at spise til middag, men han ville først læse en prædiken færdig, som han havde lånt. Den handlede om frelse gennem tro. Da han læste den sidste side, blev han ligbleg, faldt ned fra stolen og begyndte at skrige frygteligt, idet han slog sig imod gulvet.

Naboerne blev alarmeret og samledes i huset. Mellem 13.00 og 14.00 kom jeg derhen og fandt ham på gulvet, mens værelset var fuldt af mennesker, som hans hustru gerne ville have lukket ude, men han råbte højlydt: »Nej, lad dem alle komme ind, lad hele verden se Guds retfærdige dom!« To eller tre mænd holdt ham, så godt de kunne. Han fæstede øjeblikkeligt sine øjne på mig, rakte sin hånd ud og råbte: »O, det er ham, om hvem jeg sagde, at han bedrog folket. Men Gud har lagt sin hånd på mig. Jeg sagde, at det alt sammen var bedrageri. Men det er ikke bedrageri!« Så skreg han: »O, du Djævel, du forbandede Djævel, du legion af onde ånder! Du kan ikke blive her. Kristus skal drive dig ud! Jeg ved, at hans værk er begyndt. Sønderriv mig, om du vil, du kan ikke skade mig!« Så slog han sig igen mod gulvet, hans bryst arbejdede som i dødskamp, og store dråber af sved trillede nedover hans ansigt.

Vi gik alle i bøn, hans lidelser ophørte, og både hans sjæl og legeme blev sat i frihed.« (John
Wesley).

*

»Guds kraft var nær. Mennesker kom for at blive frelst, og de blev ikke skuffet. Gråden og
sukkene var stærke. Det var, som om Gud var kommet ned i rædsel og magt, som om Helligånden gennemtrængte hver eneste sjæl ind til det allerinderste og udgød sig i hele sin fylde, oplyste forstanden, angreb og ødelagde syndens fjende, eftersporede den i alle dens forgreninger og rystede sjælen i dens inderste dyb, så den stille men sikkert blev draget hen mod en krise. – Alle de skriftsteder, der taler om fordømmelse, blev levende, indtil hele sjælen samlede sin energi i et råb om nåde: »Gud, vær mig synder nådig. Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Frels mig, Herre, ellers dør jeg! O, frels mig, ellers synker jeg ned i Helvedes dyb. Helbred min sjæl, for jeg har syndet imod dig!«« (James Caughey). 
*

»Guds kraft kom over forsamlingen som en mægtig, fremfarende vind, og med en forbavsende kraft fejede den alt ned. Jeg var forbavset over den magt, som havde grebet næsten hele forsamlingen, og jeg kunne ikke sammenligne den med noget andet end med den uimodståelige kraft i et mægtigt skybrud eller med en svulmende oversvømmelse, som med sin store tyngde og voldsomhed river alt med sig, som kommer på dens vej. Næsten alle mennesker i alle aldre blev bøjet af den, og der var næsten ingen, som kunne modstå den. Gamle mænd og kvinder, som havde været drankere i mange år, små børn på 6 - 7 år såvel som mennesker i deres bedste alder kom i syndenød.

Selv de hårdeste hjerter måtte bøje sig. En fremstående mand blandt indianerne, som før havde været meget selvbevidst og selvretfærdig og ment, at hans situation var god, fordi han vidste mere, end indianerne før havde gjort, og som med ikke ringe selvsikkerhed dagen før fortalte mig, at han i mere end 10 år havde været kristen, kom nu i alvorlig nød for sin sjæl og græd bitterligt. En anden mand, der var ældre, og som havde været morder, besværger og dranker, begyndte under tårer at råbe om nåde, idet han klagede over, at han ikke kunne blive endnu mere bekymret, når han nu så, hvilken frygtelig fare han svævede i. Der lød stærke råb om nåde såvel inde i huset som udenfor, og mange kunne hverken stå eller gå. Deres bekymring var stor, og de havde alle sammen nok med sig selv. De tog ikke notits af andre, men bad uophørlig for sig selv.« (David Brainerd).

*

»Kapellet var overfyldt. Ordet var »levende og kraftigt«. Mange følte, at det »stak dem i hjertet«, og i deres syndenød råbte de om nåde. Efter talen var der bedemøde. Det blev midnat, men de bodfærdige lå endnu på deres knæ, fast besluttet på at bede, til de fik sejr. Efterhånden som en og anden kom igennem til fred ved tro og gik bort, var der andre, hvis hjerter var blevet ramt, som indtog deres pladser. Vækkelsen var så intensiv, at selv om lederen gik, kunne man ikke få de opvakte og betyngede mennesker til at forlade kapellet, men bedemødet fortsatte uden afbrydelse hele natten og den efterfølgende dag og nat. Man regnede med, at over 100 blev frelst, og at mange ældre troende blev fornyet og overgav sig mere helhjertet til Gud.« (Squire Brookes memorier).

*
 »Mens vi var i bøn, kom to af dem, som var blevet vakt, ind og begyndte at råbe om nåde.«

»Hun havde knapt nået at fortælle den gode nyhed, før hendes søster blev ramt i hjertet og begyndte at råbe om nåde.«

»Mens jeg bad, kom Guds kraft ned over os, og han og hans bedrøvede ven fik et stik i deres hjerter og græd højt over deres synder.«

»Mens jeg talte med en 60 år gammel kvinde, blev hun ramt af ordet, og i løbet af kort tid satte Herren hendes sjæl i frihed.« (Wm. Carvosso).

*

»Når overbevisningen om synd har nået sit højdepunkt, er vedkommende så svag, at han
hverken er i stand til at sidde eller stå, men enten knæler eller lægger sig ned. Et stort antal
mennesker i denne by og dens omegn – og jeg tror i øvrigt i alle retninger nordpå – er blevet »ramt« pludseligt og er faldet om som om, de var lammede og kraftløse. De falder om under dybe suk, nogle med et højt rædselsskrig – og de allerfleste med indtrængende alvor i sin bøn: »Herre Jesus, forbarm dig over min sjæl!« Legemet ryster som et espeløv, en utålelig byrde ligger over brystet, det føles, som om man skulle kvæles, og den eneste lettelse, der gives i denne tilstand, er at bede højt og indtrængende om at blive udfriet. For det meste fortsætter den legemlige lidelse og åndelige nød, indtil vedkommende får nogen grad af tillid til Kristus. Da forandres udseendet og stemmen med det samme. Angsten og fortvivlelsen viger og giver plads for taknemmelighed, sejr og tilbedelse. Deres tale og udseende, den frygtelige kamp og de høje, fortvivlede råb vidner overbevisende om, at de befinder sig i en kamp på liv og død med den gamle slange, og det påstår de også selv. Sveden løber ned ad dem, og håret er vådt. Nogle gennemgår denne udmattende kamp
flere gange, andre kun én gang. De mister madlysten, mange spiser ikke i flere dage. De sover ikke, skønt de ligger med lukkede øjne.« (»Vækkelsen i Irland 1859«).

*

»En vækkelse indebærer altid fra forsamlingens side overbevisning om synd. Frafaldne kristne kan ikke vågne op og begynde at virke i Herrens gerning uden alvorlig hjerteransagelse. Syndens kilder må ødelægges. I en virkelig vækkelse er der altid troende, som kommer i en sådan syndserkendelse. Ofte ser de sin synd i et sådant lys, at det forekommer dem umuligt at blive accepteret af Gud. Det er ikke altid, det går så vidt, men i en ægte vækkelse er der altid dyb syndserkendelse.« (Charles Finney). 6: Hindringer
Der findes kun en eneste hindring, som kan tilstoppe kanalen og hindre Guds kraft, og det er synd. Den alene kan hindre Åndens gerning og umuliggøre en vækkelse. »Havde jeg haft ondt i sinde,« siger David, »ville Herren ikke have hørt mig.« (Sl 66,18). Og i Es 59,1-2 har vi disse betydningsfulde ord: »Herrens arm er ikke for kort til at frelse, hans ører ikke for døve til at høre. Nej, det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer.« Vi siger det igen: Synden er den store hindring, og den må vi af med. Der er ingen anden udvej, og det er ikke muligt at gå på kompromis. Gud vil ikke virke, så længe der findes skjult synd.

I Hos 10,12 læser vi: »I skal så i retfærdighed, I skal høste i troskab, I skal bryde ny jord. Tiden er inde til at søge Herren, så han kommer og lader retfærdighed regne ned over jer.« Og i 2 Krøn 7,14 har vi løftet om velsignelse, grundet på uforanderlige betingelser: »Hvis mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land.« Heraf ser vi, at intet mindre end et sønderknust hjerte kan tilfredsstille Gud.

Og det er ikke nok at sørge over syndens følger og straffen, men der må være sorg over selve synden, som er begået imod Gud. Helvede er fuldt af anger, men det er kun på grund af straffen. Der finder man ingen virkelig hjertesønderknuselse. Den rige mand ytrede ikke et ord om nogen sorg over sin synd mod Gud (Luk 16,29-30). Men David, som havde gjort sig skyldig i både mord og hor, så, at han havde syndet imod Gud alene (Sl 51,4). Anger alene er ikke det samme som virkelig sorg, der fører til omvendelse. Selvom Judas var angerfuld, vendte han dog ikke om.

Kun Gud formår at skænke et angrende og sønderknust hjerte den sorg, som fører til, at man bekender sin synd og holder op med den. Og intet andet end dette er tilstrækkeligt. »Mit offer, Gud,er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.« (Sl 5 1,19). »Den,der vil skjule sine overtrædelser, går det ikke godt, men den, der bekender dem og holder op med dem, finder barmhjertighed.« (Ordsp 28,13). »Men erkend din skyld, at du har brudt med Herren din Gud. Du strøede din elskov ud til fremmede under alle grønne træer. Mig adlød I ikke, siger Herren.« (Jer 3,13).

Der findes 3 slags bekendelser:

1: Lønkammer-bekendelse. Hvis synden kun er begået mod Gud, er det ikke nødvendigt at bekende den for andre end for Gud (1 Joh 1,9; Sl 32,5). 
2: Personlig bekendelse. Hvis synden er begået imod et andet menneske, skal det bekendes ikke blot for Gud, men også for vedkommende, som man har forurettet. Man får ikke fred, før man har aflagt sin bekendelse og bedt om tilgivelse (Matt 5,23-24).

3: Offentlig bekendelse. Hvis synden er begået imod menigheden, dvs. hele menigheden, en klasse, en organisation eller en gruppe mennesker, må bekendelsen være lige så offentlig som synden.

Ligeså længe som der findes skjult og ubekendt synd blandt Guds børn, ligeså længe er det umuligt for Guds ånd at skabe vækkelse. Mennesker må få et ret forhold til hinanden, før de kan få et ret forhold til Gud.

En aften ved afslutningen af et hjerteransagende budskab, kom en ung mand frem, og idet han vendte sig mod forsamlingen, aflagde han den opsigtsvækkende bekendelse, at han havde stjålet og brugt penge, som ikke var hans egne; derpå gik han ind i bederummet for at gøre op med Gud. Han havde været kasserer i to store organisationer og havde brugt næsten alle de betroede midler.

Det er meget almindeligt, at man finder sjæle ved alteret, som i åbenbar nød knæler ned og råber til Gud, uden at de får noget. Og det er ligeså almindeligt, at grupper af mennesker samles til bedenætter om vækkelse, og dog får de aldrig svar på deres bønner. Hvad er grunden til det? Lad Guds ord svare: »Det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer.« Lad os derfor først og fremmest få synden frem i lyset; lad os rette alt det krogede og komme af med anstødsstenene, så kan vi i tro og forventning bede om strømme af velsignelse.

Lad os nu tage den ene synd efter den anden og behandle dem hver for sig. Og lad os stille os selv følgende spørgsmål. Det kan være, vi er skyldige, og at Gud vil tale til os:

1. Har vi tilgivet alle? Findes der foragt, kiv, had eller fjendskab i vore hjerter? Gemmer vi på
modvilje mod nogen, og har vi afvist at forblive forligt?

2. Bliver vi vrede? Er der noget, som rejser sig inde i os? Er det sandt, at vi endnu kan miste vores selvbeherskelse? Kan vreden under tiden holde os fast i sit greb? 
3. Nærer vi nogen følelse af jalousi? Bliver vi misundelige og ubehageligt til mode, når en anden bliver foretrukket frem for os? Er vi skinsyge på dem, der kan bede, tale og gøre alt bedre end vi?

4. Bliver vi utålmodige og irriterede? Kan småting gå os på nerverne? Eller er vi under alle forhold venlige, stille og uberørte?

5. Bliver vi let fornærmede? Sårer det os, når folk ikke lægger mærke til os og går forbi os uden at sige noget? Hvordan er vi til mode, når man fremhæver andre mennesker, mens man selv bliver tilsidesat?

6. Findes der nogen stolthed i vore hjerter? Er vi opblæste? Har vi store tanker om os selv, vores stilling og vore evner?

7. Har vi været uærlige? Er vores forretningsmetode hævet over enhver kritik? Giver vi en meter, når der bliver forlangt en meter, og et kilo, når der bliver forlangt et kilo?

8. Har vi bagtalt andre? Har vi mistænkeliggjort andres karakter? Har vi travlt med at sladre om andre?

9. Udøver vi en ubarmhjertig, hård og streng kritik? Spejder vi altid efter andres svagheder?

10. Røver vi fra Gud? Har vi stjålet tid, som tilhørte ham? Har vi tilbageholdt vore penge for Gud?

11. Er vi verdslige? Elsker vi denne verdens glitter, pomp og pragt?

12. Har vi stjålet? Tilegner vi os småting, der ikke tilhører os?
 
13. Nærer vi bitterhed mod andre? Findes der had i vore hjerter?

14. Er vi letsindige og overfladiske? Er vores opførsel upassende? Kan verden drage den
konklusion af vore handlinger, at vi hører den til?

15. Har vi forurettet nogen og ikke gjort det godt igen? Eller er det Zakæus’ ånd, som bor i os? Har vi bragt de mange små ting i orden, som Gud har vist os?

16. Er vi bekymrede eller urolige? Stoler vi ikke helt på Gud for både vore åndelige og jordiske behov?

17. Huser vi syndige tanker? Tillader vi vores sind at være fyldt med urene og vanhellige
forestillinger?

18. Er vi sande i vore udtalelser, eller overdriver vi og giver andre et forkert indtryk? Har vi løjet?

19. Har vi gjort os skyldig i vantroens synd? Nægter vi stadig at tro på løfterne i Guds ord til trods for alt, hvad han har gjort for os?

20. Er vi sløve i vores bønneliv? Er vi forbedere? Beder vi? Hvor lang tid tilbringer vi på vore knæ? Eller er bønnen blevet trængt ud af vores liv?

21. Forsømmer vi Guds ord? Hvor mange kapitler læser vi hver dag? Gransker vi i ordet? Er det derfra, vi henter vores åndelige næring?

22. Undlader vi at bekende Kristus offentligt? Skammer vi os over Jesus? Er vores mund lukket, når vi er omgivet af verdslige mennesker? Vidner vi hver dag?

23. Har vi nød i vore hjerter for de ufrelste? Elsker vi de fortabte? Er der nogen medlidenhed i vore hjerter med dem, som er på fortabelsens vej?

Det er disse ting, både negative og positive, som hindrer Guds værk iblandt os. Lad os være
ærlige og kalde dem ved deres rette navn. Synd er det ord, Gud bruger. Jo før vi tilstår, at vi har syndet og er rede til at bekende og holde op med synden, desto før kan vi forvente, at Gud hører os og virker med sin vældige kraft. Hvorfor bedrager vi os selv? Vi kan ikke bedrage vores Gud. Lad os derfor fjerne hindringerne, før vi tager det næste skridt. »Hvis vi bedømte os selv, ville vi ikke blive dømt.« »Dommen skal begynde med Guds hus.«

Dette har gennem århundrederne været vækkelsens historie: Aften efter aften prædiker man uden resultat, indtil en ældstebror eller diakon brister i gråd, går til bekendelse og beder den om tilgivelse, som han har forurettet. Eller også er der en kvinde på en fremtrædende plads i menigheden, der bryder sammen og under tårer aflægger en offentlig bekendelse om, at hun har talt dårligt om sin søster eller ikke kan enes med nogen, som sidder på den anden side af midtergangen. Når bekendelsen er aflagt, og de er blevet forligt, da, og ikke før, kommer Guds ånd over menigheden, og en vækkelse går hen over hele byen.

Ofte findes der kun en eneste synd, en eneste hindring. Der var én Akan (Jos 7) i Israels lejr. Gud sætter sin finger lige på stedet, og han tager den ikke bort, før hindringen er fjernet.

Lad os da først og fremmest bede Davids bøn, da han råbte: »Ransag mig, o Gud, og kend mit hjerte.« Og så snart synden, der hindrede, er fjernet, kommer Gud med vækkelsens mægtige kraft. 7: Tro er den nøgle, som lukker op for Guds kraft. »Ved tro faldt Jerikos mure.« Levende tro er en absolut forudsætning for vækkelse. »Alt er muligt for den, der tror.«

Den mand, som Herren skal bruge, må modtage sit budskab fra Himlen. Gud vil give ham et løfte. Ikke et af de sædvanlige løfter i ordet, som er til alle Guds børn, men et afgjort, direkte budskab til hans eget hjerte. Et kendt løfte kan pludselig gribe ham sådan, at han ved, Gud har talt. Når jeg er i færd med at begynde en ny gerning, må jeg derfor først spørge mig selv: »Har jeg et løfte? Har Gud talt?«

Det var denne guddommelige forvisning, som satte de gamle profeter i stand til at gå ud til folket og sige: »Så siger Herren.« Og før Gud har kaldet os, er det bedst, at vi forbliver på vore ansigter i bøn, for at Gud ikke skal sige: »Jeg sendte ikke profeterne og gav dem ikke befaling.« Men når et menneske har hørt Gud tale, »så vent, for det kommer, det udebliver ikke.« Selvom der skulle komme til at gå år, så vil Gud dog opfylde sit ord.

O, hvilken glæde at høre og genkende denne stemme. Hvilken opmuntring! Hvilken tro! Hvor hjertet banker! Så stiller man ingen spørgsmål og kommer ikke med formodninger. Man har måske bedt i dagevis, ja ugevis for at kende Guds vilje. Så kommer hans budskab enten gennem ordet eller ved Helligånden, og der bliver fuldkommen hvile. Ikke fordi befalingen allerede er udført, eller fordi forventningen er blevet realiseret, men Gud har talt, og så kan der ikke mere herske nogen tvivl.

For nogen tid siden så jeg i et syn en stor virksomhed i byen Toronto, og jeg bad Gud om at
åbenbare mig hans vilje med hensyn til denne sag. Endelig en dag talte Gud. Og også ved denne lejlighed kom hans ord til mig. Imidlertid ventede jeg, ventede i bøn og i tro, idet jeg vidste, at han helt sikkert ville opfylde sit løfte. Der gik 3 år fulde af prøvelser. Uden Guds løfte ville jeg være brudt sammen, og mit håb ville have været spredt for alle vinde, men Gud havde talt, og jeg kunne blot bede: »Herre, gør som du har sagt.« Endelig efter 3 års forløb begyndte Gud den virksomhed, som han havde talt til mig om.

Der bliver fra metodismens første tid fortalt en beretning om et sted ved navn Filey, som den ene prædikant efter den anden var blevet sendt til, men uden resultat. Byen var et sæde for sataniske kræfter, og alle blev drevet bort fra den igen, til man endelig besluttede at opgive den som håbløs. Men lige før sagen var endelig afgjort, bad den nu så kendte John Oxtoby eller »bedende Johnny«, som han også blev kaldt, om at blive sendt derhen for at give folket endnu en chance. Hans tilbud blev antaget, og nogle få dage efter rejste Johnny af sted. Undervejs spurgte en bekendt ham, hvor han skulle hen. »Til Filey,« lød svaret, »hvor Herren skal genoplive sit værk.«

Da han nærmede sig byen og kom til højen mellem Muston og Filey, så han pludselig byen ligge foran sig. Det greb ham i den grad, at han faldt på sine knæ under en hæk, hvor han græd og bad om fremgang for sin gerning. Der bliver fortalt, at en Møller, som befandt sig på den anden side af hækken, hørte en stemme og forbavset standsede for at lytte, da han hørte Johnny sige: »Jeg sagde til dem i Bridlington, at du ville sende en vækkelse over pladsen her, og du må gøre det, ellers kan jeg aldrig mere vise mig for dem, og hvad vil folk så sige om at bede og tro?«

I flere timer forsatte denne Kamp. Den blev langvarig og hård, men han ville ikke give op.
Omsider spredtes skyerne, hans sjæl blev fyldt af herlighed, og han rejste sig op med udråbet: »Det er gjort, Herre, det er gjort. Filey er indtaget! Filey er indtaget!« Og den var indtaget, og det på en sådan måde, at der ikke var tvivl om det.

Lige fra »nådestolen« gik han ind i byen og begynde at synge på gaderne. En stor skare fiskere samlede sig for at lytte. En usædvanlig kraft ledsagede hans budskab, forhærdede syndere græd, stærke mænd skælvede, og mens han bad, var der over et dusin, som faldt på knæ og råbte om nåde og også fik det.

Men kender vi virkelig til, hvad det er at bede troens bøn? Har vi nogensinde bedt den?

*

»Jeg kendte en far,« skriver Charles Finney, »som var en god mand, men han havde et forkert syn på troens bøn, og alle hans børn var blevet voksne, uden at en eneste af dem var blevet frelst. Til sidst blev hans søn syg, og det så ud til, at han skulle dø. Faderen bad, men sønnen blev dårligere, og det så ud til, at han skulle komme til at gå i sin grav uden håb. Faderen bad og hans nød blev ubeskrivelig. Til sidst gik han ud og bad – det så da ikke ud til, at der var noget håb om, at sønnen kunne komme sig – og udøste sin sjæl, som om han ikke ville modtage noget afslag, og til slut fik han en forvisning om, at hans søn ikke blot skulle leve, men også blive frelst, og at ikke alene denne søn skulle blive omvendt til Gud, men også hele den øvrige familie. Han kom ind og fortalte sin familie, at sønnen ikke skulle dø. De blev overrasket. »Jeg siger jer,« sagde han, »han skal ikke dø, og ingen af mine børn skal dø i deres synd,« Alle den mands børn blev frelst for flere år siden.« 
»En præst fortalte mig engang om en vækkelse, der begyndte med en nidkær og from kvinde i hans menighed. Hun fik nød i sit hjerte for de ufrelste sjæle og begyndte at bede for dem; hun bad, og hendes nød blev større. Til sidst gik hun til præsten og talte med ham og bad om, at der måtte blive arrangeret et møde for de søgende sjæle, for hun følte, at det var nødvendigt. Præsten afviste hende, for han kendte intet til et sådant behov. Næste uge kom hun igen og bad på ny om, at der måtte blive arrangeret et sådant møde. Hun vidste, at der ville komme nogen, for hun forstod, at Gud ville udgyde sin ånd. Præsten viste hende bort igen. Og til slut sagde hun til ham: »Hvis de ikke bekendtgør det møde, så gør jeg, for der vil helt sikkert blive vækkelse.« Næste morgen bekendtgjorde præsten et møde og sagde, at hvis nogen ønskede at tale med ham om deres sjæl, så kunne de møde ham der. Han kendte ikke en eneste sådan sjæl, men da han kom hen til mødet, så
han til sin forbavselse, at der var kommet mange bedrøvede sjæle.«

»Den første lysstråle, som brød ind i det midnatsmørke, der hvilede over kirkerne i Oneida i
efteråret 1825, kom fra en kvinde med svagt helbred, som, så vidt jeg ved, aldrig havde været med i en kraftig vækkelse. Hendes sjæl var i uro for syndernes skyld. Hun var i nød for sit land. Hun vidste ikke, hvad der var i vejen med hende, men hun fortsatte med at bede mere og mere, til det så ud, som om lidelsen skulle nedbryde hendes legeme. Endelig blev hun fyldt af glæde og råbte: »Gud er kommet! Gud er kommet! Der er ingen tvivl om, at Gud har begyndt værket, og det skal brede sig over hele egnen.« Og i sandhed værket begyndte, hele hendes familie blev omvendt, og vækkelsen bredte sig ud over hele egnen.« (Charles Finney).

*

Der fortælles om en invalid, som havde den vane hver dag at bede om vækkelse for ca. 30 byer, og fra tid til anden skrev han følgende i sin dagbog: »Jeg var i dag i stand til at bede troens bøn…« Efter hans død, gik der en vækkelse hen over alle disse 30 steder og omtrent i den rækkefølge, han havde noteret dem. Gud havde talt, og skønt han ikke oplevede bønnesvaret, havde han dog fået forvisning om, at hans bøn var blevet hørt.

Tro er altså hemmeligheden – tro, som er omtalt i Hebr 11, tro fra Gud, hans gave, grundet på hans ord, direkte til hans tjeneres hjerter. En sådan tro flytter bjerge og udfører det umulige. Ikke en overmodig tro, som savner Åndens vidnesbyrd og intet koster, og som hurtigt forsvinder, når der ikke straks sker noget. Tro fra Gud fødes i den smerte, som følger med sejrende bøn og nød for sjæles frelse. Den tro hæver sig over mismodets og modgangens storme, den triumfere over tiden og fortsætter med at brænde klart, mens den venter på at nå sit mål. O, om vi havde sådan en tro i dag! 8: Længsel efter vækkelse
Den bedste måde at berette om, hvordan Gud begyndte at virke i hos os, vil simpelthen være at citere fra min dagbog. Pladsen tillader ikke at gøre det fuldstændigt. Det er kun muligt at udvælge enkelte steder her og der, men jeg tror, at det vil være tilstrækkeligt til at opflamme en vækkelses ånd og på den måde herliggøre Gud.

16. august
Den må komme, den vækkelse, jeg har bedt om så længe. Mit hjerte smeltede i morges, da jeg var for Guds ansigt! Hvor er det skønt at bede! Priset være hans navn! Hvilken overbevisning og hvilken frugt født frem af Helligånden! Kun det kan stå prøve for tid og evighed. Gud har grebet mit hjerte på en usædvanlig måde. Hvor usigelig dyrebar han er. O, denne overbevisning, denne gammeldags overbevisning om synd.

Tak til Gud for disse herlige bøger! Hvor har de hjulpet mig! Mine prædikener er blevet
fuldstændigt forandret. Har læst i bøgerne i timevis. Aldrig før i mit liv har jeg læst noget lignende som »En advarsel til uomvendte syndere« af Joseph Alleine; »Den bedrøvede, der søger efter frelse« af John Angell James; og »Et kald til de ufrelste« af Richard Braxter. Det er disse bøger, jeg mener. Hvor er deres budskab om synd, frelse, himmel og helvede klart og afgjort! Og dog forstår jeg, at selv disse sandheder kan forkyndes uden resultat, dersom det ikke sker i Åndens kraft. Den må overbevise. »Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!« Og dette er måske hemmeligheden til, at det mislykkes. Sandheden forkyndes med alvor og i tro, men der sker intet. Hvad er der i vejen? Der er ingen kraft.

Under min bøn i morges læste jeg nogle få kapitler af »John Smiths memorier« af Richard Treffry, og det drev mig i bøn. Måske i omtrent en time skænkede Gud mig en vidunderlig frihed i bønnen. Jeg ved ikke rigtig hvor længe, for jeg var helt uvidende om tiden. Jeg blev ledet til at bekende. O, jeg har svigtet! Svigtet i bønnen! Jeg har ofret minutter, når jeg burde have ofret timer. Svigtet i bibelstudiet, for jeg har ikke gransket i den hellige bog, som jeg burde. Svigtet med hensyn til tiden, for jeg har tilladt Satan at fylde mit liv med andre ting, så der ikke blev plads for Gud. Svigtet med hensyn til tjenesten, for jeg har ikke uddelt traktater til de ufrelste eller talt personligt med dem om deres sjæle. Jeg har heller ikke talt på gadehjørnerne til de hundreder, som aldrig søger kirkerne. O, hvor har jeg svigtet! Jeg længes efter at være sand og trofast. Jeg beder for sjæle, men mine øjne
græder ikke som hans.

Men ære være Gud, jeg tror, han er ved at føre mig ind i dybere erfaring, hvor jeg vil regne alt for tab mod det ene at vinde Kristus, hvor jeg skal lide, ofre, bede og tjene som aldrig før, hvor der kun skal være én ting i mit liv, og så skal den vækkelse komme, som jeg længes efter. Han skal udgyde sin ånd, og sjæle skal blive overbevist og frelst. Må Gud med sin store nåde høre og svare. Jeg må ikke svigte igen. Gud hjælpe mig til at gå frem og stadig frem.

25. august
I morges, da jeg læste, blev min opmærksomhed særlig fæstet ved følgende vers: »For Herodes var bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand« (Mark 6,20). Hvilken kraft der udgår fra et helligt liv! Uretfærdige mennesker skælver og frygter, når de er i nærheden af hellighed. Må Gud gøre det til drivkraft i mit liv. Jeg er ved at læse det nye testamente hurtigt igennem for at samle de sandheder, som kan overbevise, når de forkyndes i Helligåndens kraft. Gud giver ransagende budskaber om synd og frelse, himmel og helvede. Tilbragte en time i bøn og oplevede et vidunderligt fællesskab med Gud. Må han lede mig videre. Jeg ønsker at vide mere og erfare mere. Jeg bliver ikke tilfreds, før Gud virker i overbevisende kraft, og mænd og kvinder grædende søger hen til korset.

26. august
Hans budskab til mig denne morgen var: »Alt er muligt for den, der tror« og »Den slags fordrives kun ved bøn og faste.« Både bøn og tro er nødvendige, hvis der skal opnås et resultat. På den måde vil Satans magt over menneskehjerterne blive brudt og Helligåndens frugt blive frembragt. »Herre, jeg tror, hjælp min vantro!«

Samledes med tre andre i mit studereværelse her til aften; jeg ventede flere, men de kom ikke. Talte til dem i cirka en time. Fandt megen sympati og villighed til samarbejde, men også ukendskab til Helligåndens frugt og en udgydelse af Guds ånd. Vi bestemte at mødes igen sammen med de andre i indtrængende bøn. Kom hjem fulde af glæde, for jeg tror, at Gud skal røre ved hjerterne som svar på vedholdende bøn.

31. august
Her til aften samledes der otte i kirkens kontor, og vi talte og bad sammen til over kl. 22. Der er blevet opsendt mange bønner om, at Helligånden vil åbne deres øjne og lade dem se trangen og forstå deres ansvar. Hvis Gud har udvalgt dem, så vil de stå mig bi, hvis ikke, må jeg gå alene. Vi har besluttet at holde bedemøder i hjemmene, et om ugen til at begynde med. Da vi skiltes, gav jeg dem følgende vers: »Hvis mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land« (2 Krøn 7,14).

2. september Talte her til aften. Der var frihed i ånden, men jeg havde kun ringe kraft. Folk var i stor spænding.Undersøgte forgæves ansigterne for at finde tegn på sjæleangst og uro. Tørre øjne. Intet ydre bevis på syndserkendelse. Jeg er formentlig endnu ikke iført kraften fra det høje. Hvis det var tilfældet, ville Helligåndens frugt også vise sig.

7. september
»Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået« (Luk 5,1-11). Men da de kastede garnet ud under en guddommelig ledelse, »fangede de en stor mængde fisk«. Har dette været min erfaring, eller arbejder jeg i kødet i stedet for i ånden? Sandelig »jeg har slidt hele natten og ingenting fået«. Det er min fejl, når mennesker ikke skælver og går sønderknust bort. Det er mig, der må tage skammen. Når jeg begynder at få nød for sjælene, vil der blive resultater, men heller ikke før. Lad mig da bøje mine knæ og ligge på mit ansigt, til kraften kommer, og Gud kan åbenbare sig. Bad næsten hele eftermiddagen, men havde kun lidt frihed. Himmelen er som kobber.

9. september
»Men vi vil fortsat holde os til bønnen og tjenesten for ordet« (Apg 6,4). Jeg må igen have talt i kødet og ikke i ånden. Havde megen frihed i ånden og kraft og kendte, at der var en del overbevisning om synd. Folk lyttede opmærksomt, og bagefter var der forskellige samtaler. Men der skete intet. Der var ingen, der blev sønderknust. Ingen sorg, ingen sjælenød, ingen tåre. O, at Guds kraft dog måtte komme iblandt os! (Luk 24,49; Apg 1,8; Zak 4,6; Joh 6,63). Han har udvalgt mig, for at jeg skal bære frugt; frugt, som skal forblive og kan stå prøve i tid og evighed (Joh 15,16). Og alligevel gør jeg det ikke. Der er kun så lidt frugt. Men det tvinger mig ned på mine knæ. Der må være stille stunder, hvor jeg venter på Gud. Prisen må betales. Og når Ånden kommer over mig og fylder mig, skal jeg af Helligåndens frugt kunne kende, at det er sket. Jeg tør ikke hvile, før jeg har opnået dette.

10. september
Ære være Gud. Her til aften begyndte det endelig at røre på sig. Det begyndte på et bedemøde. I begyndelsen var mødet koldt, og folk var uberørt. Jeg talte om sejrende bøn og afsluttede. Men knapt nok var mødet forbi, før en kvinde pludselig råbte: »Bed for mig, jeg er medlem af menigheden –«. Resten druknede i en strøm af tårer og voldsom hulken, der gennemrystede hele hendes legeme. Vi bøjede knæ og bad, den ene efter den anden. Så sang vi: »Lige, som jeg er«, og efter 15 eller 20 minutters forløb blev hun herligt frelst. Priset være Herrens navn!  O, hvor vore hjerter glædede sig. Vi kunne næsten ikke tale. På hjemvejen kunne jeg næsten ikke styre mig. Kun to møder, og Gud var kommet. Bønnen var besvaret. Helligånden havde begyndt sit værk, for i det mindste en sjæl var blevet sønderknust. Et menighedsmedlem – og ufrelst! Hvor mange andre er mon i samme stilling? 

12. september
Gud arbejder i sandhed. En anden ung kvinde, som var blevet overbevist, rejste sig op her til aften og vidnede om, at hun var blevet frelst i går ved sit arbejde og i morges fik fuld frelsesvished. Priset være Gud! Han har igen svaret på bøn. Hun siger, at hun hele ugen næsten ikke har gjort andet end at bede. Så nu er der to, som er kommet igennem alene ved Guds kraft. Det var for denne sags skyld, at jeg havde sådan en byrde: At Helligånden måtte komme i mægtig, overbevisende kraft, så sjæle måtte råbe om nåde uden at blive opfordret til det. Gud har sat sit stempel på og æret sin sandhed. Herre, bevar mig i ydmyghed og lær mig din vilje.

16. september
Talte her til aften og kendte en usædvanlig forløsning og kraft. Folk lyttede opmærksomt. Mange øjne var tårefyldte, men der skete ikke noget gennembrud. Jeg er imidlertid overbevist om, at Gud er ved at klargøre sine tjenere, og at han vil åbenbare sin kraft til fleres frelse. Det betyder blot, at jeg i denne uge må tilbringe flere timer i bøn end i den foregående.

18. september
Kraftigt bedemøde her til aften. Huset var fuldt og bønnerne indtrængende. Mange hungrer efter Gud. Mødet fortsatte næsten til kl. 22, men der var ingen synlige tegn. Jeg må opleve Guds kraft, lige meget hvad det koster. O, om han dog ville bryde mig ned, så jeg kunne græde for sjæles frelse.

19. september
Her til aften skete der igen et gennembrud. En frafalden prøvede at bede på mødet, men brød straks sammen og aflagde under tårer sin bekendelse. Hun fortsatte med at bede i afbrudte sætninger, mens hun på samme tid græd. Lovet være Gud for dette, men virkningen må gå endnu dybere! Jeg er endnu langt fra tilfreds!

En anden, som har haft en frygtelig kamp, spurgte mig her til aften, om hun skulle bekende, at hun havde stjålet. Gud virker. 

21. september Modtog i morges et brev fra en, som var i stor nød, og gik med det samme hen for at se til hende. Jeg fandt hende grædende i sjælenød. Da vi havde bedt, mødte Gud hende vidunderligt, og da jeg gik, var det herligt at se glæden stråle i hendes øjne. Gud arbejder på hende. Priset være hans navn. Jeg føler mere og mere trang til bøn.

22. september
Jeg er lige blevet færdig med at læse »Glimt fra en sjælevinders liv« af James Caughey. O, hvilken lidenskab, hvilken hengivelse og helhjertet iver og hvilken beretning om sjæles frelse! Månedlange kampe i bøn og så sejr! Jeg tror ikke, der er nogen magt, som kan hindre en vækkelse, hvis jeg er villig til at betale prisen.

23. september
Efter gudstjenesten i formiddag kom en dame hen til mig og sagde, at hun ønskede at blive en kristen. Vi talte og bad sammen. Da hun gik, havde hun fået nyt håb, men jeg vil vente og se. Jeg ved endnu ikke, om det er en frugt af Helligånden eller ej.

24. september
Gik i dag hen til min ven, den elskværdige læge, Dr. E. Ralph Hooper, og tilbragte nogle timer i bøn sammen med ham. Var meget modløs på grund af mødet i aftes. Alt syntes fuldkommen dødt. Ingen forløsning, ingen kraft. Alt var hårdt. Jeg føler det, som jeg endnu kun leger med bønnen. Jeg må bruge mere tid i forbøn.

25. september
Tre af os mødtes til morgen og bad i fire timer. Vi modtog megen velsignelse. Og dog skete der tilsyneladende intet på mødet om aftenen. To eller tre bekendte synd, og en ung mand brød ud i bøn.

Joel 2,18 og 3,1-2 har gjort et dybt indtryk på mig. Der finder vi trangen, metoderne og til sidst resultatet. Men jeg kan ikke selv gøre det. Mit hjerte er koldt og hårdt. Jeg græder og sørger ikke. Gud må smelte og bøje mig, så han kan komme til at virke mægtigt blandt folket. I Jer 5,14 fandt jeg også et stort og dyrebart løfte, og jeg har læst det, da jeg lå på knæ i bøn: »Fordi de siger sådan, gør jeg mine ord til en ild i din mund og dette folk til det brænde, den fortærer.« Gud give, det må blive således.

26. september
Herligt gennembrud i dag. Bedemødet syntes dødt og koldt. Meget få bad. Jeg talte og afsluttede skuffet mødet. Så var der en kvinde, som begyndte at græde. Hun efterfulgtes af en anden, og senere var der også en tredje, som Guds ånd fik sønderknust. Alle samlede sig omkring dem og bad. De to første græd og hulkede, som om deres hjerter skulle briste, da de bad og bekendte synd. O, det var skønt! Gud virkede mægtigt. En af dem, som den første aften hårdnakket havde nægtet at bede offentligt, og som havde siddet ganske uberørt på hele mødet, græd nu så bitterligt, at hun ikke var i stand til at tale. Til sidst gik de alle tilfredse hjem med himmelsk lys over deres ansigter.

Jeg så, at en fjerde var påvirket som et resultat af det, der var sket. Hun er et af vore fremtrædende medlemmer. Jeg nøjedes med at trykke hendes hånd, da jeg følte, at det var bedst at overlade hende til sig selv og lade Helligånden gøre værket. Da hun gik ud, var der et uroligt udtryk i hendes ansigt,og hendes håndtryk sagde resten. Hvor herligt Gud bruger omvendelser til at overbevise andre. Mon vækkelsen virkelig er begyndt?

3. oktober
Jeg har igen årsag til at fryde mig i Gud. Han har givet mig et nyt tegn på sit nærvær og sin kraft. Endnu en er blevet frelst og glæder sig i dag i Gud. Jeg tror, det har taget seks uger. Nu er hun fri. Gud har ført hende ind i en hel og forblivende frihed. Hun vidnede på mødet her til aften, og hendes ansigt, der før var så bedrøvet, strålede som himlens lys, da hun fortalte, hvordan hun havde fundet denne fred, som overgår al forstand, og hun sagde, at det var kampen værd. Priset være Gud! Jeg tror, værket er ægte.

En anden vidnede også, men hun bekendte, at hun under vandringen var blevet kold. Hun vidste, at hun ikke stod i ret forhold til Gud og bad om forbøn. Hun kom imidlertid ikke igennem. Der må blive en dybere overbevisning. Hun havde sandsynligvis levet i en falsk erfaring, og derfor var det forgæves.

4. oktober
Tilbragte eftermiddagen på mit ansigt i bøn til Gud. Gik så hjem til Dr. Hooper og tilbragte aftenen i bøn der til kvart i tolv. O, vi må have Guds kraft! Hvor vidunderligt han åbnede sit ord for os, mens vi var i bøn. Vi læste og bad på vore knæ, især det andet kapitel hos Joel. O, hvilken dåb i tårer! Også det niende kapitel hos Daniel læste vi og bad vers for vers. Vi er omgivet af vandtrosbjerge og modstand fra alle sider. Kun Guds kraft kan flytte dem. »Hav tro til Gud«. Jeg ønsker at få det således, at jeg har kun én lidenskab – Kristus.I den sidste tid har jeg læst om Robert Murray Mc. Cheyne, George Fox, Billy Bray, Charles G. Finney, Henry Moorehouse, John Fletcher, George Whitefield, David Stoner, Henry Martyn, Jonh Wesley, John Bunyan, Thos. Collins, James Caughey, John Smith. David Brainerd, o, hvilke Guds mænd, de var! Hvilke eksempler på hengivenhed, nidkærhed og gudsfrygt de var. Gid jeg var som en af dem. Hvilket under var ikke Wm. Bramwell! Men hvad er jeg? O, at brænde helt for Gud! Alt, alt for ham! Jesus alene. Sjæle! Sjæle! Sjæle! Jeg er fast besluttet på at blive sjælevinder. Gud hjælpe mig. 

5. oktober
Lovet være Gud, der er endnu en, som er blevet omvendt. Denne gang var det en mand. Han kom ind til mig i mit studereværelse i aftes og fortalte mig, at han var blevet vakt ved et tidligere møde og var meget ulykkelig. Han havde igen og igen taget beslutninger, og havde endda prøvet religionen, men han var stadigvæk ufrelst, skønt han var medlem af en menighed. I går lagde han sin pibe bort. Jeg bad med ham, og så gik vi ind til mødet. Da dette næsten var slut, rejste han sig op og bekendte alt det, som han allerede havde betroet mig. Hans øjne var fulde af tårer. Og dog kom han ikke igennem. Da jeg kom hjem, bad jeg indtrængende for ham, at Gud skulle lade ham se lyset og gøre det muligt for ham at tro.

Troen stiger til vished. Gud arbejder. Mange er allerede dybt overbevist. O, at der dog måtte komme et mægtigt gennembrud. Læste i dag Mark 11,22-24; Joel 1,13-14 og 16; 2,1, 11-18, 25 og 28-29 og disse steder blev meget dyrebare for mig. Har været i bøn efter læsning af hvert enkelt skriftsted. 

8. oktober
Meget stærk modstand. Nogle af de ledende brødre indenfor forsamlingen udtaler sig offentligt imod møderne. Verdslige medlemmer er væbnet imod vækkelsen. Satan begynder at vise, at han også er interesseret i, hvad der sker. Har lagt det frem for Herren i bøn. Fortsatte i forbøn her til aften fra kl. otte til kvart i et sammen med Dr. Hooper.

10. oktober
Dr. Hooper og jeg tilbragte dagen med at vente på Gud, og som resultat deraf havde vi et godt møde her til aften. Mange vidnede meget velsignet i over en halv time. Jeg måtte holde igen, for at vi kunne få tid til bøn. Gud virker, overbevisningen uddybes og breder sig. Der er menneskeliv, som bliver forvandlet, og sjæle kommer ind i en overstrømmende og herlig glæde og forløsning.  

11. oktober
Guds ord bliver så dyrebart. Gennem det gamle testamentes profeter hører vi hans røst. Det er vores metode at læse et lille stykke og så bede til Gud, særligt om at virkeliggøre det i vores liv. »Det der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd« (Joh 3,6). Hvis vi arbejder i kødet, vil resultatet også blive derefter, og sjælene vil blive bragt ind i en falsk erfaring. Herre, giv os Helligåndens frugter. Vi har valgt den metode, som er forordnet i Guds ord, nemlig at bede. Alle andre metoder er blevet prøvet og bliver prøvet endnu i vore dage, men resultaterne er ikke tilfredsstillende. Hvis vi ikke sejrer i bønnen nu, vil vi blive forhånet, og bønnen vil komme i vanry. Vi kan ikke tåle at lide nederlag. Vi må hengive os til stadig bøn og ordets forkyndelse. Hvis vore liv ikke overbeviser mennesker om synd, er der noget galt med det. Tænk på den fønikiske kvinde! Hun ville ikke anerkende et »Nej« som svar (Mark 7,24-30).

14. oktober
Prædikede i formiddags og her til aften og følte stor frihed, men der var ingen synlige resultater. Er stadig utilfreds. Gud virker noget. En mand har givet stjålne penge til sin arbejdsgiver, og en kvinde tilbageleverede midler, hun havde taget fra søndagsskolen. Dette er resultatet af Åndens overbevisende kraft. Men jeg beder om, at overbevisningen må gå dybere og videre ud. O, at sjæle måtte blive såret. Har læst David Brainerds dagbog. Han tilbragte måned efter måned i bønnekamp, og som et resultat deraf kom Guds kraft mægtigt over Indianerne. Kan ikke nøjes med noget mindre end Helligåndens frugter. 9: Åbenbarelsen af Guds kraft 

17. oktober
Vi er som sædvanligt dag efter dag kommet sammen til bøn. I dag begyndte vi kl. 9.30 om
morgenen og fortsatte til over kl. 15. Vi har i mange uger bedt Gud om at bøje os. Omkring kl. 14 i dag, mens jeg bad, måtte jeg pludselig holde op og begyndte så at prise Gud. Tårerne strømmede.
Alt hvad jeg kunne gøre, var at hulke: »De er fortabte! De er fortabte! De er fortabte!« Og sådan græd og bad jeg for folket.

På mødet her til aften var der en kvinde, som havde været overbevist, men ikke frelst, der nu vidnede med strålende ansigt. Det var tydeligt at se, at hun virkelig var frelst og havde smagt Herrens overstrømmende glæde.

21. oktober
I de sidste dage er byrden blevet meget tung. Der er megen modstand, men jeg har lagt mine byrder ned for Herren i bøn, og i lønkamret har jeg grædt nogle tårer for stakkels, døende sjæle. Og dog, hvor er mit hjerte koldt, hvor lidt jeg føler for dem! O, hvor jeg længes efter en åbenbarelse af Guds kraft i større målestok, en større manifestation af hans nærvær.

10. november
Jeg tilbragte i dag nogle dyrebare timer sammen med Dr. Hooper. O, hvor mit hjerte hungrer! Kapitlerne 8 og 9 i Ezras Bog er meget velsignede. Sandelig, Gud har åbnet mine øjne for nogle af vederstyggelighederne indenfor menigheden. Men o, jeg kunne se helt ind i mit eget hjerte! Hvilke vederstyggeligheder må der ikke findes skjult der. Herren må hjælpe mig til at sukke og råbe til ham, for hedningen er kommet ind iblandt hans arv og Kananitten ind i helligdommen. 

Alt synes at være bundet. Ikke flere sønderknuselser. Arbejdet er tilsyneladende gået i stå. Jeg må ned på mine knæ. Der må komme resultater. Hvorfor skal jeg tale uden at se sjæle blive frelst? Herre, opfyld dit ord! Begynd igen! Lad der ske noget! Guds Ånd, åbenbar det, som hindrer! 

14. november
Gud er begyndt igen. På bønnemødet her til aften efter min tale var der to, som brød sammen og græd. Jeg tror, den ene af dem kom igennem. Den anden gik hjem, overbevist om sin synd. 

16. november
En anden vidende her til aften. I flere uger er hun blevet så stærkt overbevist om synd, at hun var bange for at gå til hvile her til aften, men nu er hun lykkelig og ved, at hun er frelst.

19. november
Troen vokser. Himlen har været som kobber, men i eftermiddags under bønnestunden var det, som om intet ville være umuligt. Gud sætter mig i stand til at tro. O, Herre, giv mig sjæle. Til hvad nytte er det at tale, hvis ikke der frelses sjæle?

Her til aften syntes det umuligt at bede om noget. Jeg kunne blot takke og prise ham for alt, hvad han vil gøre. Jeg har aldrig før oplevet noget lignende. Denne overbevisning, ja, vished om, at han virker, er vidunderlig.

Min søndagsskoleforstander har lige ringet og fortalt, at da han bad en bestemt person om at overtage en klasse, brød hun sammen og græd og sagde, at det kunne hun ikke, fordi hun ikke selv havde det godt med Gud. Han bad med hende, men hun fik ikke fred. Nu ønsker han, at jeg skal hjælpe ham. Hun bekendte, at hun i flere uger har været overbevist om sin synd.

20. november
Guds ord er meget dyrebart. Hvor det afslører vederstyggelighederne i mit eget hjerte – tvivl, vantro, åndeligt hovmod, kulde, træghed i bøn, kraftesløshed og ligegyldighed, ligeså vel som vederstyggelighederne i menigheden – mangel på beslutsomhed, verslighed, ugudelige kor, verdslige metoder for at samle penge ind, såsom basarer, koncerter, underholdninger osv., mangel på evnen til at skelne mellem helligt og vanhelligt, rent og urent. Har vi brug for en vækkelse? Gud ved det. Det er ligegyldigt, hvor hellig en menighed er, eller hvor kendt den er som et åndeligt centrum; hvis der ikke bliver frelst sjæle, hvis ikke syndere bliver ramt og overbevist, så er der noget, der er forkert.

21. november
På mødet i aftes kom begge de to unge kvinder igennem, som vi havde bedt for, og deres ansigter strålede. De aflagde velsignede vidnesbyrd og græd meget. O, hvor jeg priser ham. Han virker, overbeviser og frelser. Al æren til ham! 
12. december Begge de to, som blev overbevist på vores sidste møde, vidnede her til aften. De er nu frelste og lykkelige. Den ene af dem har været på vores bedeliste i syv dage. Priset være Gud! Tilbragte i dag cirka tre timer i bøn sammen med Dr. Hooper med stort udbytte.

19. december
Dr. Hooper og jeg mødtes i dag kl. 11 og fortsatte i bøn til kl. 15. En ung mand, som jeg mente, var frelst, kom ind til mig i mit studereværelse og overraskede mig med at sige, at han aldrig havde været født på ny. Det var i søndags. Her til aften kom han og sad på sidste række. Doktoren og jeg kæmpede længe for ham i bøn. Vi bad Gud om at overbevise ham, at bringe ham tilbage og få ham til at gå frem og græde over sin synd. Jeg stillede tre stole frem foran talerstolen vendt mod tilhørerskaren. Da vi indbød til at komme frem, kom han med det samme og knælede ned. Han begyndte straks at skælve i voldsom hulken. Intet kunne holde ham tilbage. Han råbte om nåde, og kort efter fik han vished om, at hans synd var tilgivet. Med tårerne strømmende nedover sit ansigt rejste han sig op og vidnede for forsamlingen om, at han var blevet frelst. Han gik hjem og frydede sig i sin frelser. Priset være Gud! Han besvarer bøn! O, hvilken fryd det er at vinde sjæle. Synderens gråd, når han vender om til Gud, er den skønneste musik, jeg nogensinde har hørt. Jeg er fast besluttet på at kaste al selvbehagelighed overbord og vie mig helt til denne store gerning.

9. januar
Efter moden overvejelse og bøn besluttede jeg, at denne uge kun skulle benyttes til bøn og
bekendtgjorde, at der ville være møde hver aften undtagen lørdag. Mødet her til aften var herligt. En af de tilstedeværende blev sådan fyldt med Helligånden, at hun for første gang bad offentligt. Vi følte alle Guds kraft. 
Folk ville ikke gå hjem, og mødet foresatte til over kl. 23.

11. januar
Denne uge har været den herligste af alle. Vore møder sluttede sjældent før efter kl. 22. Folk ville ikke gå. Gud har udgydt sin Ånd. Syndserkendelsen er virkelig. Der er megen sjælenød. Blindes øjne er blevet åbnet. Folk bekendte deres synd og holdt op med den. Mange, som aldrig før har bedt offentligt, og mange, som jeg troede slet ikke kunne bede, brød sammen og bad under tårer. Mange – både gamle og unge – har fået nød for sjæle. Guds nærvær er meget stærkt, og tænk hvilken sang. Ikke blot med læberne, men med hjerterne.
 Ved mødets afslutning her til aften kl. 22.15 spurgte jeg forsamlingen – det var en stor forsamling, der var mødt – hvad de ønskede i fremtiden. De tilkendegav alle som en, at møderne skulle foresætte. Så skal vi i næste uge igen have møde hver aften. Ære være Gud! Hvor nådigt han svarer på bøn! Dette er ikke menneskeværk, men Guds værk.

Til trods for al Guds velsignelse har det hele ugen igennem været meget vanskeligt at bede. Satan kæmper stadig imod os. Himlen har været som kobber. I eftermiddags gik jeg ind på mit studereværelse og prøvede på at bede. Det var umuligt. Jeg blev trængt så hårdt, at jeg til sidst kastede mig ned og opgav at kæmpe, men en stund efter rejste jeg mig igen og besluttede, at jeg ville vinde sejr. Og der blev sejr! Mørkets magter syntes at vige, og jeg var i stand til at bede i over en time.

20. januar
Der er igen gået en vidunderlig uge. Møderne har vundet i kraft og dybde. Flere er blevet frelst.

23. januar
Endelig strømme af nåde. Priset være Gud. Lokalet var overfyldt. Under mødet befandt jeg mig i en tilstand af så dyb nød, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Ved mødets slutning indbød jeg til at komme frem. Vi sang to vers, men der var ingen, der kom. Så sang vi en af vore yndlingssange, og mens vi sang de to første vers, var jeg endnu i stor nød. Da vi begyndte på tredje vers, blev byrden løftet af. O, hvor de sang! De lagde hele deres hjerte i hvert ord. Men jeg havde opgivet at se noget resultat den aften. Pludselig kom en kvinde frem og knælede ned. Straks efter kom der en mere. Så to eller tre mere. Jeg gik hen til en fjerde, som var ramt af ordet. Jeg behøvede ikke at sige mere end et par ord til hende, før hendes øjne fyldtes af tårer; hun sænkede hovedet, og et øjeblik efter lå hun på sit ansigt for Gud. Det var i alt seks. O, hvilken aften! Til sidst opløste jeg mødet og bad folk om at gå hjem, men de ville ikke gå. Tårerne løb frit. Man hørte dem hulke, mens de under tårer bekendte deres synd. Gud arbejdede, og det varede ikke længe, før mange rejste sig op og vidnede om, at deres synd var tilgivet. O, den glæde, der fyldte vore hjerter!
 
6. marts
Guds værk blomstrer fortsat. Sjæle frelses hver uge. Her til aften havde vi et vidunderligt møde. Sidste torsdag aften blev en ung student frelst. Han kom til møde for nogle uger siden og gik bort med den faste beslutning aldrig mere at komme igen. Ugen efter var han meget mod sin vilje igen kommet til et møde. Han kæmpede i flere uger, men undlod at komme til møde. Gud arbejdede på ham. Overbevisningen blev dybere; han var meget ulykkelig. Men endelig sidste torsdag gav han sit liv til Herren. Der stod en anden mand ved siden af ham, så han ikke kunne komme ud, men han skubbede stolen foran sig bort og knælede ned der for øjnene af dem alle. Gud frelste ham. Her til aften aflagde han et herligt vidnesbyrd.

7. marts
Her til aften blev der igen frelst en. Det var det første møde, hun var med til. Hun bogstavelig talt hulkede sin bøn frem. O, det er et herligt værk! Al æren til Gud!

13. marts
To mere. Den ene, som er et fremtrædende medlem af forsamlingen, udbrød: »Jeg troede, jeg var en kristen. Jeg har været medlem af kirken så længe, men i aften har jeg set, at jeg er en skyldbetynget synder.« Den anden var en kvinde, som vi længe havde bedt for, og som var meget ulykkelig og dybt overbevist om sin synd; hun kom og bad om nåde. Begge blev frelst. Jeg selv har altid troet, hun var kristen. O, hvor Gud virker! Gid han måtte frelse endnu flere forsamlingsmedlemmer, der lever i en falsk forestilling.

27. marts
Her til aften åbenbaredes Guds kraft iblandt os. En ung mand, som stod nede ved døren, begyndte at tale. Forsamlingen var forbavset. Han sagde, at han i to år havde bekendt at være kristen, men der var kommet synd ind i hans liv, og han havde det ikke godt med Gud mere. Han havde haft en forfærdelig uge, men det var hans beslutning, at han ville have alt ordnet, inden han gik. Han kom frem og knælede ned, og Gud både hørte og besvarede hans bøn. O, gid vi kunne få mere af den slags frugt.

2. maj
Det hårdeste og mest nedslående møde, vi endnu har haft. Lad en mand, som ikke tror på en virkelig og personlig Djævel, begynde at bede og virke for vækkelse, og han vil hurtigt møde fjenden og lære noget af hans modstandskraft at kende. Han var i sandhed til stede i går aftes. Alt var dødt og koldt. Det gik hverken med bønnerne eller vidnesbyrdene. Ved mødets slutning bekendtgjorde jeg, at jeg ville trække mig tilbage til studereværelset for at bede. En 10-12 stykker fulgte mig og bad sammen med mig. Kl. 3 om natten gik vi hjem, fuldstændig tilfredse, svage i legemet men stærke i troen. Her til aften var der himmelluft. O, hvor vore hjerter sang af glæde, og hvor Gud var os nær.Himlen var åben, og det var muligt at tro. Vi for op som ørne! Gud gav os fuld vished. Intet syntes umuligt. Under mødet måtte jeg bede fire gange, og der var udgydt en herlig bønnens ånd over alle.

17. maj
I morges gav Gud mig under bibellæsningen et dyrebart ord fra 5 Mos 2,25. Vi er kommet sammen til bøn fra kl. 17-18 til 22, men jeg har opdaget, at Satan kommer som en lysets engel. Må Gud gøre os snilde som slanger. Har læst David Stoners dagbog. Hvor jeg takker Gud for den! Han er en anden Brainerd. Den er blevet til stor hjælp for mig, men o, hvor følte jeg mig skamfuld og ydmyget, da jeg læste den! Tænk, hvor han tørstede efter og søgte Gud! Hvor han kæmpede og bad! Og han døde, da han var 32.

Hvordan er min erfaring? Har jeg nød i mit hjerte for fortabte sjæle? Elsker jeg at bede? Er min kærlighed til verden svundet bort? Hader jeg synden? Er jeg fyldt af Guds kærlighed og glæde? Bliver mine bønner besvaret? Er der noget skjult i mit liv, en hemmelig synd, eller er jeg hellig i hjerte og liv? Har jeg åndelig bedømmelsesevne? Er jeg i stand til at afgøre, om det er Helligånden, der taler? Kan jeg se, om folk er åndelige eller ej? Er min kristendom virkelighed? Tror man på mig hjemme? Repræsenterer jeg virkelig Kristus? Får folk en rigtig opfattelse af ham ved at se på mig? Er jeg villig til at lade Gud prøve og ransage mig? Er der noget falsk i min erfaring? Har jeg Åndens klare vidnesbyrd? Herliggør mit liv Jesus Kristus? Jeg må lægge alt dette frem i bøn. 10: Uvurderlige, åndelige erfaringer

22. maj
Det bliver mere og mere klart for mig, at jeg må undersøge alt med hensyn til mit arbejde. Jeg er sikker på, at en af de vigtigste årsager til vore nederlag ligger i, at vi ikke bedømmer os selv.

Jeg må undersøge min prædikevirksomhed. Gud erklærer, at hans ord er en ild, en hammer og et sværd. Hvis det ikke virker således, er der noget, der er forkert. Gud har lovet frugt. Der må blive resultater. Han må lade ordet udrette, hvad han lover.

Jeg prøver mit bønneliv. Har jeg magt med Gud i bønnen? Hvis ikke, hvad er årsagen? Har Gud ikke udtrykkeligt sagt, at »enhver, som beder, får«. Når jeg beder og ikke får svar, så må der være noget, som er forkert.

Jeg må undersøge min åndelige erfaring. Kender jeg til heftighed? Findes der i mit hjerte det modsatte af kærlighed? Vokser jeg i nåden? Er jeg fuldstændig løst fra al synd? Tror mine nærmeste og kæreste på min kristendom? Herre, døm mig og sæt mig op på højere, åndelig grund.

For nogle uger siden gav Gud mig troens gave, og jeg vidste, at han ville virke, men nogle få timer efter mistede jeg den igen. Der gik nogle uger, og en torsdag eftermiddag gav han mig den tilbage, blot endnu mere velsignet end første gang. I en uge igennem ejede jeg den i bevidst glæde, og så mistede jeg den på ny. O, hvor er jeg elendig! Hvorfor kan jeg ikke tro Gud? Har han ikke sagt, at »alt er muligt for den, som tror«? Det var der, David Stoner svigtede. Herre, forøg min tro.

24. maj
Tilbragte dagen i bøn og faste. Sidste onsdag på bedemødet bekendtgjorde jeg, at vi ville benytte fredagen, da de fleste går i parkerne og på forlystelsesstederne, til at bede og faste for Guds ansigt. Om aftenen kl. 21 samledes vi i et lokale til fællesbedemøde. Tiden gik meget hurtigt, og mange blev meget velsignet. Vi bad om en udgydelse af Guds Ånd. O, hvor de bad!

Er blevet meget velsignet af at læse beretningen om den herlige vækkelse i Irland i 1859.
 
26. maj
Talte her til aften om dommen. Gud gav mig en underfuld frihed. Der må have været cirka tusind mennesker forsamlet. En kendt forretningsmands hustru var meget påvirket. Hun brugte ofte sit lommetørklæde og trak til sidst sløret ned for at skjule sine tårer. Vores bedste solist, som vi har bedt meget for, sad under hele talen med bøjet hoved og så ud til at være dybt grebet. Der var også andre, som blev overbevist. Priset være Gud, at han svarer på bøn! Lad os forsætte med alt dette, indtil han kommer.

27. maj
Jeg er nået til det punkt, hvor jeg erkender, at jeg næsten intet begriber af praktisk kristendom. Jeg har en gudfrygtig overflade, men ikke Guds kraft. Jeg har det hele i mit hoved og ikke i mit hjerte. Min kristendom er mere teoretisk end praktisk. Mrs. John Fletcher, Wm. Bramwell og John Smith ejede noget, som jeg står fuldstændig fremmed overfor. Som et resultat af et indgående studium er jeg blevet overbevist om, at de første metodister nærede sig den apostolske erfaring mere end nogen anden sammenslutning, jeg kender. Havde de blot aldrig mistet deres kraft! Tænk, hvad Gud har i vente for sine hellige. Jeg må erfare det, koste hvad det vil. Helligånden må være min vejleder, når jeg læser, beder og fordyber mig i ordet. O, om jeg havde den tro, som tror – den tro, som disse
vidunderlige mænd og kvinder for et eller to århundreder siden havde.

29. maj
Et herligt møde. En underfuld åbenbarelse af Guds kraft! Det var umuligt for mig at komme frem med det budskab, jeg havde forberedt, men jeg talte frit, efter hvad Gud ledte mig til. Dybtgående overbevisning om synd. Nogle blev næsten bitre! Der kom seks frem og knælede ned, uden at de var blevet opfordret til det. En, som havde været meget vred over, at vi bad for hende, var dybt grebet her til aften. Hun havde svoret, at hun aldrig ville komme frem som en angrende synder. Men hun kom alligevel. Halleluja!

2. juni
Vi benyttede lørdagen til vores anden bede- og fastedag. Vi bad til Gud i otte timer og erfarede megen velsignelse.

Jeg har læst Mrs. Fletchers vidunderlige levnedsbeskrivelse. Hvor jeg i min erfaring kender lidt til en vandring med Gud så forunderlig, som den hun vandrede. O, hvor hun led! Hvilken lidelse, hvilken tro og hvilken fortrøstning hun ejede! Det tvinger mig ned på mine knæ. Og jeg må råbe til Herren, når jeg ser min egen uværdighed. Herre, frels mig fra alt, som ikke herliggør dig. Bevar mig hvert øjeblik i din vilje. Giv mig lidt af, hvad John Fletcher ejede. O, hvor mit hjerte hungrer efter retfærdighed.

5. juni
Et herligt møde her til aften. Fire frafaldne kom frem og knælede ned. Alle fire kom igennem. Folk begyndte så at vidne, og sangen var dybt åndelig. Til sidst sagde jeg til dem: »Vil I ikke hjem?« – »Nej!« lød svaret fra alle sider. »Klokken er nu ti minutter over halv elleve,« sagde jeg. De blev forbavsede over at høre dette. »Mon dette er vækkelse?« fortsatte jeg. Der var stor glæde i mange hjerter her til aften. Al æren til ham!
 
Jeg har lagt mærke til, at efterhånden som vi går frem i åndelighed og søger dybere, mister vi vores forkærlighed for de mere lette og populære sange, og i stedet for udvikler der sig en forbavsende kærlighed til de gamle kærnesange, som tidligere blev brugt af Gud.

9. juni
I dag, da jeg var på vej til kirken, fyldte Guds fred mit hjerte, så det strømmede over. Vers efter vers fra skriften kom til mig, og jeg sang, mens jeg gik.

Jeg undrede mig over denne usædvanlige åbenbarelse af Guds nærhed og spurgte mig selv, om denne fred kunne holde i prøvelser og forfølgelser. Efter mødet blev jeg meget opmuntret, da to kom hen til mig og fortalte om lænker, der var blevet løst, og velsignelse de havde modtaget. Følgen deraf var prøvelser og bitter modstand. Satan har stadig meget travlt. Endog nogle af vore bedste medlemmer lader sig bruge af ham som redskaber til at hindre vækkelsen.

18. juni
Her til aften, mens budskabet blev forkyndt, var der en mand, som pludselig rejste sig fra sin plads og sank på knæ under dyb hulken. Lyset brød snart frem, og idet han vendte sig om mod forsamlingen, sagde han: »Venner, jeg har fundet Jesus! Jeg har fundet Jesus!« O, denne vidunderlige Guds kraft! Hvor herligt den virker som svar på troens bøn.

I morges gik jeg hjemmefra kl. 6.30. Gik hen i kirken og begyndte at bede kvart i syv. Men jeg var så træt og søvnig, at jeg lagde mig ned, efter i et kvarters tid forgæves at have prøvet på at komme i kontakt med Gud. Jeg sov i halvanden time. Kl. 8.30 begyndte jeg at bede igen, og i den næste halvanden time havde jeg stor frihed i bønnen og blev meget velsignet. Gud var meget nær, og jeg tror, at jeg fik sejr. Bagefter havde jeg en stille feststund ved Ordet og dvælede særligt ved den kraft, der ligger i et helligt og retfærdigt liv.

19. juni
I formiddags var vi fire, som mødtes til bøn fra kl. 8 til 12, og vi havde en velsignet stund. Ved mødet i torsdags var der nogen, som blev fornærmede af, hvad jeg sagde; de havde en følelse af, at jeg anklagede og kritiserede, blot fordi jeg opfordrede til mere bøn. Men ved mødet her til aften samledes vi til ny indvielse, og mange ansigter vidnede om stor glæde. Imidlertid har Gud vist mig, at det er forgæves at prøve på at oparbejde noget i kødet; det er kun Gud, som kan lægge en bønnens byrde på andre, og jeg må overlade det til ham. Når Helligånden får lagt en virkelig byrde på mennesker, er det ikke nødvendigt at opfordre dem til at bede. Lovet være Gud, at han har opvagt virkelige medhjælpere i bønnekampen.

21. juni
Der er to vers, som i den sidste tid har været til særlig stor velsignelse for mig. Det første er: »Kald på mig, så vil jeg svare dig og fortælle dig om store og ufattelige ting, som du ikke kender« (Jer 33,3). Herre, sæt mig i stand til at gribe det i tro og lad mig se disse »store og ufattelige ting«, som jeg har bedt dig om. Og det andet er: »Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med« (Mark 16,20). Er jeg sikker på, at Herren arbejder igennem mig? Hvilke beviser har jeg, når jeg ikke ser det ord, jeg forkynder, blive stadfæstet ved medfølgende tegn? Er jeg tilfreds med at fortsætte uden denne vished? Jeg må se syndserkendelse, som leder til sjæles frelse.

1. juli
Tilbragte dagen i bøn og faste sammen med fem eller seks andre, hvis hjerter Herren har rørt ved. Satan ydede stærk modstand, og vi var ikke i stand til at bede os igennem til sejr.

5. august
Djævelen har igen haft travlt. En mand var fast besluttet på at hindre sin hustru i at overvære møderne. Han var vred og truede med mange ting. Men så indbød hans hustru til et møde i deres hjem, under hvilket han indså sin fejltagelse, og han er nu klar over, at det ikke står godt til med ham. Satan har ikke noget imod, at folk går med til almindelige møder, men lige så snart hans rige lider skade, væbner han sig straks. Der er flere mænd, som har forbudt sine hustruer at gå med til møderne. 

16. august
Da jeg bladede tilbage i min dagbog, så jeg, at det i dag er et år siden, jeg første gang fik nød på mit hjerte for vækkelse. Vi har benyttet denne dag til bøn og har for Guds ansigt foretaget et tilbageblik over årets arbejde. Nogle af de nyomvendte er gået tilbage, men de fleste står fast. Hvilke åndelige børn har vi født? Vi må skelne klart mellem de ægte og de uægte, mellem Åndens værk og kødets værk. Gid vore bønner må blive mere sejrende end nogensinde før. Vi må ikke plukke frugten, før den er moden. Vi ønsker at føde åndelige børn, som elsker deres forældre, deres hjem, deres fødested, og som altid er til stede ved måltiderne. Den anden slags er uægte børn. Der er nogen, som udvikles hurtigt, og som er ved at blive virkelige medhjælpere i bønnekampen.

24. august
Gud virker fortsat og giver bønnesvar. Vi er vidne til store ting. De nyomvendte må lide forfølgelse. En af dem fortæller, hvorledes hendes nabo, lige siden hun blev frelst, har opført sig fordømmende over for hende. Hun har kastet beskidt vand efter hende og gjort alt for at ægge hende til vrede. Hun sagde ikke et eneste ord til hende, men behandlede hende som før. Hun lagde en af vore traktater ind i hendes brevkasse, og hun mener, at hun må have læst den, for dagen efter var hun ved at dolke hende med sine blikke. Den næste dag blev naboen pludselig kørt på hospitalet for at blive opereret. Vores nyfrelste søster hjalp hendes mand, som blev meget overrasket, og næste dag opsøgte hun den syge kvinde på hospitalet og bad med hende. Kvinden brød samen og hulkede. Næste morgen
kom hendes mand og sagde: »Tror De, at Herren kan tilgive mig alt, hvad jeg har gjort?«

26. august
I sidste uge skrev jeg til George W. Stenton i Peterborough og bad ham komme og hjælpe mig i bønnen. Han kom, og vi havde en vidunderlig tid sammen. Her til aften, da jeg sagde, at aftensmaden var klar, løftede han hovedet fra gulvet med et udtryk af forbavselse i ansigtet. Hans øjne var fyldt af tårer. Han så ud, som om han havde været i Himlen og pludselig var blevet sendt tilbage til jorden igen; han var fuldstændig sønderknust. Gud har skænket ham en stor tro, og han forstår at holde ud i bøn. De bønnesvar, han får, er forbavsende. Det inspirerer andre til at tro, for han lever helt med Gud.

9. september
Ordet bliver mere og mere dyrebart for mig. Jeg elsker at læse kapitlerne hos de gamle profeter. Mit hjerte hungrer efter en dybere erfaring af Guds frelse og efter en mere inderlig vandring med Jesus Kristus. Jeg ønsker at blive renset fra alt, som hører denne verden til. Jo mere jeg beder, jo mere elsker jeg at bede. Gud er min del. 

15. september
Her til aften satte Gud sit segl på værket. Han har givet sit vidnesbyrd til sandheden og stadfæstet sit ord. Mens jeg talte, var der en ung kvinde, som vi ikke kendte, der rejste sig op og blev stående en stund, inden jeg lagde mærke til hende. Jeg holdt op med at tale, priste Gud og spurgte, om hun ville give sit liv til Kristus. Af hendes svar kunne jeg forstå, at hun ikke havde kunnet vente, til talen var færdig, så dybt var hun overbevist. Så fortsatte jeg min tale. Virkningen var vidunderlig. En frygt lagde sig over hele forsamlingen, og mange var dybt grebne. Mens jeg forsatte, var der tre mænd og to kvinder, som græd. En mand hulkede højt. Den unge kvinde, som havde rejst sig op, kom efter mødet ind i mit studereværelse, og så vidt jeg kunne forstå, havde hun fået syndernes forladelse. Hvor vi priste Gud!

23. september
Vi må have mere nød for sjæle og en dybere syndserkendelse, men dette er helt og holdent
Helligåndens gerning. Derfor kan intet andet end troens bøn bringe sejr. Det er Gud, som frelser sjæle. Helligånden vil virke som svar på troens bøn. Jeg har igen læst John Smiths liv. Hvilken troens og bønnens mand, han var! Og hvor han kæmpede for sjæles frelse. Der er mange bøger, som beskriver vækkelse og beretter om resultaterne af Guds gerning, men John Smith fortæller, hvordan vi kan opnå det, hvilken metode vi skal benytte, den eneste metode, ved hvilken vi kan opnå Helligåndens frugt og vished om et herligt resultat til Guds ære.

Jeg læser nu for første gang John Wesleys dagbøger. Fire store bind. Mon jeg nogensinde vil nå igennem dem? Det tror jeg, for jeg synes, de er meget interessante og fulde af hjælp. O, hvilken mand han var. Og hvor vidunderligt han forkyndte den store, fundamentale sandhed om frelse ved tro alene.

Fortsæt at virke, du Helligånd, og oprejs dig endnu en gang et folk for dit navn! Giv os igen en besøgelsestid fra det høje, tider som de apostolske, for det er i sandhed himmel på jord! Og må vor Herre Jesus blive herliggjort igennem det alt sammen. Amen! 11: Hunger efter vækkelse Da jeg besøgte det russiske missionsfelt i Europa, så jeg Gud virke på en forunderlig måde. Folk gik 45 km eller kørte 300 km med hestekøretøj for at kunne være med til møderne. Møderne varede tre timer eller længere, og i nogle tilfælde blev der afholdt tre møder om dagen, og så beklagede folk sig alligevel over, at de ikke fik nok. På et sted afholdt de et ekstra møde, inden prædikanten var kommet; på den måde blev der fire møder den dag.

Det var ikke nødvendigt at bruge penge på at annoncere. Det gik fra mund til mund, og de kom alle sammen, lige til der stod mennesker i alle gangene, og alle siddepladser omkring talerstolen var optaget. De største lokaler blev så fyldt, at det var næsten umuligt at komme ind. Jeg mindes også, da jeg i en luthersk kirke talte til 3000 mennesker. O, hvor de lyttede! Ja, og til friluftsmøderne var det det samme. Jeg har set dem stå tre timer i regnvejr – mænd, kvinder og børn – så hungrende var de.

Og hvor Gud virkede! Lige fra begyndelsen var der vækkelsesånd i luften. De bad, sang og vidnede, mens tårerne strømmede nedover deres kinder. De lyttede til budskabet; det stak dem i hjertet, og da der blev opfordret til at komme frem til forbøn, kom der en stor skare; de faldt på deres knæ og råbte grædende til Gud om nåde. Men lad mig hellere citere min dagbog; den kan bedre illustrere, hvad jeg mener:

»Det er umuligt at beskrive de scener, der blev udspillet ved Helligåndens virkning; det, Gud
gjorde, var intet mindre end mirakuløst. Hver aften var det store lokale fyldt, og da vi nærmede os møderækkens afslutning, var det aldeles overfyldt; hver eneste plet, hvor der kunne stå et menneske, var besat. Aften efter aften kom der sjæle frem, som ønskede at blive frelst, og pladsen foran altret blev fyldt gang på gang. Store skarer tog imod Kristus. Jeg ved ikke hvor mange. 

Men mødet kl. 10 om formiddagen var den store højtidsstund. Den første formiddag var hele salen fyldt og nogle sad på sangertribunen. Den næste dag var der flere, den tredje endnu flere, og så skete der et herligt gennembrud. Men den fjerde dag var der ingen plads at opdrive. Sangertribunen var fyldt. Der var ekstra stole oppe på platformen og overalt, hvor der var en smule plads. Og der blev ved med at komme mennesker, indtil mange måtte stå op i gangene. Guds Ånd faldt over forsamlingen. Overalt knælede mænd og kvinder ned, og hvor de bad! Hvilke tårer! Hvilken anger og bekendelse! Hvilken glæde og fred! Hvilke vidnesbyrd! Og hvor de sang! Det var i sandhed himmel på jord.
 Ved mødets afslutning blev der spurgt, om der måtte være et ekstra møde kl. 16. Ville jeg tale igen? Jeg sagde ja, og kl. 16 var de der alle igen. Guds kraft var igen til stede, og tårerne strømmede frit. Mange ansigter vidnede om usigelig glæde og herlighed. Vi bøjede os i stilhed for Gud, og mange blev fyldt af Ånden. Kl. 18.30 talte jeg igen, og endnu en gang kl. 20, så det blev til fire gange på dag.

Straks efter jeg havde trukket mig tilbage på mit værelse, blev der banket på døren. En af
studenterne kom ind, og han fortalte mig, hvordan Gud havde talt til ham. Han beskrev den dybe længsel, der fyldte hans hjerte. »Jeg har bestemt mig for at bede hele natten,« sagde han, »jeg vil ikke holde op, før jeg erfarer Helligåndens kraft i mit liv.« Vi bad sammen, og han hulkede højt. Så begyndte gennembruddet.

Nogle få minutter efter blev der igen banket på døren. Der blev spurgt, om jeg ville komme og tale med nogen inde ved siden af. Da jeg kom ind, lå der en skare fra mødet i bøn. Gud havde også talt til dem. Der blev sendt bønner op til Gud, nødråb. Synd blev bekendt og aflagt, man gav sig helt over til Gud, og Helligånden fik lov at gøre sit værk i også disse sjæle.

Kort efter kom alle studenterne ind og knælede ned, og på russisk, tysk, lettisk og engelsk udøste de deres hjerter. O, hvor hjerterne smeltede! Hvilken glæde at være i en sådan atmosfære af vækkelse og være vidne til, hvordan Helligånden virker. Til sidst gik de for at fortsætte med at bede på deres egne værelser. Hvor længe ved jeg ikke. Ved midnat gik jeg tilbage til mit værelse og gik i seng, fyldt af glæde og taknemlighed. Hvilken velsignet dag det havde været!

Næste formiddag var vi tvunget til at flytte over i den store sal, for der var kommet over 1200 mennesker, og der kom igen skarer frem til forbøn. Priset være Gud! Kl. 16 talte jeg igen; denne gang til en forsamling på over 1500, hvoraf mange måtte stå op. Der kom igen mange sjæle frem. Kl. 19 stod jeg overfor min tredje forsamling, og Helligåndens kraft var meget nær. Der hvilede en hellig stilhed over mødet, og der kom så mange frem til forbøn, at eftermødet varede en time. Dette var i den underste sal. Kl. 20 gik jeg ovenpå og fandt en forsamling på 1300 mennesker, der ventede på mig. Jeg forkyndte igen det glade budskab og indbød syndere til at komme frem til forbøn, og med det samme kom der en stor skare af mænd og kvinder, unge og gamle, som under dyb sønderknuselse tog imod Kristus med store glædesytringer. Dette var mit fjerde møde den dag, og jeg troede, det var det sidste, men da jeg kom tilbage til missionshuset, fandt jeg et værelse fuldt af russere, som alle lå på knæ for Gud, idet de bad så stille og indtrængende, som kun russere kan. En
stund sluttede jeg mig til dem, men ved midnat forlod jeg dem og gik i seng. Hvilken dag det havde været! Hvilke møder! Hvilke herlige omgivelser! Hvilken glæde! Hvilken kraft! Aldrig før i mit liv har jeg talt ved sådanne møder, hverken i Canada eller USA.
 Påskesøndag var en uforglemmelig dag. Det første møde havde vi allerede kl. 6 om morgnen. Natten før havde jeg deltaget i den græsk-ortodokse gudstjeneste og havde set folk med deres lys og præsterne i deres kostbare dragter, mens de gik rundt om kirken tre gange. Jeg havde lyttet til den smukke korsang og havde hørt ærkebiskoppen tale om opstandelsen. Klokken var 2, inden jeg kom i hjem og gik i seng. Det var derfor ikke let at tale kl. 6 om morgenen. Der var kommet 1200. Mange fulgte indbydelsen og tog imod Kristus.

Kl. 10 talte jeg igen til en forsamling på 1600. Selv gangene oppe på galleriet var fyldte, og der stod mennesker alle vegne. Det var vidunderligt at se. Mødet varede i fire timer.

Da vi havde spist til middag, kastede jeg mig på min seng, faldt i søvn og vågnede lige før mødet kl. 16. Der var kommet 1400 denne gang. Et stort antal kom frem og søgte frelse som et resultat af Åndens kraft, der hvilede over hele mødet. Tårerne strømmede ned ad mange kinder. De stod og tørrede deres opsvulmede øjne. Mange sjæle blev frelst, og da jeg gik ned langs rækken af de nyfrelste, trykkede de varmt min hånd, mens glæden strålede i deres ansigter. Der var unge mænd og kvinder, og også ældre. Mange med gråt hår. Nogle få børn. Alle havde søgt og fundet Frelseren. O, hvilken ubeskrivelig glæde!

Om mandagen var jeg i en russisk kirke, hvor jeg for næsten fem år siden havde forkyndt
evangeliet. Her fandt jeg kl. 10 om formiddagen kirken fyldt. Mænd og kvinder så ned fra
gallerierne; overalt stod der mennesker, og bag mig havde jeg et stort kor. Jeg talte med
overbevisning om sejr over synden, og efter talen knælede mange ned, mens den velsignede Helligånd kom ind i deres liv og virkeliggjorde frelsen. Gud arbejdede mægtigt. Deres glæde var så stor, at mange af ansigterne strålede som små sole.

I en anden russisk by afholdt vi vort første møde i den lokale kirke, som kun var halv fyldt, men gennembruddet begyndte straks. Mange bad under tårer. Til det næste møde var kirken fuldt pakket, så folk stod op i gangene. Det tredje møde fandt sted i en sal, der kunne rumme 3000, men også den viste sig at være for lille. Så stor var skaren, så dyb var interessen, at mange var nødsaget til at stå op hele tiden. Til trods for, at lokalet var så overfyldt, kom der dog mange frem og knælede ned for at tage imod Kristus, og hele forsamlingen var dybt grebet.

Så kom mandag aften. Ville den store skare komme igen? Eller ville mandagen vise sig at have samme virkning her som i Amerika? Spørgsmålet blev snart besvaret, for da vi kom hen til lokalet, var det fyldt fra gulv til tag, og mange stod op i gangene. O, hvilket syn! To gallerier over hinanden. Spændte ansigter stirrede ned på os. Hvor min sjæl blev grebet af det syn! Og hvor de lyttede! Jeg indbød til eftermøde, da jeg havde talt. Cirka 500 gik, men resten blev, og så fortsatte vi altså med cirka 2500 mennesker. 
De første rækker blev straks optaget af søgende sjæle. Jeg forklarede omhyggeligt evangeliet for dem! Mens jeg talte, strømmede tårerne ned ad deres kinder. Det varede ikke længe, før de alle var på deres knæ. De bekendte og holdt op med deres synd; de tog imod Kristus og priste Gud. O, hvor var deres ansigter forandret, da de rejste sig! Hvor deres øjne strålede af glæde! Så vidnede de, den ene efter den anden, indtil cirka 20 havde berettet om deres erfaring af den nye fødsel, som de netop nu havde gennemlevet. To tvivlede, men jeg talte igen med dem, og snart efter græd den ene af glæde og tilbad Gud.

Sådan endte den mest vidunderlige møderække, jeg nogensinde har haft. Jeg har aldrig oplevet noget lignede i Amerika, og jeg skal aldrig glemme de herlige scener, jeg var vidne til. Hvilken åndelig hunger og tørst efter Gud! Hvor i Canada findes der noget lignende? Af hele min sjæl længes jeg efter disse store menneskemasser! Hvor herligt Gud besøgte dem! O, hvor jeg priser ham! Ære være hans uforlignelige navn for evigt. Han er endnu den samme! Wesleys og Finneys, Moodys og Evan Roberts Gud – denne Gud er også vor Gud i al evighed. Han er stadig vækkelsens Gud. Hans arm er ikke forkortet, og hans øre er ikke dårligt til at høre. Han hører, han svare på bøn! Halleluja!

For min egen del føler jeg mig dybt ydmyget. Gud har rigeligt velsignet min sjæl. Det har betydet en ny korsfæstelse, en dybere erfaring og en mere inderlig vandring. Mit hjerte er igen og igen smeltet. Nu må det som aldrig før være »Gud først!« Jeg sætter med glæde mine egne planer og ambitioner til side for at acceptere hans. Jeg ved ikke, hvad fremtiden vil bringe, men mine tider er i hans hånd. Hvis blot han vil nedlade sig til at bruge mig til dybt, åndeligt vækkelsesarbejde, vil jeg være mere end tilfreds; det er ligegyldigt, om det blive her eller hjemme. Jeg vil følge ham, hvorhen han leder mig. Det er min længsel at være helt overgivet til Gud og leve hvert øjeblik så højt hævet over verden og kødet, at jeg kan dvæle i et uafbrudt fællesskab med min velsignede Herre.« –

*

Mine venner, jeg har rejst i Europa, i det fjerne Østen, i Canada og i USA. Jeg har rejst fra
Atlanterhavet til stillehavskysten, fra den mexicanske bugt til de store søer – gang på gang. Jeg har været med til de bedste evangelistiske møder og har lyttet til de største bibellærere og evangelister på kontinentet. Men jeg har aldrig oplevet lignende det, jeg lige har beskrevet, undtagen blandt mine brødre, som arbejder i Rusland.

Og hvorfor? Hvad er forklaringen? Har Gud forladt Amerika? Er han færdig med Canada? Har
England haft sin chance? Hvorfor er der ingen vækkelser i disse lande i dag? Simpelthen fordi den vigtigste betingelse for vækkelse mangler. Her har jeg aldrig set, hvad jeg så i Europa, nemlig hunger. Mine venner, der er ingen virkelig, sand, dyb, åndelig hunger i de nævnte lande, ingen længsel efter Gud.
 
Mange ting optager vore tanker. Vi er omgivet af så megen komfort og luksus, at vi ikke mærker vores trang. Det ville måske blive til frelse for os, om vi blev ribbet for alt, hvad vi ejer.

Folk har ikke lyst til at gå til møder. Ofte må der annonceres for store beløb for at vække deres interesse. Teatre og biografer er overfyldt, danselokaler, badestrande og parker lokker skarerne, men størstedelen af vore kirker står tomme. Intet menneske drømmer om at gå 15 km for at komme til møde; de vil heller ikke stå op i 3 timer ved et friluftsmøde for at høre evangeliet. På grundlag af alt dette har jeg stillet min diagnose: der er ingen hunger. Jo bedre vejret er, jo større er fristelsen til at køre en tur bilen. Gud må nøjes med at komme i anden eller tredje række. Det russiske folk ejer kun lidt af denne verdens goder, derfor hungrer de efter Guds rigdomme.

Lad os da, så mange af os, som har hunger – og, lovet være Gud, der findes sådanne både her og der – lad os istemme en klagesang over Guds folk i Storbritannien og Amerika (og Danmark m.fl.), og lad os bede Gud om, at han skaber denne hunger, selvom det skal ske gennem katastrofer, krig, depression eller hvad som helst andet. Uden den hunger kan der ikke blive nogen virkelig vækkelse.