Den sunde lære  

”Den sunde lære” af Torben Søndergaard, Januar 2004.

Copyright: (C) Torben Søndergaard – Alle rettigheder forbeholdes.

Indledning  
Vidnesbyrd om ”Den sunde lære”   
 Forord (”Den sunde lære” skrevet februar 2001)   
1. Gud er hellig   
2. Begynder-undervisning   
3. Den sunde lære   
4. Gudsfrygt   
5. Nåden   
6. Er vi bundet af synden?   
7. Lad ikke synden herske   
8. Afsky synden   
9. Synd i menigheden 
10. Lad os stå sammen 
11. Hvad nu?   
Nu tre år efter Indledning 

Det er en stor glæde at kunne præsentere ”Den sunde lære”.

Dette er en anderledes og profetisk bog, som ikke bare er blevet skrevet som en god ide, men udfra et kald fra Gud.

Selve budskabet ”Den sunde lære” skrev jeg i starten af 2001, hvor jeg oplevede, hvordan Gud gav mig budskabet og et kapitel til bogen hver dag.

Efter bogen var færdig, har den ligget klar i næsten tre år og ventet på, at Gud skulle sige, at den skulle udgives. Det har han nu gjort, og i den forbindelse sagde han også, at jeg skulle skrive en indledning til bogen og et ekstra afsnit om, hvordan bogen blev til, samt et efterskrift som hedder ”Nu tre år efter.”

”Den sunde lære” er mere end bare en bog med et budskab, den er ligeså meget et vidnesbyrd om, hvordan Guds sande ord har forvandlet mit liv. Og jeg er sikker på, at dette også vil ske i mange andre menneskers liv, når de tager dette budskab til sig.

Bogen ”Den sunde lære” er delt op på følgende måde:

1. Indledning og vidnesbyrd om, hvordan ”Den sunde lære” blev til, og hvordan Gud siden har bekræftet ordet i mit liv.

2. Derefter kommer selve bogen, ”Den sunde lære”, som jeg fik den kapitel for kapitel i 2001.

3. Og til sidst et efterskrift, hvor jeg opsummerer og uddyber budskabet og går lidt dybere ind i den sunde lære, efter det Gud har vist mig.

Må Gud velsigne dig igennem dette budskab.

Torben Søndergaard

 
Vidnesbyrd om ”Den sunde lære” 
I slutningen af år 2000 rejste min kone Lene og jeg, med vores søn Sonni, til Herning på et kald fra Gud, efter at vi havde boet et stykke tid i Ringkøbing, hvor vi var med i opstarten af en frikirke. 

Da vi kom til Herning og skulle til at finde vores plads der, begyndte jeg at tænke mere over mit liv, og hvilke frugter der var ud fra det. 

I kirkerne rundt omkring var der flere, der kendte mig som en frimodig ung mand, der brændte for Gud og var meget aktiv.

Jeg har siden jeg blev frelst i 1995 haft en længsel efter at tjene Gud, og har siden da gjort mange ting for at nå mennesker.

Men sandheden var, som jeg begyndte at opdage, at selv om jeg var meget frimodig og vidnede for mange mennesker, og i kirke-regi kendt for det, var der ikke rigtig nogle frugter i mit liv.

Jeg kunne fortælle om en masse ting, jeg havde gjort for Gud, men der var ikke rigtig nogle varige frugter, af det jeg gjorde.

Jeg kunne ikke pege på nogle, der rigtig var kommet igennem til Gud, via det jeg gjorde, eller som var blevet helbredt og sat fri fra dæmoner.

Jeg havde måske sammen med nogle andre bedt for en eller to, der var blevet helbredt, men så var det også det.

Jeg begyndte altså at tænke mere og mere over dette og blev mere og mere utilfreds over frugterne i mit liv. Jeg var ikke tilfreds med, at de kristne syntes jeg gjorde en masse, når der ingen synlige resultater var at komme efter. 

Mens jeg gik og tænkte over det, læste jeg en dag en lignelse i Bibelen, som blev starten til forvandlingen i mit liv.

Det var fra Lukas Evangeliet kapitel 13 vers 5-9, lignelsen om figentræet uden frugt.


”Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.«” (Luk 13,5-9)

Da jeg læste denne lignelse, oplevede jeg, hvordan det blev Guds tale til mig. Jeg oplevede, at jeg var som dette figentræ, der ikke bar frugt. Men forskellen på mig og den var, at jeg ikke kun havde stået i tre år, men i hele fem år uden at bære frugt.

Da det gik op for mig, forstod jeg, at nu skulle der ske noget. Det kunne ikke blive ved med at gå på denne måde. Hvis jeg ikke begyndte at bære frugt nu, ville jeg blive hugget om, som jeg læste det i lignelsen om figentræet.

Så jeg sagde til Gud: OK, jeg giver dig ét år, og hvis jeg så ikke bærer frugt, så tag mit liv og hug mig om, så kan det være lige meget alt sammen.

Ja, jeg ved godt, det lyder radikalt, men jeg havde jo set, at Gud forlanger frugt i vores liv, og vi har ingen undskyldninger.

Så jeg sagde til Gud, at jeg ville give ham ét år, og hvis der ikke skete noget der, kunne det hele være lige meget.

Så fra den ene dag til den anden besluttede jeg at begynde på en 40 dages faste, hvor jeg ville søge Gud, så jeg kunne komme til at bære de frugter i mit liv, som Gud forlanger.

Den 3. januar ’01 startede jeg så på en 40 dages faste. I denne faste-periode, hvor jeg startede med udelukkende at faste på vand og senere drak juice og lidt kakao for at få noget hurtig energi, (selv om det ikke er den helt korrekte måde at gøre det på), oplevede jeg virkelig, hvordan Guds ord blev åbnet op for mig.

Det var ikke, fordi jeg bad så meget mere end jeg plejede at gøre, men jeg læste og læste og studerede i Guds ord. Og jeg oplevede, hvordan det ene skriftsted efter det andet blev levende for mig, som om det var noget nyt, Gud lige havde skrevet.

I samme periode fastede en af mine venner også, og jeg husker, hvordan vi sendte beskeder til hinanden, med alle de nye skriftsteder vi lige pludselig fandt i Bibelen, da Gud gjorde meget af det samme i hans liv, på samme tid.

Efter de 40 dages faste var jeg total fyldt op med Guds nye åbenbaringer. Ordet fyldte mig, som jeg aldrig før havde oplevet det. Jeg tænkte og mediterede på Guds ord hele tiden, også mens jeg sov. Det var en hel speciel oplevelse.

En dag følte jeg, at jeg skulle ud med noget af det, jeg havde fået fra Gud. Så jeg satte mig ned ved min computer og begyndte at skrive. Efter jeg havde skrevet fem-seks A4 sider, stoppede jeg op og tænkte:


Hvad skal jeg med dette? Det er for langt til min hjemmeside www.oplevjesus.dk, og det passer heller ikke til den, da denne undervisning er for kristne og ikke for ikke-kristne, så hvad skal jeg med det? (På dette tidspunkt var oplevjesus.dk kun skrevet til ikke-kristne, og der var ingen undervisning for kristne der).

Mens jeg sad og tænkte dette, talte Gud til mig, som jeg aldrig vil glemme, det var så tydeligt. Og han sagde tre ord til mig ”Skriv en bog”.
Da han sagde dette, stoppede jeg op og drejede hovedet rundt og kiggede op i luften og sagde: HVAD? Skrive en bog? Mener du det? Har du glemt, at jeg fik 03 i diktat og 5 i stil, da jeg gik ud af folkeskolen. (Dette skete et år før, jeg fik budskabet ”Bedraget”, som nu er udgivet i flere oplag, og på det tidspunkt var jeg ikke vant til at skrive lange tekster).

Da talte Gud igen og sagde ligeså tydeligt:
”Ja, du skal skrive en bog, og jeg ville give dig ét kapitel hver dag, men om søndagen skal du ikke skrive, der skal du holde fri sammen med din familie.”

Wow, tænkte jeg. Jeg skal skrive en bog.

Det var en utrolig stærk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

Jeg skrev nu det færdig, jeg var i gang med, og derefter kom der nogle skriftsteder til mig, som jeg skulle bruge til næste kapitel, som jeg skulle skrive dagen efter. Da jeg havde lukket computeren, gik jeg resten af dagen og mediterede over de skriftsteder, jeg havde fået, og det nye kapitel jeg skulle skrive næste dag.

Dagen efter stod jeg tidligt op og bad, hvorefter jeg satte mig ned ved computeren for at skrive det næste kapitel i bogen.

Det var meget specielt, da jeg virkelig oplevede mig ledt af Gud til, hvad jeg skulle skrive, og i det jeg skrev det, var der flere ting, der gik op for mig, som jeg aldrig før havde tænkt på.

Da kapitlet var færdig, lænede jeg mig tilbage i stolen og læste hele kapitlet igennem, og da jeg havde gjort dette, tænkte jeg: Dette her er godt! Det er Gud!

Da jeg havde læst kapitlet igennem, kom det til mig, hvad næste kapitel skulle handle om, og jeg fandt nogle skriftsteder til næste kapitel, som jeg gik og mediterede på og grundede over resten af dagen.

Dagen efter satte jeg mig ind igen og oplevede igen, hvordan Gud hjalp mig med, hvad jeg skulle skrive.

Og igen, da jeg var færdig, lænede jeg mig tilbage i stolen og læste kapitlet igennem og tænkte: Dette her er godt! Det er Gud!

Sådan fortsatte det onsdag, torsdag, fredag og lørdag.

Da vi søndag kom hjem fra kirke, kan jeg huske, hvordan jeg gik rastløs rundt i køkkenet og kunne næsten ikke vente, til jeg igen skulle ind og skrive det næste kapitel.

Da Lene ikke kunne holde ud at se mig gå rastløs rundt, sagde hun til mig: ”Så gå da ind og skriv”. (Hun var ikke rigtig klar over, at Gud havde sagt til mig, at jeg ikke skulle skrive om søndagen, hvilket jeg også lige der havde glemt).

Jeg sagde ok og gik glad ind og begyndte at skrive det næste kapitel.

Men denne gang kunne jeg ikke få det til at hænge sammen. Kapitlet handlede om ”synd i menigheden”, og jeg syntes ikke rigtig, at det kørte for mig, som det havde gjort de andre dage.

Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg slettede lidt tekst og skrev det om igen, da det ikke var godt nok, andet flyttede jeg frem og tilbage. Lige meget hvad jeg gjorde, var jeg ikke tilfreds, det hang bare ikke sammen.

Jeg begyndte at blive irriteret over, at jeg ikke kunne få det til at lykkes, da slog det mig, hvad Gud havde sagt: Du skal ikke skrive om søndagen, da skal du holde fri sammen med din familie.

Jeg sagde da undskyld til Gud, slukkede computeren og gik ind og holdt fri sammen med familien.

Dagen efter om mandagen gik jeg så atter ind for at skrive, og denne gang startede jeg med at skrive kapitlet fra om søndagen helt om, og så flød det bare uden problemer. Da jeg var færdig med kapitlet, lænede jeg mig atter tilbage og læste det, som tidligere, og denne gang tænkte jeg: Dette her er godt, det er det bedste jeg har skrevet indtil nu! Dette her er Gud, hvor er du suveræn Gud! 

Så det blev en meget stærk oplevelse for mig, at det virkelig var Gud, der stod bag ”Den sunde lære”.

Sådan fortsatte det dag efter dag. Jeg vidste ikke på noget tidspunkt, hvor lang bogen ville blive, og hvordan den ville ende. Jeg fik først næste kapitel, når jeg var færdig med dagens kapitel, så det var meget spændende, og det blev til forvandling i mit liv.

Da der var gået næsten to uger sådan, havde jeg skrevet 42 A4 sider, og bogen var færdig, troede jeg.

Min tanke var da, at den bare skulle ud med det samme. Så jeg fik min kone og nogle venner til at læse korrektur på den, så var det jo bare med at få den udgivet, tænkte jeg.

Jeg begyndte derefter at tænke, at mange ville rejse sig imod dette og komme med deres lære, der kildrer folks ører, og hvem er jeg så?

Hvad har jeg at skulle vise dem, jeg er jo bare en stor dreng i forhold til dem?

Jeg har ikke gået på bibelskole eller er uddannet teolog og har heller ikke så mange års erfaring, som de har osv.

Mens jeg gik der og tænkte og havde meget ondt af mig selv, talte Gud pludselig til mig igen ligeså kraftigt, som han havde gjort de andre gange.

Han gav mig først et skriftsted fra 1. Korinter brev kapitel 4, hvor vi kan læse, hvordan Paulus ville komme til nogle i en menighed, der var indbildske, og når han kom der, ville han se, hvordan det virkelig stod til i deres liv ikke med alle deres ord, men med deres kraft, for Guds rige afhænger ikke af ord, men af kraft.

”Der er nogle, som er blevet indbildske, fordi de regner med, at jeg nok ikke kommer; men jeg kommer snart til jer, hvis Herren vil, og så får jeg at vide, hvordan det forholder sig med disse indbildske, ikke med deres ord, men med deres kraft. For Guds rige afhænger ikke af ord, men af kraft.” (1 Kor. 4,18 – 21)

Så sagde Gud til mig, at han havde kaldet mig til at tale hans ord, som det er, og at han fra i dag ville bekræfte sit ord i mit liv. Og han sagde, at jeg skulle vente med at udgive bogen, til han sagde til, og så skulle jeg skrive et ekstra kapitel til bogen om, hvad jeg havde oplevet. Og når så de tørre teologer ville komme med al deres lære, skulle jeg bare sige, ”Se på kraften”, Guds rige afhænger ikke af ord, men af kraft.

Wow, hvor stort tænkte jeg.  Jeg vidste, at det var Gud og glædede mig til alt det, jeg skulle opleve. 

Det der var meget interessant var, at jeg på det tidspunkt ikke havde oplevet en eneste, som jeg selv havde bedt for blive helbredt, og der var stadig ikke rigtigt nogle varige frugter i mit liv.

Fra den dag vidste jeg, at der ville begynde at ske noget, og det var rigtigt. Inden der var gået en uge, havde jeg allerede bedt for de første tre, der blev helbredt.

Jeg oplevede virkelig i starten, hvordan Gud ledte mig til at komme i gang med det, han havde for mig. Efter en god uges tid oplevede jeg bl.a., hvordan jeg var derhjemme og slappede af, og det kom til mig: ”Nu sker der noget”. I det samme ringede telefonen. Det var en fra kirken, der spurgte, om jeg ville med ned på gågaden og snakke med mennesker. Jeg svarede: ”Ja, det vil jeg godt”, da jeg lige havde oplevet, at Gud havde sagt, at der ville ske noget nu.

Ham, der havde ringet kom og hentede mig, og vi kørte ned i byen. Da vi skulle parkere bilen, så jeg en pige gå med krykker sammen med sin mor. Jeg vidste i det samme, at det var hende, Gud ville helbrede. Jeg hoppede ud af bilen og løb hen til hende og fortalte lidt om, at jeg var en kristen og spurgte om, jeg måtte bede for hende, hvilket jeg fik lov til.

Jeg lagde min hånd på hendes fod, som var forstuvet, bad en kort bøn og sagde til hende, at hun nu skulle prøve at gå. Hun turde ikke rigtig i starten, så jeg sagde, at hun ikke skulle være bange, da hun var helbredt, hvorefter hun begyndte at støtte på foden mere og mere. Hun fandt så ud af, at det var rigtigt, at hun var blevet helbredt. Jeg snakkede lidt mere med dem, og da hun gik, gik hun normalt, mens hendes mor bar krykkerne.

Sådan begyndte jeg at opleve mange ting ske, og i løbet af et års tid, havde jeg bedt for omkring 150, der var blevet helbredt, hvoraf omkring ti havde smidt deres krykker. Jeg havde også set flere tage imod Gud og virkelig komme helt igennem, og de lever stærkt med Gud i dag. Det har været mennesker, jeg har mødt rundt omkring på gågaden, i Bilka, på biblioteket osv. Jeg var ikke rigtig ude at tale på det tidspunkt, så det var ikke noget, der skete til møder og i kirken. 

Da Gud sagde, at jeg skulle vente med at udgive bogen, til han sagde til, troede jeg, at der ville gå nogle få måneder eller måske et halvt år, men sådan blev det ikke.

Der gik tre år, før det var tid til det.

Der er mange ting, jeg kunne fortælle om, hvad Gud har gjort i de tre år, der er gået.

Jeg har set mange give deres liv til Gud, som virkelig er kommet igennem og lever med Gud i dag bl.a. min far.

Jeg har oplevet mange mennesker få deres liv forvandlet af Guds kraft.

Senere udgav jeg et lille hæfte, som jeg oplevede, jeg skulle skrive, der hedder ”Bedraget”, som nu er blevet udgivet i 2. oplag, denne gang på 10.000 eks., hvor mange af dem allerede er solgt.

I forbindelse med ”Bedraget” er der mindst syv, som jeg personligt kender, der er blevet frelst alene ved at læse hæftet, og som i dag lever tæt ved Gud. Jeg har også hørt om mange flere rundt omkring, der er blevet frelst eller har mødt Gud igennem hæftet.


”Den sunde lære” har påvirket al min undervisning. Jeg har siden skrevet en anden bog, der snart er klar til at blive udgivet, hvor jeg går endnu dybere ind i Guds ord.

Jeg har været i radio og TV flere gange, hvor folk er blevet helbredt, eller hvor nogle af dem, Gud har helbredt gennem mig, har fortalt om det.

Den 16. okt. ’02 var jeg i studiet i 19direkte på DR sammen med en ven, hvor vi fortalte om Gud, helbredelse osv. Jeg sluttede af med at bede for de syge igennem fjernsynet. Dette resulterede i, at rigtig mange rundt omkring i landet blev helbredt igennem fjernsynet. På grund af dette fortalte de om det dagen efter i samme program og viste et interview med en af dem, der var blevet helbredt igennem fjernsynet. Det var en dame fra Holbæk, der i mange år ikke havde kunnet løfte sin arm pga. en frossen skulder, men da jeg bad for de syge gennem fjernsynet, blev hun helbredt og kunne nu løfte sin arm, uden problemer.

Siden dette har jeg mødt rigtig mange rundt omkring i landet, der har fortalt om, hvordan de, eller nogle de kender, blev helbredt gennem bønnen, noget jeg stadig gør nu et år efter.

Den 29. okt. ´03 åbnede Gud igen døren ind til 19direkte DR. Denne gang kunne man se, hvordan jeg bad for en ung mand i Herning, der blev helbredt. Han havde det ene ben i gips, da han to dage før havde slået en flis af knoglen på den ene fod. Da han var blevet helbredt klippede/brækkede jeg gipsen af ham, og det sidste de viste på DR var, at han gik uden gips, sko og strømpe, med begge krykker i den ene hånd, helbredt.

Han havde kun sko og strømpe på den ene fod, da han jo gik med gips, og ikke regnede med at gipsen skulle af før om en uge, hvor han da skulle have noget andet gips på i ca. otte uger.

Da dette blev vist på TV, gav det en masse henvendelser fra folk rundt omkring, der også gerne ville bedes for. Og mange er siden blevet helbredt og har mødt Gud gennem dette.

Jeg kunne fortælle meget mere om, hvad Gud har gjort i disse tre år.

Så man kan virkelig sige, at Gud har bekræftet sit ord i mit liv, som han sagde, at han ville. Så når jeg nu udgiver denne bog, og nogle vil rejse sig og tale imod, kan jeg spørge: Hvad med kraften? Guds rige afhænger ikke blot af ord, men af kraft.

Det er ikke for at være hovmodig, jeg siger dette, for det er jeg ikke… Jeg frygter virkelig Gud og ved, at jeg er total afhængig af ham og ikke kan noget af mig selv, så jeg siger dette med frygt og bæven.

Jeg ønsker bare at få hans ord ud, og at vi som hans folk skal komme tilbage til den sunde lære.

Der er endnu mere at se, og jeg har kun set lidt af det, der er for os alle at få fat i. 

Men jeg skriver dette om mine oplevelser, for at du skal forstå, at Gud er stor, og at han virkelig ønsker, at vi som hans folk skal komme tilbage til hans ord, som det er.

Jeg ved, at jeg har fået et budskab af ham, som jeg skal tale, og det, jeg kommer ind på i denne bog, er bare lidt af det, men jeg tror, at dette vil åbne nye døre for hans ord.

Siden jeg skrev dette, er jeg kommet meget videre og har set og forstået så mange flere ting, men det startede her, og jeg har oplevet, at jeg ikke skulle skrive selve kapitlerne om, selvom jeg på nogle områder ønsker at gå endnu dybere, da der er mere at sige om de forskellige ting.

Jeg er blevet mere sikker og mere radikal i de tre år, der er gået og er blevet mere rodfæstet i ordet, og i hvem Gud er.

Efter tre år, hvor jeg har gået og tænkt, om det nogensinde blev til noget med den bog, talte Gud til mig den 4. okt. ’03 og sagde, at det var nu.

Det var meget specielt for mig. Jeg bad, og jeg følte ikke rigtig noget, men pludselig talte Gud og sagde, at nu er det tiden at, ”Den sunde lære” skal ud.

Og han fortalte mig, hvordan jeg skulle gøre det med en kort indledning og vidnesbyrd om, hvordan ”Den sunde lære” blev til, og så slutte af med at skrive et efterskrift ”Nu tre år efter”, hvor jeg opsummerer og går lidt videre i den sunde lære. 

Jeg ved, at det jeg har oplevet, er noget Gud har for alle. Når man kommer tilbage til ”Den sunde lære”, vil man komme ind i det, Gud har for hver enkelt. Så tag imod budskabet og lad ham komme ind og forvandle dit liv.

Så må vi komme tilbage til det, som det i bund og grund handler om, og som Salomon slutter af med sige i Prædikerens bog:



”Men ud over det: Min søn, lad dig advare! Der er ingen ende på de mange bøger, der skrives, og den megen læsning bliver man træt af. Når du har hørt det hele, skal du drage den slutning: Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker! For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt.” (Præd 12,12 – 14).

God fornøjelse med læsningen af ”Den sunde lære”, bogen som Gud gav mig for tre år siden, og som er et budskab til dig/mig og vort land.


(”Den sunde lære” skrevet februar 2001)

  Forord Tager man de danske kirker i dag, folke- og frikirker, bliver der generelt ikke talt så meget om synd. Hvis man kommer fra en frikirke og i dag skal fortælle én, hvordan man bliver kristen, kan man gøre det næsten uden at tale om det, der er det virkelige problem, nemlig synden, som adskiller os fra Gud. Man nævner måske et par skriftsteder, om at alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og at de har brug for Jesus. Det er for det meste det, der bliver sagt om synd. Så nævner man f.eks. Romerbrevet kap. 10 vers 9-10, om at hvis du med din mund bekender og i dit hjerte tror, at Gud oprejste Jesus fra de døde, skal du blive frelst. Derefter beder man en bøn, hvor man lader vedkommende gentage efter én  - og så tillykke, du er en ny skabning. Du er på vej til Himmelen. Husk nu at bede til Gud og læse i din bibel og komme til gudstjeneste. 

I folkekirken behøver man ikke engang åbne sin mund for at blive "frelst", man skal bare have lidt vand på hovedet, og så tilhører man Guds rige. Ja, nu er det selvfølgelig ikke sådan, det altid er. Men i det store hele bliver mennesker præsenteret for evangeliet, uden at der bliver talt om omvendelse. Hvis man taler om omvendelse, er det oftest ikke så meget om omvendelse fra den måde, man levede på som en synder - altså konkret synd, men omvendelse til noget - omvendelse til et nyt liv. Et liv hvor man kan gøre næsten de samme ting, som man gjorde før. Forskellen er "bare", at man er på vej til Himmelen. Det er kommet dertil i dag, at man i mange tilfælde ikke kan se på mennesker, om de er kristne eller ej ved deres livsstil. Den umiddelbare synlige forskel er måske, at den kristne er lidt mere rar og ikke bander og jo selvfølgelig går i kirke om søndagen.

Vi kan faktisk som kristne i dag gøre stort set det samme som ikke-kristne gør. Vi kan drikke alkohol (men vi drikker os selvfølgelig ikke fulde), se det samme i fjernsynet/leje de samme film. Ja, vi bruger næsten tiden på de samme ting som "verden". Ja, vi er næsten ligesom "verden" - Jamen, vi skal jo være venner med folk, ellers kan vi ikke nå dem, siger du måske. Jesus var jo også sammen med syndere. Ja det er rigtigt, at Jesus var sammen med syndere, men forskellen på ham og mange kristne i dag er, at han ikke gik på kompromis på nogen områder med synden. Det var ikke dem/synderne, der påvirkede ham, men det var ham, der påvirkede dem. Han var sammen med synderne, men han var ikke ven med "verden", (Jak. 4,4). 

Jeg beder om, at enhver som læser denne bog vil få øjnene op for sandheden i Guds ord, så vi ikke bliver ved med at lade os bedrage af denne verden og dens gud, "Djævelen". Gud har en plan for hver enkelt kristen og hver kirke i dette land, men jeg tror desværre ikke på, at vi får det gennembrud i Danmark, som vi ønsker, før der sker en forandring i forholdet til synden i vores liv som enkeltperson og i Guds menighed generelt. 

Hvad kommer først, helliggørelse eller vækkelse? 


1. Gud er hellig  

”Som lydige børn må I ikke tilpasse jer de lyster, som I før fulgte i jeres uvidenhed, men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, for der står skrevet: I skal være hellige, for jeg er hellig.” (1. Pet. 1,14-16)

Gud er hellig. Han kan ikke have fællesskab med synd. Det var derfor, han blev nødt til at ofre Jesus for at rense os fra synden, så han igen kunne have fællesskab med os. 

Som kristne er det vigtigt, at vi ikke bliver ved med at leve i synden, men at vi lader Gud forvandle os. For lever vi stadig i synden, skal vi dø. 

”Så lad da det jordiske i jer dø: utugt, urenhed, lidenskaber og onde lyster, og griskhed, for det er afgudsdyrkelse. Det nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Den slags hengav også I jer til, dengang I levede sådan. Men nu skal også I aflægge det alt sammen: vrede, hidsighed, ondskab, spot og skamløs snak i jeres mund. Lyv ikke for hinanden, for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse.” (Kol. 3,5-10)

Vores liv som kristne er en vandring. - En vandring hen imod det evige liv, hen imod sejrskransen, som Gud vil give dem, der sejrer, men det er så vigtigt, at vi ikke giver op, for så går vi glip af lønnen. Der er desværre mange, der engang har levet med Gud, som ikke lever med ham i dag. De har haft fællesskab med Gud, men alligevel ender de i evig fortabelse. Bestem dig for, at du vil nå målet. Bestem dig i dag for, at du ikke vil miste det dyrebare, som Gud har givet dig. Stræk dig frem efter det. Jag mod målet, som Paulus siger i Fil. 3,13: 

 

”Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus”.

Lad Gud komme til. Åben dit liv op for ham, så han kan forvandle dig. Vælg i dag, hvem du vil tjene, synden, der ender med evig fortabelse, eller Gud, der ender med evigt liv, (Rom. 6,20). 

”Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt - de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet,” (1. Kor. 9,24-27) 

 
2. Begynder-undervisning 

  ”Derfor vil vi nu lade begynderundervisningen om Kristus ligge og gå videre til en undervisning for voksne og ikke én gang til lægge grunden med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, med lære om dåb og håndspålæggelse, om dødes opstandelse og evig dom. Ja, det vil vi gøre, dersom Gud giver lov. For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot.” (Hebr. 6,1-6)

Vi læser altså her i Hebr. 6,1, at begynderundervisning for kristne er "omvendelse fra døde gerninger". Det mest grundlæggende i det at blive/være kristen er omvendelse, omvendelse sammen med tro. Grunden til, at Jesus blev nødt til at dø for os var pga. synden. "Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede" (Rom. 5,12). Jesus kom med budskabet om omvendelse, og det budskab gav han videre til os - at vi skulle gå ud til verden og få folk til at omvende sig. "Nej det er da ikke rigtigt - Jesus kom da med budskabet om, at man skulle tro på ham, og enhver som tror på ham ikke skal gå fortabt, men have evigt liv". Ja, det er også rigtigt, men det at tro og omvende sig hænger sammen. 

Omvendelse I starten af Matthæusevangeliet ser vi, hvordan Johannes Døberen stod frem med budskabet: "Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær" ( Matt. 3,2). Han kom med budskabet om omvendelse. 

Ja, men du siger måske, at det var jo Johannes, og det var før Jesus begyndte at stå frem. Så lad os se på Jesus. I Matt. 4 ser vi, at Jesus er i ørkenen i 40 dage og nætter, hvor han bliver fristet af Djævelen. Efter de 40 dage begynder han at prædike, og lad os se, hvad han kommer med. Matt. 4,17: ”Fra da af begyndte Jesus at prædike: Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær.” 

I Markusevangeliet siger Jesus, at Guds rige var kommet nær, og derfor skulle de omvende sig og tro på evangeliet, (Mark. 1,15). 

Her ser vi, at han først taler om omvendelse og så om tro. Det er ikke lige det, vi altid hører om i kirkerne i dag. 

Vi læser i Luk. 5,32: 

”Jesus siger: Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse”. 

I Lukas 15 er der den gode beretning om det mistede får, hvor vi hører om, hvordan han efterlader de 99 andre for at gå ud at lede efter det ene. I slutningen læser vi: 

”Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse”. (Luk. 15,7)

Der er altså større glæde over én synder, der kommer til tro end over 99 retfærdige, som ikke..... Nej, nej.. det er ikke det der står, der er større glæde over én synder, der omvender sig. 

Selvfølgelig skal troen også være der, for uden tro er det umuligt at behage Gud (Hebr. 11,6).

Men troen kommer jo til udtryk igennem vores gerninger/omvendelse. (Jak. 2 14-26)  

Men Peter forklarer budskabet om omvendelse rigtig godt i 1 Pet 4,1 – 6, som vi lige skal læse:

”Da nu Kristus har lidt legemligt, skal også I væbne jer med hans sind. For den, som har gennemgået legemlig lidelse, har gjort sig færdig med synden for ikke længere i den tid, der er tilbage her på jorden, at følge de menneskelige lyster, men Guds vilje. For det er mere end nok, at I i den forløbne tid har gjort, som hedningerne vil, og levet et liv i udsvævelser, begær, svir, vilde fester, drikkelag og utilbørlig afgudsdyrkelse. Nu, da I ikke længere styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser, undrer de sig og spotter jer for det, men de skal stå til regnskab over for ham, der er rede til at dømme levende og døde.”

 

Omvendelse er altså at gå fra at følge de menneskelige lyster til at følge Guds vilje, og derfor ikke mere leve et liv i udsvævelser, begær, vilde fester og andre ting, som man gjorde før, man var omvendt.

- Og det vil få andre til at undre sig.

Altså både Johannes Døberen og Jesus kom med budskabet om omvendelse. Hvad så med os? 

Vi læser, 

Luk. 24,47: ”og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”. 

Apg. 2,38: ”Peter svarede, Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave”. 

Apg. 3,19: ”Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud”. 

Budskabet på Jesu tid og i dag er altså omvendelse - omvendelse i Jesu navn til syndernes forladelse. 

Lad os spørge os selv, om der ikke er noget her, vi som kirke i dag har mistet. 

Vi hører tit i vore kirker i dag at: 

”Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses” (Rom. 10,13), 

men det er sjældent, at vi hører at: 

”Enhver, som påkalder Herrens navn, skal afstå fra uretfærdighed” (2. Tim. 2,19). 

Begge skriftsteder er lige rigtige. 

Kom til Jesus Da jeg i 1995 kom til tro på Gud, lød der ikke et ord om, at jeg skulle omvende mig fra mit gamle liv (synden). Jeg sagde "bare": Jesus jeg tror på, at du døde for mig. Kom ind og bliv herre i mit liv osv., og det var det. Jeg var født på ny. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at det var synden, der var et problem/adskilte mig fra Gud, og at jeg ikke kunne blive ved med at leve, som jeg gjorde. Der skete selvfølgelig noget. Jeg var blevet en ny skabning, og jeg begyndte efterhånden at omvende mig fra mit gamle liv. Jeg holdt fast i Gud. Ved Guds nåde fik jeg et voldsomt møde med Gud, dengang jeg gav mit liv til Jesus, hvilket gjorde, at jeg var villig til at lægge alt ned, fordi jeg vidste, at det var rigtigt, det jeg havde oplevet. Jeg har aldrig på noget tidspunkt været væk fra Gud igen. Jeg har haft svære tider, men jeg gik ikke ud i "verden", som jeg kom fra (ikke-kristen familie). Men det er desværre ikke det, vi ser i dag i mange tilfælde. Hvis alle de folk der siger ja til Jesus på gaden eller i kirken holdt fast, ville det se anderledes ud i dag. Jeg tror, at en af grundene er, at vi giver dem et for let købt evangelium - og på nogle måder også et falskt evangelium. Vi får alting til at lyde så godt og sødt. Kom til Jesus og du vil blive meget mere glad. Kom til Jesus og du vil få alt det du beder om, kom til Jesus osv. Og folk siger ja. Hvorfor? Fordi det lyder da meget rart, og så når de bagefter får at vide, at de ikke kan blive ved med at gøre de ting, de gjorde før, og de finder ud af, at det der med at tro på Gud ikke altid er så sjovt, som de sagde dengang til mødet, og de oplever kampe, som altid vil komme, så falder de fra igen. Hvorfor? Kan det måske være fordi, at de ikke var klar til at lægge deres gamle liv ned og virkelig give deres liv til Jesus. Hvis ting bliver født for hurtigt og forkert kan det ende med en abort. 

Nogle gange hvis vi står over for mennesker, der har styr på tilværelsen og er glade, står vi tilbage og føler, at vi ikke har noget at tilbyde dem. Jeg snakkede engang med en kristen ven, der havde en ikke kristen ven, men han syntes ikke rigtig, at der var nogen grund til at fortælle ham om Jesus, for han havde det rigtig godt, god familie, godt arbejde osv. Han havde dog én gang snakket med ham om Jesus, men vennen syntes ikke, at han havde brug for Jesus, for han havde det godt nok, hvilket min kristne ven så gav ham ret i. Dette her er lidt uhyggeligt, men sådan tror jeg, at det desværre er mange steder. Vi glemmer, at de er syndere og på vej til Helvede. Jeg tror, at en af grundene til, at vi ikke ser så mange "velfungerende" mennesker blive frelst, som vi gør f.eks. med narkomaner, er, at vi ikke kommer med det rigtige evangelium. For uanset hvor mange penge folk har, og uanset hvor godt de har det her og nu, er de stadig syndere og på vej til Helvede. De har brug for at vide, at de er syndere. For man kan ikke omvende sig og tage imod frelsen, før man ser sig selv som en synder. Det er bl.a. en af grundene til, at vi har loven. ”For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse” (Rom. 3,20). Lad os lige læse lidt i Bibelen. 

De ti bud  

”Og et medlem af jødernes råd spurgte Jesus: Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Jesus svarede ham: Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. Du kender budene: 'Du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke begå drab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!' Han sagde: Det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom. Da Jesus hørte det, sagde han til ham: Én ting mangler du endnu: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig! Da manden hørte det, blev han fortvivlet, for han var meget rig” (Luk. 18,18-23).

Her ser vi én der kommer til Jesus og spørger: Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? I dag ville vi sige, at man skal tro på Jesus i sit hjerte og bekende med sin mund. Men her ser vi Jesus tale om loven - om de ti bud. Hvorfor kommer han med de ti bud? Fordi manden skulle se sig selv som en synder. For før man ser sig selv som en synder, kan man ikke omvende sig og tage imod tilgivelse. 

Jeg læste engang selvbiografien om Charles Finney (en af verdens største evangelister). Han kom til en by for at tale, hvor en af mændene i det lokale menighedsråd ikke var personlig kristen. Hans kone, som var en personlig kristen, kunne ikke forstå, hvorfor hendes mand ikke kunne/ville tage imod Jesus. Da hun så snakkede med Charles Finney fandt de ud af, at hans store problem var, at han var så rar og flink og levede så godt og rigtigt, at han i sine egne øjne var retfærdig. Denne selvretfærdighed gjorde, at han ikke kunne blive frelst. Charles Finney og mandens kone bad Gud om at fjerne hans selvretfærdighed, så han kunne se sig selv som en synder. Dagen efter da han vågnede, var hans selvretfærdighed væk, og han så for første gang sig selv som en synder og kunne tage imod tilgivelsen. Han omvendte sig, og Jesus blev herre i hans liv. 

Et af problemerne i dag er, at vi ikke giver folk det sande evangelium om omvendelse og tro på Jesus som herre og frelser - budskabet om, at vi skal dø fra det gamle liv og leve et helligt liv, for ikke at gå evigt fortabt i Helvedes ild. 

Charles Finney talte om omvendelse, han talte Guds ord, som det er. Af alle de 1000 mennesker han ledte til Jesus, var der kun meget få, der ikke nåede målet. Selvfølgelig var det ikke kun det, at han talte ordet, men han levede også et liv i omvendelse - et liv i hellighed, et liv i bøn. Han oplevede, at : ”Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr. 4,12). Vi kan lære meget ved at se på hans liv. 

Lad os stille os selv et spørgsmål. Oplever vi, at Guds ord er som et sværd? Eller at Gud bekræfter sit ord med tegn og undere? (Apg. 14,3). 

Der er nok flere grunde til, at vi ikke så tit oplever det, f.eks. mangel på hellighed og bøn. Kan én af grundene også være, at det ikke er hele Guds ord, vi prædiker? 

Lad os være åbne for at lægge alt det ned, vi har lært indtil nu, og se efter om det stemmer overens med Guds ord. 

”Prøv alt, hold fast ved det gode” (1. Thess. 5,21).


3. Den sunde lære  

"Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. Men du, hold altid hovedet koldt"(2. Tim. 4,2-5).

I vers 3 og 4 står der: 

"Der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter". 

Den tid Bibelen taler om her er nu. Vi ser det i vore kirker i dag. 

I folkekirkerne rundt omkring i dette land taler man mange steder om, at når man som barn bliver døbt tilhører man Guds rige, og så er alting i orden. Det er en løgn lige fra Helvedet. Jeg kender mennesker, der er opvokset i en kristen familie, hvor de ikke turde køre en lang tur med deres lille barn, inden barnet blev døbt. For tænk hvis der skete noget. I dag foretager man en del barnedåb på hospitalerne, hvis man får et sygt barn eller et for tidlig født barn, hvor man ikke ved, om det overlever. Man tilkalder en præst, der kommer og døber barnet. Sikken et bedrag vi lever i! Skulle lidt vand på hovedet af et lille barn gøre forskellen? Så er det jo ikke op til én selv, om man vil tro og blive frelst, eller hvad? Så er det jo ens forældre, der bestemmer. Den holder altså ikke. Selv om jeg både er døbt og konfirmeret, ville jeg været gået fortabt, hvis jeg var død før april ´95. Hvorfor?Fordi jeg ikke levede med Gud. Jeg levede mit "eget" liv. Jeg levede i synd - uden fællesskab med Jesus. De fleste af os kan godt se, at det der sker i folkekirken er et bedrag. Ved barnedåben, får man at vide, at nu er alt i orden. Og når man efter et langt liv uden Gud dør, og præsten ved begravelsen står og taler om, at vi igennem dåben tilhører Guds rige, så er det et bedrag. Det er desværre sådan, at de 87% af Danmarks befolkning, som er medlem af folkekirken i dag, ikke alle er på vej til Himmelen. Men hvordan ser det så ikke ud i frikirkerne? Står det bedre til der? Hvad siger Guds ord? Er alting i orden, når man er voksendøbt? Er man én gang frelst - altid frelst? Kan man gå fortabt, når man er døbt med Helligånden og taler i tunger? Er det Guds ord, vi taler, eller er det en blanding af humanisme og kristendom? Taler vi kun det folk gerne vil høre? Gud er jo kærlighed. Ja, men det at vise kærlighed, er det ikke at sige sandheden, så mennesker kan blive fri? Jeg tænker bl.a. på det, der står med at: "kun få af jer skal være lærere; I ved, at vi får en særlig hård dom" (Jak. 3,1). Hvorfor får de en særlig hård dom?Jo, det er fordi de har et ansvar for, at ordet bliver forkyndt, og at det er det sande Guds ord, de forkynder. Det er så vigtigt, at vi ikke holder sandheden tilbage. Meget af den undervisning jeg her kommer med er anderledes, end meget af det vi hører i kirkerne i dag. Og jeg ved også, at det skriftsted, vi læste før, også gælder mig. Derfor er det også vigtigt, at det kan bekræfte alt ud fra Guds ord. Tit tager man et skriftsted og kommer med undervisning ud fra det, selvom skriftstedet står i en helt anden sammenhæng og giver en helt anden betydning. Jeg vil komme ind på nogle eksempler senere. Vi skal huske at:"Summen af dine ord er sandhed" (Sl. 119,160). 

Jeg kom til at tænke på en undersøgelse, der blev lavet i november 2000 i 92 københavnske folkekirker, for at se, hvordan det stod til med forkyndelsen. Den søndag skulle de tale ud fra Matt. 18,1-14. En tekst der klart taler om, at det enten er Himmelen eller Helvede. Men flere af præsterne snoede sig uden om, så det var kun i hver tiende kirke, man kom ind på emnet. Der var f.eks. to steder, hvor man ligefrem gik direkte imod budskabet om den evige fortabelse. Én sagde f.eks. at vers 6-11 ikke hører hjemme i Bibelen, fordi det ikke er næstekærlig tale. En anden brugte lignelsen om det mistede får, som bevis for, at der ikke findes en fortabelse. Ud over dette var der også flere andre eksempler på omtolkninger af teksten. Lad os lige læse 2. Tim. 4,3-4 én gang til: 

"Der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter". 

Vi lever altså i denne tid nu, men lad os ikke kun kigge på andre. Lad os se på vort eget liv og vore kirker. 

  Fører til gudsfrygt 2. Tim. 4,3 taler om, at folk ikke vil finde sig i den sunde lære. Men hvad er den sunde lære ? 

Vi prøver lige at gå tilbage til 1. Tim. 6,3 og se, hvad der står der. 

"Hvis nogen fører vranglære og ikke holder sig til vor Herre Jesu Kristi sunde ord og den lære, der fører til gudsfrygt"...(1. Tim. 6,3)

Spændende, Bibelen taler altså om, at den sunde lære er en lære, der fører til gudsfrygt. 

Vi læser lige et skriftsted mere. 

 

"Fra Paulus, Guds tjener og Jesu Kristi apostel, udsendt for at kalde Guds udvalgte til tro og til erkendelse af den sandhed, der fører til gudsfrygt" (Tit. 1,1).

Altså, der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære - den lære der fører til gudsfrygt. 

Ordsp. 1,7 siger: "At frygte Herren er begyndelsen til kundskab". Så jeg tror, det er et rigtigt sted at starte. 

Ordet ”gudsfrygt” er først blevet åbenbaret for mig for et lille stykke tid siden. De første fire-fem år som kristen har jeg siddet på mange møder og hørt mange taler, men ordet gudsfrygt blev på en eller anden måde aldrig rigtig åbenbaret for mig. Enten kan det være, at jeg ikke har hørt godt nok efter, eller også er det fordi, at det er et ord, der sjældent bliver nævnt i kirkerne i dag. Og måske når det endelig bliver nævnt får det en anden betydning, end den det i virkelighed har. Jeg tror desværre ikke, at det er mine ører, der er noget galt med. Ordet gudsfrygt er noget, der sjældent bliver nævnt i dag. 

Inden vi går videre vil jeg komme med et vidnesbyrd fra mit eget liv. 

Jeg har det sidste stykke tid oplevet, at Gud har arbejdet i mit liv. Jeg føler, at mit liv har været under hans skarpe lys, og al synd er kommet frem. Jeg har oplevet en ny dimension af Gud. Jeg har oplevet Gud som en hellig Gud - en Gud der ikke kan have fællesskab med synd. 

 

"Gud er lys, og der er intet mørke i ham" (1. Joh. 1,5).

Ordet ”gudsfrygt” er blevet åbenbaret i mit liv. Jeg har fået en gudsfrygt, som jeg aldrig før har kendt, hvilket har gjort, at jeg er begyndt at leve mere helligt og rent. Synd, som jeg før kæmpede med, har jeg gjort op med. Og jeg oplever, at jeg måske for første gang er blevet virkelig fri fra synden. Jeg blev fri, da jeg tog imod Jesus, men jeg er nu kommet ind i en helt ny dimension. F.eks. sådan noget som onani som mange kæmper med, jeg er også selv faldet i gang på gang, men har oplevet, at da jeg fik sand gudsfrygt ind i mit liv, blev jeg totalt fri. - Ikke bare på det område, men også på mange andre områder. I dag føler jeg ikke, at jeg er bundet af synden. Jeg er fri til ikke at synde. I dag kunne jeg f.eks. ikke finde på at onanere, det er så fjernt fra mig. Det er synd, og jeg afskyer det. 

Ikke synde Bibelen taler om, at vi skal afsky det onde (Rom. 12,9), og det er blevet virkeligt for mig. Jeg afskyer synd. Ja, jeg kan stadig komme til at gøre noget, som jeg finder ud af er forkert, og Gud arbejder stadigt med mig og åbenbarer hele tiden nye ting, jeg skal gøre op med, men jeg falder i dag ikke i den samme synd igen og igen. Før kunne jeg f.eks. se på noget i fjernsynet, der ikke var så godt, og jeg omvendte mig, men et stykke tid senere faldt jeg i samme synd igen. Sådan er det ikke mere. Jeg har det i dag sådan, at jeg ved, at hvis jeg falder f.eks. ved onani eller en anden konkret synd, kan jeg miste frelsen. Ja, det lyder voldsomt, og du vil nok komme med en masse skriftsteder for at bevise, at det er ubibelsk. Måske siger du, at sådan er Gud ikke. Gud er god, og det du kommer med er ikke fra Gud. Ja, jeg forstår dig godt, men det underlige er, at efter at jeg har oplevet denne gudsfrygt, har jeg oplevet en total sejr, hvilket gør, at jeg ikke tør/vil gøre noget, som jeg ved er forkert. Når du hører det, lyder det måske som om, det er at leve i total frygt, som bevirker, at man ikke tør løfte en finger af frygt for at gøre noget forkert. Det virker umiddelbart også rigtigt at tro sådan, men virkeligheden er noget andet. Jeg føler mig mere fri, end jeg nogensinde har gjort før. Fri i forhold til synden. Læs Rom. 6. Jeg har fået en større frimodighed ind for Gud (1. Joh. 3,21). Jeg har fået gjort op med synden, som før bandt mig. Og det der er det bedste af det hele er, at jeg er blevet så afhængig af Jesus. Jeg ved, at jeg ikke kan klare mig uden Jesus. Jeg er blevet så taknemmelig over, hvad han har gjort for mig, hvilket har gjort, at jeg beder mere og læser mere i Ordet/Bibelen, end jeg før har gjort. Jeg har oplevet, at Gud har åbnet mine øjne, så jeg ser mange ting på en anden måde. Det er også en af grundene til, at jeg tør skrive sådan en bog som denne. For jeg ved, at den vil møde modstand, fordi den på mange måder går imod meget af det, mange tror og står for i dag. Derfor har jeg også studeret Bibelen som aldrig før, for at vide om det nu også er rigtigt ud fra Guds ord. Jeg har selv oplevet sådan en frihed gennem dette - en frihed i forhold til Gud og synden. Min bøn er, at du som læser denne bog må opleve den samme frihed, som jeg har oplevet. Jeg beder til, at den må skabe en sand gudsfrygt i dit liv og ikke gøre, at du kommer ind i en forkert form for frygt, som verden kommer med, som gør, at du bliver endnu mere bundet. 

 

"Gud er kærlighed og frygt findes ikke i kærligheden” (1. Joh. 4,17).

Den gudsfrygt, som jeg har oplevet, er ikke den samme frygt, som verden giver. Gudsfrygt sætter fri. Jeg beder til, at Gud igennem sit ord må føre os ind i det, han har for os som enkeltpersoner og som hans menighed. Så vi kan komme på vores rette plads og se vores land blive forvandlet, som vi beder om og tror på.   

  Inden vi går videre Inden vi går videre med undervisningen, er det meget vigtigt, at du forstår, at der er forskel på at leve i synd, og det at man kommer til at gøre noget forkert eller finder ud af, at det man har gjort ikke var så godt. Når jeg taler om, at jeg har fået magt over synden, betyder det ikke, at jeg ikke kommer til at gøre nogle ting, der er forkert. For jeg bliver stadig opdraget, og Gud kalder mig hele tiden op på et højere niveau i renhed og hellighed. Der er f.eks. ting, jeg ikke gør i dag, som jeg gjorde for bare to år siden, fordi Gud har åbenbaret for mig, at det er forkert. Hvis jeg så nu gør de samme ting i dag, begår jeg synd. Men før jeg fik åbenbaret, at det var synd, betød det ikke, at jeg levede i bevidst synd, fordi det ikke var blevet åbenbaret for mig (Joh. 15,22).

Bibelen taler også om nogle konkrete ting, der er synd, som utugt, mord, løgn, had, misundelse og ægteskabsbrud m.m. Det er ting som alle ved er synd, for vores samvittighed vidner om, at det er synd. Så lever man sådan, er der ingen undskyldning, for at gøre det (Rom. 2,14-15). 

Det kan også komme dertil, at ens samvittighed er så ødelagt, at man ikke ser synd som synd mere, eller at man ikke vil lade Gud tale til én om ting, der er forkert. Det betyder ikke, at man så gør det rigtige. Hvis man lukker sine øjne over for Guds opdragelse, ender det galt. Det, der er vigtigt er, at vi lader Gud komme til igennem sit ord, så vores sind/dømmekraft hele tiden bliver fornyet, så vi kan skønne, hvad der er Guds vilje, så vi kan skelne, hvad der er ret og forkert. 

"Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne" (Rom. 12,2).

Jeg vil også senere komme ind på flere områder, som Gud igennem sit ord viser er synd. Der er det vigtigt, at du ikke lukker dine øjne i, men er åben, så Gud kan føre dig op på et højere niveau i hellighed og renhed. 

"Lad kun det gælde, som behager Herren, og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem" (Ef. 5,10). 

Jeg vil forsøge, igennem hele bogen, at lave en skillelinje mellem det at komme til at gøre noget der er forkert (synd, der ikke er blevet åbenbaret endnu), og det at man gør noget, man ved er forkert og bliver ved med at falde i den samme synd igen og igen - altså at leve i "bevidst synd". 


4. Gudsfrygt 


 Ordet "eusebia" er oversat til gudsfrygt i f.eks. 1. Tim. 6 vers 3: 

"hvis nogen fører vranglære og ikke holder sig til vor Herre Jesu Kristi sunde ord og den lære, der fører til gudsfrygt…". 

Det kan også oversættes med gudfrygtighed, hellighed eller ærefrygt til Gud. Andre steder som f.eks. 2. Kor. 5,11, står der: 

 

"da vi nu ved, hvad det er at frygte Herren, søger vi at overbevise mennesker".

Her er det at frygte Herren oversat fra ordet "phobos". Dette ord betyder at få frygt eller skræk. Så man kan oversætte det på denne måde: ”af frygt for Herren søger vi at overbevise mennesker.” 

Hvad er det så for en slags gudsfrygt, som du har oplevet? Jo, det er ikke frygt, som den der er i verden, f.eks. at jeg er bange, og tænk hvis der kommer en efter mig og slår mig ihjel m.m. Eller tanken om, at jeg ikke er god nok eller ikke kan leve op til det og det. Sådan er det ikke. Det er mere som en enorm ære og respekt samtidig med en frygt over for Gud, som den han er. En hellig Gud, som samtidig er vores gode og kærlige fader, der elsker os. Det er den respekt/frygt som gør, at man ser op til Gud og ønsker at behage ham. Man ønsker altså ikke at gøre noget, der vil såre ham. Man elsker det Gud elsker og hader det, Gud hader (Ordsp. 8 13). Man vil/tør altså ikke at gøre noget af det, som Gud afskyer. Så gudsfrygten gør, at man afskyer utugt, løgn, umoral m.m., og at man elsker det Gud elsker, f.eks. hellighed, renhed, hjælpe mennesker og det at vidne om ham m.m. (Joh. 14,15; 2. Kor. 5,11; 1.Tim. 6,14). 

Så gudsfrygt eller gudfrygtighed, eller hvad man kalder det, er meget kort sagt: "at elske det Gud elsker, og hade det Gud hader". 

Gennem ham  

Hvordan får man så denne gudsfrygt ? 

Det gør man bl.a. ved at finde ud af, hvem Gud virkelig er. Jeg begyndte at opleve lidt af det, da jeg hørte en båndserie, der bl.a. handlede om Helvedes virkelighed og gudsfrygt. Det var en pastor fra USA, der talte. Det var så radikalt på alle måder. Der blev ikke pakket noget ind. Han kaldte synd for synd og underviste om, at synd adskiller fra Gud. Det gjorde, at jeg begyndte at få øjnene op for en side af Gud, som jeg ikke før havde kendt. Gud begyndte at arbejde i mig, og jeg begyndte at læse og studere, hvad Bibelen virkelig siger om, hvem og hvordan Gud er, og hvordan det virkelig hænger sammen. Da gik det op for mig, at hvis vi som kristne lever i bevidst synd, er vi ikke bedre stillet end mennesker ude i "verden", som ikke kender Jesus. Det skabte en gudsfrygt og en helt ny skarphed over for synd i mit liv. 

 

"Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke" (2. Pet. 1,3).

 

Som du ser er det igennem erkendelse af ham, og hvem han er. Jeg vil derfor igennem denne bog komme ind på nogle forskellige ting, så du kan lade Guds ord vise dig, hvem han virkelig er. 

Nu kunne man godt tro, at det skaber en forkert frygt i én at tale om synd på en så radikal måde. Men så længe det er Guds ord, vi holder os til, så burde det ikke pakkes ind, lige meget hvor radikalt det end er. For Guds ord er sandhed. Hvis der er en sandhed her, som vi ikke har fået helt fat i, er det så ikke bare om at få fat i det, inden det måske på nogen områder er for sent? Så igen, så længe det er Guds ord kan det ikke være for radikalt. Det skal selvfølgelig blive talt på den rigtige måde, for hvis det ikke bliver sagt i kærlighed, kan det skabe noget forkert. Jeg har kun et ønske om, at mennesker skal blive fri, ligesom jeg har oplevet det. Selvom der måske vil være mennesker, der vil opfatte det, der står i bogen her forkert, så det skaber noget negativt i dem, som gør, at de kan komme ind i en forkert form for frygt og lovtrældom, så skal man ikke holde Guds ord/sandheden tilbage. Man skal ikke pakke Guds ord ind, fordi man er bange for, at mennesker kan blive såret. Det har vi gjort alt for mange gange, og det bringer, som vi ser, ikke noget godt med sig. Guds ord skal ud, for det er jo sandheden. Se bare på Jesu liv. Folk spottede ham, var sure på ham, bare fordi han talte sandheden til dem. Han oplevede endda engang, at næsten alle hans disciple forlod ham, fordi han var så radikal og talte Guds ord, som det var. Det var altså ikke fordi, at han havde gjort noget forkert. Nej, han talte bare sandheden til dem, og det gjorde ondt. 

Lad os se hvor det står. 

Vi ser i Johannesevangeliet kapitel 6, hvordan Jesus taler om, at han er livets brød. Vi læser fra vers 57-68: 

 

"Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig. Det brød, som er kommet ned fra himlen, er ikke sådan som det, fædrene spiste; de døde, men den, der spiser dette brød, skal leve til evig tid." 

Det sagde han, da han underviste i synagogen i Kapernaum. 

Mange af hans disciple, som hørte det, sagde nu: "Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?" Men Jesus vidste ved sig selv, at hans disciple skumlede over dette, og sagde til dem: "Forarger det jer? Hvad så, hvis I ser Menneskesønnen stige derop, hvor han var før? Det er Ånden, som gør levende, kødet gør ingen gavn. De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv. Men der er nogle af jer, som ikke tror." For Jesus vidste fra begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem det var, der skulle forråde ham. Og han sagde: "Det var derfor, jeg sagde til jer, at ingen kan komme til mig, hvis ikke det er givet ham af Faderen. "Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham. Jesus spurgte da de tolv: "Vil I også gå jeres vej?" Simon Peter svarede ham: "Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord" (Joh. 6,57-68).

Her kan vi se, at selv ikke Jesus kunne/ville gøre alle mennesker tilfredse. Han talte sandheden, også selvom der var nogle, der ikke brød sig om det og gik deres vej. Det afholdt ikke Jesus fra at tale sandheden til dem. Nej, selvom Jesus vidste, at de skumlede over det, han sagde, blev han ved. Og det endte med, at de gik næsten alle sammen. Det er på tide, at vi ikke prøver at gøre mennesker tilfredse ved kun at tale det, de gerne vil høre. For det er kun sandheden, der sætter fri. 

Vi kan også læse i beretningen om den rige mand i Matt. 19,22: 

 

"Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende".

Her kom Jesus heller ikke lige med det svar, den unge mand gerne ville høre. Jesus holdt sig ikke tilbage, så hvorfor skulle vi holde os tilbage i frygt for at såre mennesker? Nogle kan selvfølgelig blive såret, men hvis vi ikke holder os tilbage, kan mange flere også blive fri. 

Nu når vi går videre med undervisningen, må vi lade Gud åbenbare, hvem han er igennem sit ord og være åben og villig til at blive forvandlet. Også selvom det måske går imod noget af det, vi er vant til at høre og på nogle måder virker for radikalt og nærgående. For vores ønske som kristne skulle jo gerne være at blive mere lig ham og leve det liv, Gud har for os. 


5. Nåden Lade os kigge lidt på nåden.

For nåden er en meget vigtig del at kristenlivet. Uden nåden var der intet håb for os, så kunne vi bare gå rundt i evig frygt og vente på, at vi fik vores fortjente straf. 

Jeg vil ikke bruge så meget tid på, hvad det vil sige, at vi er frelst af nåde, da jeg er sikker på, at vi tit har hørt om det. Men jeg vil prøve at vise, hvilken betydning nåden også har. 

 

"Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus" (Rom. 3,21-24).

Ordet ufortjent, som bruges her, er nok det, man bedst kan bruge for at forklare, hvad nåden er. Vi er blevet frelst - ikke fordi vi er så gode, eller fordi vi har levet op til en masse ting. Det er altså ikke ved at leve op til loven, vi bliver frelst, men vi har ufortjent fået adgang til Gud igennem troen på Jesus. 

Lad os læse Rom. 4,4-5: 

 

"Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed". 

Det, verset her taler om er, at hvis man arbejder, får man en løn for sit arbejde. Men vi har fået frelsen igennem troen på Jesus - ikke som en belønning for noget vi har gjort, men i tro. Det er den store forskel på loven og nåden. 

"Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus” (Joh. 1,17).

Loven kom med en masse regler og bud, som man skulle overholde, men som vi ved, er ingen mennesker blevet retfærdiggjort ved loven (Rom. 3, 20; 11, 6). Derfor blev Gud nødt til at skabe en "bedre" vej, så vi ikke skulle gøre en masse ting for at blive frelst, nemlig troens vej (Rom. 4,13). 

Jamen, hvorfor taler du nu om, at det er af tro og ikke ved gerninger? Det er da lige det modsatte, du før kom med. Nej, det jeg vil hen til er, at der er en forskel på det at ”komme til” Gud og det at ”leve med” Gud. Man kan, som jeg hele tiden har sagt, kun komme til Gud, når man ser sig selv som en synder, omvender sig og kommer til tro. Da kan vi få tilgivelse og evigt liv. Vi er frelst af nåde. Jeg ønsker ikke at prøve at komme tilbage til loven, hvor vi skal gøre alle de rigtige ting for at blive frelst. For Gud har engang for alle banet en langt bedre vej igennem Jesus, og det skal vi holde fast i. For uden Jesus er der ingen frelse. 

Vi er enige om, at vi ikke på nogle måder kan leve rigtigt nok, så vi kan gøre os fortjent til at blive frelst. Men når vi først er frelst, ser det lidt anderledes ud. 

Mennesker skal også renses Lad mig komme med et lille eksempel. Gud har sagt, at vi skal være menneskefiskere (Matt. 4,19), hvilket vil sige, at vi skal "fange" mennesker. Vi skal "fiske" mennesker ind i Guds rige. Men det er sådan med mennesker, som det også er med fisk, at man ikke kan rense dem for alt det " indmad", der ikke er godt, før man har "fanget" dem. Vi er frelst ufortjent af nåde som syndere igennem Jesus, altså ikke ved at overholde loven. Da vi blev "fanget", var vi stadig beskidte og syndige mennesker. Men der står, at Gud er hellig, og derfor skal også vi være hellige (1. Pet. 1,16). Når vi giver vort liv til Gud og kommer " i land", så vil Gud begynde at rense os, fordi han ikke kan have fællesskab med synd. Så længe vi er villige til, at Gud kommer med "kniven" og "sprætter" os op, så han med sin ånd kan komme helt ind og fjerne alt skidt, lever vi i nåden. Altså når Gud peger på noget skidt i vore liv, og vi så åbner os og lader ham rense det ud. 

Det er så vigtigt, at vi ikke misbruger Guds nåde, for hvis man ikke er villig til at lade Gud komme til, går det galt. 

Lad os læse fra Judas' brev vers 3-4: 

"Mine kære, mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige. For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom; de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus” (Jud. 3-4).

Her taler han om nogle, der misbruger Guds nåde. Han taler godt nok også om, at der er nogle, der fornægter Jesus Kristus, og det gør vi jo ikke. Nej, men som du ser, er det muligt at misbruge Guds nåde, og det synes jeg også, man fornemmer rundt omkring. Sådan havde jeg det også selv på nogle områder, før jeg oplevede denne gudsfrygt, som jeg skriver om. Jeg gjorde ting, som jeg vidste var forkert, men tænkte, at Gud er jo nådig. Ja, sådan var jeg på nogle områder, og sådan er der desværre også en del, der er i dag.Gud er en nådig Gud. Ja, det er han. Men pas på, at du ikke misbruger nåden. Gud tilgiver synd i vore liv, når vi kommer til ham. Men vi skal ikke lege med synden, ved f.eks. at tænke: Gud er nådig, så jeg kan jo altid komme til ham bagefter og få tilgivelse. "Der er da ingen grund til, at jeg f.eks. skal smide mit fjernsyn ud, selv om jeg igen og igen kommer til at se noget, der er forkert. Jeg beder jo bare om tilgivelse bagefter". Det er forkert at have denne holdning. Har du det sådan, så pas på! For en dag går det galt. Lad os ikke håne nådens ånd (Hebr. 10,29). 

  Skal vi blive i kødet? "Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?" (Rom. 6,1-2)

Som du ser i Rom. 6,1 stiller Paulus et af de spørgsmål, som tit kan komme. Det er et spørgsmål, som kommer lige fra ens kød, der lurer på at finde enhver lille dør, der bare står lidt åben, så synden kan komme ind og mætte det. Paulus svarer: "Aldeles ikke", "hvad tænker du på? (min tilføjelse)". Hvordan skulle vi, der er døde fra synden, da stadig kunne leve i den?” Det svar, han giver, er da til at forstå - ikke? Han siger klart, at vi ikke mere skal have noget med det kødelige at gøre, også selvom vi er under nåden. Hvorfor mon? Lad os læse videre i Rom. 8,1-8:

 

"Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden. De kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige. Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred. For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag". 

 

Og vi læser videre i vers 12-13: 

"Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve" (Rom. 8,12-13).

Han siger klart, at det kødet vil er fjendskab med Gud, og at hvis vi som hans brødre, altså os kristne som lever under nåden, lever i lydighed mod kødet, skal vi dø. Men halleluja så taler han også om, at vi ved "åndens hjælp kan dræbe kødets gerninger og leve". 

Lad os lige se hvad kødets gerninger er. 

"Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse,  afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige" (Gal. 5,19-21).

Her ser vi, hvad kødets gerninger er. Og lad os lige se slutningen af vers 21 igen: "Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige". 

Hvis der er noget, der er radikalt, så er det dette. Paulus nævner, at hvis vi, som kristne brødre og søstre, der lever under nåden, giver os af med kødets gerninger, skal vi dø. Ja, han siger endda, at han har nævnt det før. Så det er altså ikke bare en hurtig bemærkning. 

Nåden opdrager os Men tilbage til nåden. Vi vender tilbage til lidt om kødets gerninger senere. 

Rom. kapitel 8 vers 12 talte om, at ved åndens hjælp skal vi dræbe kødet. Et andet skriftsted, der forklarer det rigtig godt, er: 

"For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden" (Tit. 2,11-12).

Han taler om, at nåden også opdrager. Den opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og til at leve besindigt og retskaffent. Det er her hele forskellen ligger. For det var synden, der adskilte os fra Gud, før vi tog imod Jesus. Men den samme synd vil også skille os fra Gud i dag, selv efter at vi har taget imod nåden og frelsen i Jesus. Den store forskel er, at vi har nåden, hvilket gør, at vi kan leve ret, og at vi ikke behøver at falde i synd igen og igen. Det er den store forskel på os, der er frelst og dem, der ikke kender Gud. Vi er ved dåben til Jesus død fra synden. Syndens magt er brudt i vores liv, samt vi har nåden, der lærer os at sige nej til synden og verden. Den gør, at vi kan leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden. Ja tænk, at det er muligt ved hjælp af nåden (Guds ånd) at leve rent, at leve fri fra synd, halleluja. Jeg bliver helt begejstret. Da dette gik op for mig, blev der sat noget fri i mig. Og jeg følte, at jeg allerede havde overvundet synden. Jeg så, at ved Guds nåde var det muligt for mig at være fri, fri fra ethvert bånd, som synden før havde på mig. Det er helt vildt, ikke? Det som mennesker ikke kunne leve op til med de ti bud m.m. før Jesu tid, kan vi ved hjælp af Guds nåde i dag. 

Jeg vil i næste kapitel komme mere ind på det med at overvinde synden. Vi er købt til et liv i sejr fra synden. Nej, nej, nej, du må tage fejl. Vi kan da ikke leve i sejr. Vi har det da sådan, som der står i Rom. 7, at synden har magt over os. 

Lad os se nærmere på, hvad Guds ord siger om det. 

 

6. Er vi bundet af synden? 

”Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige" (1. Joh. 2,1).

Det er vigtigt, at vi ved, at vores mål ikke er, at vi skal falde og så bagefter få tilgivelse, men hvis vi kommer til at falde, er der tilgivelse at hente. Målet er altså, at vi ikke skal falde. 

"Jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig" (Rom. 7,15-20).

Her har vi lige læst et kendt afsnit i Bibelen, som man hører citeret i ny og næ. Disse vers bruges ofte som en undskyldning for ens handlinger/synder. Lad os kigge lidt nærmere på versene. 

Som du ved, er det vigtigt, at man ikke bare tager nogle vers ud af en sammenhæng og bygger en lære på dem. Det er der desværre tit blevet gjort her. Hvad mener du? Jo, du ved at 

"på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres" (2. Kor. 13,1)

og at det er "summen af Guds ord der er sandhed" (Sal. 119,160). 

Hvis man siger ud fra det, vi lige har læst her, at "det er normalt, at synde. For man kan jo ikke gøre fra eller til, da vi er under synden", så er man fejl på den. For det passer ikke med summen af Guds ord. Guds ord siger klart, at syndens magt er brudt over os, altså over dem der lever med Jesus. For er vi i ham, har vi magt over synden. 

Jamen, der står jo klart i disse vers, at det er synden, der handler i ham, og at han ikke kan gøre noget fra eller til. Ja, det er rigtigt, men disse vers som Paulus her har skrevet forklarer, hvordan han havde det, før han tog imod Jesus. For uden Jesus har synden magten, men det var jo netop derfor, Jesus kom. For at bryde syndens magt. 

"Den, der gør synden, er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger" (1. Joh. 3,8).

Man kan sige at overskriften til disse vers, vi læste før i Romerne 7,15-20, hvor Paulus taler om, at synden har magten, er Rom. 7,5. Lad os læse hvad han siger her. 

"For dengang vi var i kødet, var de syndige lidenskaber, som loven kalder frem, virksomme i vore lemmer, så at vi bar frugt til døden" (Rom. 7,5).

Han taler altså om, dengang han var i kødet, dvs. om den tid før han lærte Jesus at kende og stadig var en synder. 

Så som vi ser, er vi altså ikke mere solgt til at være under synden, som der står i Rom. 7,14: 

"Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden". 

Vi, som lever med Jesus er befriet fra synden, som der står i kapitlet før, Rom. 6,18 og 22.

Rom. 6,18: "Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden". 

Rom. 6,22: "Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv". 

Så, som du ser, har synden kun den magt over dig, som du giver den lov til. For på grund af Jesus er vi købt fri fra synden og dens magt. 

Romerbrevet

For et stykke tid siden studerede jeg Romerbrevet (især kapitel 6, 7 og 8). Der læste jeg bl.a. om, hvordan kapitel 7, fra vers 7, taler om det gamle menneske, altså før Jesus, og slutter med at han i vers 24 siger: ”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” Han taler altså om, hvem der kunne befri ham fra synden. Herefter kommer vi så til kapitel 8 og læser, at det kan Jesus. I Jesus er vi frie fra synden, og der er ingen fordømmelse i Jesus. Alt er nu total sejr! 

En dag skulle vi ned for at besøge noget familie i Sønderjylland. På vejen derned kiggede jeg især på Rom. 6-8. Ikke så lang tid inden da havde jeg opdaget, at Rom. 8 vers 1 og 4 hænger sammen. Så der faktisk står i kap. 8 vers 1: 

"Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. Dem som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden" (Rom. 8,1).

Det talte meget til mig, da der er mange mennesker i dag der, hvis de oplever fordømmelse bare begynder at citere Rom. 8,1 i stedet for at lytte til Gud. Gud taler jo tit til vores samvittighed (1.Tim. 4,2).  Hvis vi vandrer i kødet, altså lever i synd, vil vi i vore hjerter opleve fordømmelse. Det burde gerne gøre, at vi omvender os fra den synd, vi lever i, og får tilgivelse. Da vil vi opleve, at vi igen bliver fri for fordømmelsen, fordi vi ikke længere vandrer i kødet. Skriftstedet om, at der ingen fordømmelse er, skal altså ikke gøre, at vi lukker ørerne i i stedet for at lytte til, hvad Gud evt. taler til os om i vores samvittighed. 

Nå, men da vi så kom ned til familien i Sønderjylland, så jeg et kristent blad ligge på bordet. Jeg ville lige se, om der stod noget spændende i det. På et af de første sider var der en artikel af en ung mand, der skrev, at man som kristen lever et dobbelt-liv. Man gør hele tiden en masse ting, som er forkert. Han citerede også det skriftsted fra Rom. kapitel 7, som vi lige har læst, hvorefter han forsatte med at sige: "Hele ugen gør man en masse ting, der er synd. Men så om søndagen kan man stå som Guds barn nede i kirken". Min tanke var: "Nej, hvad er der galt? Det kan da ikke passe". Jeg læste så videre, hvor han fortalte om, at han som kristen næsten hele tiden oplever fordømmelse og har svært ved at føle sig retfærdig. Derefter citerede han så skriftstedet fra Rom. 8,1 om, at der ingen fordømmelse er i Jesus.... Da jeg læste det, tænkte jeg ved mig selv, at det ikke lød som om, at han lever med Jesus og kender ham. Selvfølgelig vil man opleve fordømmelse, hvis man lever i synd. Jeg sagde inden i mig selv: "Åh Gud, du må gøre noget. Der er så mange mennesker rundt omkring i kirkerne i dag, der går rundt i et bedrag, og hvis der ikke sker noget, vil de ende i fortabelse". 

Det er fuldbragt

Det, Jesus gjorde på korset, er fuldbragt. Han fik sejr over synden og døden én gang for alle (1. Kor. 15,54-55; 1. Joh. 5,4). 

Han har betalt prisen - ikke for at synden skal have magt over os, men for at vi, på grund af det Jesus gjorde, skal have magt over den. 

Lad os se, hvad Guds ord siger, for at Gud igennem sit ord kan åbenbare, hvilken frihed vi er købt til. Men først vil vi se lidt på bjergprædikenen. 

Vi kan læse i Matthæusevangeliet i kapitel 5, at Jesus taler om loven, og om hvordan han ikke er kommet for at nedbryde loven, men for at opfylde den, Matt. 5 vers 17. 

I Matt. 5 står der 5 steder: "I har hørt der er sagt". Han taler om, at de har hørt, at loven siger det og det. Han taler altså om loven, som Moses kom med. Han nævner fem forskellige ting, som loven siger: "Du må ikke begå drab, bryde et ægteskab, sværge falsk, øje for øje og tand for tand, og du skal elske din næste og hade din fjende". 

Han taler altså om nogle af de love og bud, der var i den gamle pagt, som han var kommet for at opfylde. Hvis vi læser, hvad han siger om de forskellige love, kan vi endda læse, at han strammer dem op. Han nedbryder altså ikke lovene, men han går ind og strammer dem op. Han vil have en højere standard. 

I den lov Moses kom med, står der, at man ikke må begå drab, men nu siger Jesus, at hvis man er vred på en broder (nogle grundtekster har desuden "uden grund") skal man kendes skyldig for domstolen. Hvis du bare siger "tåbe", skal du dømmes til Helvedes ild. Bibelen taler altså om, at hvis du siger "tåbe" til en broder eller er vred på en broder uden grund, skal du kendes skyldig. Her kan man også se, at synden ikke er noget, vi skal tage let på. Derfor er det så vigtigt, at vi hele tiden prøver os selv. Så hvis der er en, som du er vred på, eller en du ikke har tilgivet, så skynd dig at omvende dig. Det er alvorligt. Gå ikke til Helvede pga. at, du er for stolt til at tilgive - eller fordi du mener, det ikke er dig, der skal bede om tilgivelse. 

Det er meget alvorligt og ikke noget at lege med. 

I Matt. 5,27 siger han også, at I har hørt, at der er sagt: "Du må ikke bryde et ægteskab". 

Hvad menes der med at bryde et ægteskab? For at bryde et ægteskab, i den gamle pagt, skulle man gå i seng med én, (som man ikke var gift med) for at have brudt et ægteskab. Men se hvordan det står i det nye pagt i Matt. 5, 28: 

"Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte". 

Vi ser altså, at nu skal vi bare kaste et lystent blik på en andens hustru, og så har vi brudt et ægteskab, hvor man før skulle gå i seng med en, før man havde brudt et ægteskab. 

Jeg har hørt, at der er nogle, der tror, at det med at kaste et lystent blik på en, kun er synd, hvis man gør det ved en, der er gift, fordi der står en andens hustru. Men det ord der står i grundteksten kan også oversættes med: "at enhver som kigger på en kvinde med lyst efter hende, har allerede begået utugt med hende i sit hjerte". Så der er altså ingen undskyldning, det gælder alle. Det gælder også dig, der evt. kaster et lystent blik på din kæreste. Det er synd, hvis du begærer din kæreste og har lyst til hende/ham. Så lever du i synd. For bare fordi I "kommer sammen", betyder det ikke, at I er ét endnu. Hun/han tilhører altså ikke dig, før I er gift. Så skynd dig at omvende dig, hvis du har det sådan.. Jamen, det er da ikke så nemt, for når vi er sammen og kysser hinanden, får man da lyst til hinanden. Ja, men Bibelen siger altså heller ikke, at man skal kysse hinanden, når man kommer sammen. For det at kysse opvækker lidenskaberne. Det opvækker et begær, en lyst, der er synd, så længe man ikke er gift. Dette er noget, vi har fået et helt forkert billede af i vore kirker i dette land. Vi leger med synden! Hvis der ikke sker noget, ender det galt. For synd adskiller fra Gud. Begærer du en anden, lever du i utugt. Og utugtige har ikke lod og del i Guds rige. Så lever du med et sådant begær/lyst har du brug for at omvende dig. 

Vi læser lidt videre, hvad der står i vers 29-30: 

"Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede. Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede" (Matt. 5,29-30).

Skræmmende, ikke? Vi må begynde at se, hvor radikalt Guds ord er. For det er sådan noget, som det her, der skaber gudsfrygt. 

Jesus siger også i vers 20, at "hvis vores retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer vi slet ikke ind i Himmeriget" (Matt. 5,20).

Ja, vi må ikke lege med synden, men stræbe efter at leve ret. 

Vær fuldkomne 

Men som jeg også har nævnt før, er der håb. 

Før jeg oplevede, at Gud åbnede mine øjne, og jeg oplevede denne gudsfrygt, var jeg faldet i dette med at kigge på noget, som jeg ikke burde kigge på, igen og igen. Men nu er der sejr. Ikke at jeg skal holde mig indendørs hele tiden for at undgå f.eks. at komme til at kigge på en pige, så jeg falder. Nej, men den fristelse og begær, der før engang i mellem kunne få lov til at komme til, får i dag ikke lov til det mere. 

Nu kan det være, at du siger, at Gud da ikke kan mene, at vi skal overholde alt det, der står her, med at vi ikke må kaste et lystent blik på en anden, at vi ikke må blive vred på en broder, og at vi skal elske vore fjender osv. Jo, når vi lever tæt ved ham, med gudsfrygt i vore liv, hjælper han os til det. Læs her. 

"Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse, men at holde de uretfærdige i forvaring til straffen på dommens dag" (2. Pet. 2,9).

Halleluja, Gud kan fri os fra fristelsen. Så vi ikke falder. Så vi kan gøre det, som Jesus slutter af med at sige til os i Matt. 5,48: 

"Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen". 

Vi læser også lige 1. Joh. 2,4: 

"Den, der siger "Jeg kender ham," men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham." 

Er vi syndere?

Ud fra det her om at være fuldkommen og det med, at man skal holde hans bud, skulle man tro, at det virkelig er muligt at leve uden synd. 

Nej, det kan ikke passe. Vi er i synden. Vi er syndere alle sammen. Læs selv hvad der står i Joh. 8,7, hvor der er nogle, der vil stene en dame for ægteskabsbrud. Og Jesus siger, at den uden synd skal kaste den første sten. Og vi ser, at ingen kaster, fordi de alle er i synd. Ja, det er rigtigt. De var alle i synd, men det var jo også før, Jesus døde. Det var før, Jesus viste sin store nåde for os, ved at han døde for os og vandt en evig sejr over synden. Denne sejr gælder også for dig og mig. 

Det kan være, at du tænker: Hvad så med 1. Joh. 1,8? Der siger Johannes, at hvis vi siger, at vi ikke har synd, er vi på vildspor. 

1. Joh. 1,8: 

"Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os". 

Ja, men husk at summen af Guds ord er sandhed. I verset før siger han: 

"Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd" (1.Joh. 1,7).

Jesus renser os fra al synd, hvis vi vandrer i lyset. Hvis han renser os fra al synd, har vi jo ingen synd. 

Paulus siger da også, at han er en synder. 

"Troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største" (1. Tim. 1,15).

Ja, han "var" en synder, endda den største mente han, for han havde forfulgt Guds menighed (1. Kor. 15,9). Men som han selv siger i samme vers, "kom Jesus for at frelse syndere". Når han taler om, at Jesus kom til verden for at frelse syndere, og at han var en synder, er det han siger i datid. Ordet som er oversat til "er" kan også i grundteksten oversættes med "var", eller "have været". Udfra sammenhængen ser det mest rigtigt ud at oversætte det med "var". For Jesus har jo frelst ham. Hvorfor skulle Jesus komme til verden for at frelse syndere, hvis vi efter, at vi har taget imod ham stadig er syndere? 

Altså er det liv Gud har for os et liv i sejr. Ja, vi var syndere, men ikke mere, hvis vi altså ikke stadig vandrer i synden. For gør vi det, er vi stadig syndere. Men husk syndere har ikke adgang til Gud. 

Hvad siger Johannes lidt senere? 

"Vi ved, at enhver, som er født af Gud, ikke synder, men han, som selv blev født af Gud, bevarer ham, og den Onde kan ikke røre ham" (1. Joh. 5,18).

Vi læser her, at Jesus kan og vil bevare os, så vi ikke synder. 

I 1. Korintherbrev kapitel 10 vers 13 taler Paulus om, at Gud ikke tillader, at vi bliver fristet over evne. Det han dermed siger er, at vi som kristne altid, og jeg siger altid, pga. Jesu sejr, kan modstå enhver fristelse. Vi vil altså aldrig komme til at stå overfor en fristelse, der er så stor, at vi i Jesus ikke kan modstå den. Så det ser ud til, at det er muligt, at vi ikke falder i synd. 

"De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe en udvej, så I ikke bukker under" (1. Kor. 10,13).

Lige et par gode guldkorn: 

1. Kor. 15,34: 

"Bliv for alvor ædru, og synd ikke". 

1. Pet. 1,14-17: 

"Som lydige børn må I ikke tilpasse jer de lyster, som I før fulgte i jeres uvidenhed; men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, for der står skrevet: "I skal være hellige, for jeg er hellig”. 

Rom. 6,12: 

"Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster". 

Det kan være, at du tænker: "Det er lettere sagt end gjort, "lad ikke synden herske", det kan man da ikke bare?". 

Jo, man kan. Og jeg vil i de næste kapitler vise hvordan, og hvad der skal til. 


7. Lad ikke synden herske 

For ikke at lade synden herske, er det vigtigt at have det rigtige forhold til synden. Du skal hade synden, for hvis du elsker synden, bliver du aldrig fri fra den. Elske synden? Hvem elsker synden? Jo, lad mig komme med et lille vidnesbyrd som jeg engang hørte. Der var en mand, der efterhånden havde kommet i en kirke i en del år. Han røg og havde prøvet næsten alt for at blive fri. Han var blevet bedt for af mange forskellige prædikanter, men lige meget hjalp det. Han var ikke blevet fri. Så en dag var der en ven, der blev kristen. Det "sjove" var, at han samme dag, som han blev kristen, blev sat fri fra cigaretter. Manden der stadig røg, sagde til Gud: "Hvad er det, der sker? Her er jeg kommet i kirken i så mange år, og jeg er blevet bedt for af så mange forskellige mennesker og er stadig ikke blevet fri. Så kommer min ven, som lige er blevet frelst og bliver fri med det samme". Han skulle da lige til at tænde en cigaret, hvor Gud talte til ham: "Grunden til, at du ikke er blevet fri, er, at du elsker din synd". Da stoppede han op og så på sin cigaret og tænkte: "Ja, det er rigtigt. Jeg har elsket synden". Hvorefter han blev gal på synden og smed sin cigaret væk. Da blev han fri og røg fra den dag af ikke mere. 

Dette vidnesbyrd er så rigtigt. Der er så mange mennesker i kirkerne i dag, der går rundt i synd og ikke føler, at de kan blive fri, hvor problemet er, at de elsker synden. Gud kommer ikke og gør sådan, at man lige pludselig hader synden og bliver fri. Det starter med dig. Du skal komme dertil, at du hader synden så meget, at du synes, at den er så ulækker og klam. Ja, vi skal alle derhen, som Bibelen taler om, så vi afskyer synden. 

"Afsky det onde, hold jer til det gode" (Rom. 12,9).

Men hvordan? 

Jo, du skal se længere frem end bare til den korte nydelse, som synden bringer. Du skal begynde at se, at synden har en konsekvens, ikke bare nu men også i evigheden. 

Prøv at læse Hebr. 11,24-26: 

"I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje". 

Vi læser her, hvordan Moses nægtede at kalde sig søn af Faraos datter og opnå en kort syndig nydelse. Han havde nemlig lønnen for øje. 

Det er her, vi skal ind. Det Moses sagde nej til var ikke småting. Farao var verdens mægtigste mand, og hvis Moses blev hos ham, kunne han gøre alt, hvad han havde lyst til. Han kunne få alt det, han pegede på. Men han sagde nej. Hvorfor? Fordi han ikke bare så på den "dejlige" korte oplevelse, det ville bringe med sig. Han vidste, at synden ville få en konsekvens, og at den en dag ville bringe død. Han havde lønnen for øje. Han tænkte længere frem. Lad os også tænke længere frem. Lad os tænke på evigheden - ja, tænke på, at det vi gør her og nu får evighedsbetydning. Hvor vil du tilbringe evigheden? 

Synd adskiller fra Gud

Det, der gjorde, at jeg oplevede at få sejr over synden, var, at det gik op for mig, at synd adskiller os fra Gud. Vi skal alle stå overfor Gud en dag, og hvis vi lever i synd, altså har bevidst synd i vore liv, vil vi blive dømt. Uanset om vi kommer i kirken, taler i tunger, læser i Bibelen, arbejder som præst osv. 

"Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd" (1. Kor. 6,9-12).

Han taler til os kristne. Lever du som nogle af dem han nævner her, er det lige meget, om du taler i tunger, beder, læser i Bibelen, er præst eller oplever tegn og undere, for så skal du ikke arve Guds rige. Ja, det skaber en gudsfrygt, men det har vi også brug for. 

Inden vi går videre, er det vigtigt, at vi forstår, at den standard vi skal leve efter, altså den måde vi skal leve på, er Guds og ikke menneskers. Vi har så meget med at se op til/og sammenligne os med andre mennesker. På nogle områder er det godt nok, men det er vigtigt, at vi ikke "bare" tager for givet, at folk lever rent og helligt, fordi vi ser, at de f.eks. bliver brugt af Gud. Gud fortryder nemlig ikke sin salvelse/kald (Rom. 11,29). Det kan betyde, at selv den mest salvede person i dette land kan leve i bevidst synd og være på vej til Helvede, samtidig med at han oplever tegn og undere. 

Så er der en, du ser op til, fordi han er salvet, og du ser han gør forkerte ting, så skal du ikke tænke, at hvis han godt kan gøre det og det, så er det nok også i orden, at du gør det. NEJ, lad os ikke kigge på andre mennesker, men lad os se på Gud, og se hvordan han, ud fra sit ord, siger man skal leve. For tænk hvis du begynder at gøre ting, du ser andre gøre, som er synd. Også selvom du tænker, at hvis han kan gøre det, som han gør som f.eks. præst, eller en der oplever kraft og undere, er det også i orden for mig. Du ved ikke om personen lever i synd på netop dette område. 

Man kan gå fortabt, selvom man oplever tegn og undere, hvis man lever i bevidst synd og er ligeglad med, hvad Gud siger til én om dette. At man oplever tegn og undere betyder ikke, at alt er i orden. Det er vigtigt, at vi skelner disse ting. 

Man kan læse i Joh. 12,6, hvordan Jesu discipel Judas Iskariot var en tyv, fordi han stjal fra kassen. Han levede altså som en tyv, og der står, at tyve ikke har adgang til Guds rige. Alligevel kan vi se i Matt. 10,1, hvordan Jesus gav ham magt over urene ånder og kraft til at helbrede sammen med de andre disciple. Vi kan også se på Samson. Han levede i utugt sammen med en luder, men Guds kraft var stadig over ham (Dom. 16). 

Så bare fordi at mennesker vandrer i Guds kraft, behøver det ikke at betyde, at vi skal leve, som de gør. Vi skal leve, som Gud siger. 

Bibelen er voldsom radikal

"Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige" (Gal. 5,19).

Det er et voldsomt vers. Det er så vigtigt, at vi lever ret. Disse vers er skrevet til de kristne. Det gælder altså os, der kommer i kirken, der kender Jesus. Så lad os forvandle og ikke give os hen til den slags, for så vil vi gå glip af frelsen. 

I Tim. 1,10 står der næsten det samme, men der står også løgnere. Det vil sige, ud fra det vi læser, at hvis du som kristen lever i løgn, vil du gå fortabt. Det er altså ikke noget at lege med. 

Jeg vil her fortælle et lille vidnesbyrd, inden vi forsætter. En dag var jeg henne for at hente min kone på kontoret, hvor hun arbejdede. Da hun kom ud i bilen, og vi kørte hjem, sagde hun lige pludselig: "Jeg ved ikke, om jeg bliver fyret". Jeg sagde: "Hvad? Bliver du fyret? Hvorfor det?” Hun fortalte da, at chefen havde sagt til hende, da der pludselig kom en mand, de skyldte nogle penge, at hvis han spurgte, om hun havde overført nogle penge til ham, skulle hun bare sige: "Ja, det har jeg gjort". Dette passede ikke, så hun sagde nej til chefen, idet manden kom ind. Hun ville ikke lyve. Manden spurgte så lidt senere min kone, om hun havde overført penge til ham, hvorefter hun sagde sandheden til ham: "Nej, det har jeg ikke, og jeg har heller ikke fået besked på at gøre det". Hun blev godt nervøs for, hvad chefen ville sige, når han hørte det. Da vi så kom hjem, ringede hun til chefen, da hun ikke havde snakket med ham siden. Hun sagde til ham, at han måtte selvom det, men han fik hende altså ikke til at lyve, og det syntes chefen var i orden. Jeg syntes, det var så sejt gjort. Min kone var bare for sej. Men igen hvis hun havde løjet, hvad var der så ikke sket ud fra Guds ord. "Løgnere har ikke adgang til Himmelen". Det er meget alvorligt, og det hun gjorde, var det eneste rigtige at gøre. Vi må aldrig lyve! Heller ikke bare en lille hvid løgn. Hvis du lever i en løgn i dag, så skynd dig at komme ud med sandheden, inden det er for sent. For løgnere kommer ikke i Himmelen. Husk hvem Bibelen siger er løgnens fader. Det er Djævelen, og hvis vi som kristne lyver, er vi hans børn (Joh. 8,44).

Lad det her tale til dig, og lad aldrig en eneste løgn komme over dine læber. Og hvis du engang kommer til at lyve, så er der ikke andet at gøre end at skynde dig at omvende dig og fortælle sandheden. Lige meget hvor flovt det må være.

"Som lydige børn må I ikke tilpasse jer de lyster, som I før fulgte i jeres uvidenhed, men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse. For der står skrevet: I skal være hellige, for jeg er hellig. Og når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt”(1. Pet. 1,14-17).

Vi vil først komme ind i sand gudsfrygt, når vi begynder at se synden, som noget der adskiller os fra Gud, og ser at hvis vi tillader synden, kan vi ikke have fællesskab med Gud og få vores løn, men i stedet blive dømt.

Men husk nu hvad jeg har skrevet før: "Der er håb, for nåden hjælper og opdrager os." Så længe vi er villige til at lade ham komme til, er der nåde over vort liv. 

Hvis du ved læsning af de næste kapitler bliver forvirret eller får en forkert form for frygt, så gå tilbage i bogen, og lad Guds ord arbejde i dig. 

Når vi begynder at se synden, som noget der adskiller os fra Gud, og ser at hvis vi giver os over til synden, kan vi ikke have fællesskab med Gud og få vores løn, men i stedet blive dømt, vil vi komme ind i en gudsfrygt. Men husk nu hvad jeg har skrevet før: "Der er håb. For nåden hjælper os og opdrager os." Så længe vi er villige til at lade ham komme til, er der nåde over vores liv. Hvis det jeg kommer med begynder at skabe en forkert form for frygt eller en forvirring, så gå tilbage i bogen, og lad Guds ord arbejde i dig.

Leg ikke med synden

Her er der et par skriftsteder, der kan give noget at tænke over, som jeg aldrig har hørt i nogen kirke - men som er en del af Guds ord: 

"Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet og spiste alle den samme åndelige mad og drak alle den samme åndelige drik - for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus - og alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem. De blev jo slået ned i ørkenen. Derved blev de advarende eksempler for os, for at vi ikke skal få lyst til det onde, sådan som de fik det. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, sådan som nogle af dem blev det - som der står skrevet: "Folket satte sig ned og spiste og drak; og de rejste sig for at danse." Lad os heller ikke bedrive utugt, sådan som nogle af dem gjorde det, og på én dag blev der dræbt treogtyve tusind. Lad os heller ikke udæske Kristus, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af slanger. Giv heller ikke ondt af jer, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af dødsenglen. Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået. Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder. De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe en udvej, så I ikke bukker under" (1. Kor. 10,1-13).

Ja de sidste to vers om fristelser har vi hørt mange gange, men jeg tror ikke, man så ofte har hørt hele sammenhængen i kirkerne i dag. Hvorfor? Fordi vi kristne er blevet så slappe. Vi tillader synden. Vi tør ikke sige sandheden, for vi vil jo nødig komme til at såre nogle. Lad det være slut. Lad sandheden komme ud, så mennesker kan blive fri. Lad os få renset ud i synden. Lad Guds ord virke i os.

Lad det vi lige har læst her være et advarende eksempel for os, så vi ikke får lyst til det onde, som der står i vers 6. 

"For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne. Den, der bryder Moses' lov, skal uden barmhjertighed lide døden på to eller tre vidners udsagn; hvor meget hårdere straf mener I da ikke, at et menneske fortjener, når det træder Guds søn under fod og vanhelliger pagtens blod, hvormed det selv er helliget, og håner nådens ånd? Vi kender jo ham, der har sagt: "Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde," og derefter: "Herren vil dømme sit folk". Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder" (Hebr. 10,26-30).

Det er voldsomt. 

Synder vi med vilje, efter vi har lært sandheden at kende, er der ikke længere noget offer for synden. Sådan et skriftsted stikker i hjertet, og jeg vil bare sige at hvis du tænker: "Det er mig. Jeg har syndet med vilje", vil jeg sige, at det har jeg også gjort mange gange. Men efter jeg har lært sandheden, at kende, der her står. Og som jeg kommer ind på i denne bog, har jeg ikke på samme måde levet i bevidst synd, da jeg nu ved at jeg ikke skal lege med synden.

Nu ligger der meget mere bag denne tekst end, at man kommer til, at synde efter man kom til tro. 

Det, vi lige har læst med at synde med vilje, kan også oversættes med: 

”Hvis vi med vilje bliver ved med at synde, efter vi har modtaget kundskaben om sandheden, da er der ikke mere noget offer for synden” (NIV oversættelse).

Men mere om dette senere.

Men synd er alvorlig og jeg ved i dag at synd adskiller fra Gud.

Personligt er jeg kommet dertil, at dette skriftsted kunne gælde mig. Hvis jeg i dag går hen og lever i bevidst synd, kan jeg miste frelsen og da er det for sent. 
Nu kan det godt være, at du stejler og slynger en masse skriftsteder ud, men husk det er summen af Guds ord, der er det rigtige. Men som jeg også har prøvet igennem hele bogen at forberede dig til dette, har jeg også vist, hvad det har gjort i mig. Jeg er blevet fri - fri fra synden. 

Som jeg også har sagt før, har jeg igennem hele bogen prøvet at lave en klar skillelinje mellem det at synde med vilje og komme til at gøre noget, man finder ud af er synd. Ja, jeg kommer stadig til at gøre noget, der er synd, for jeg er ikke perfekt, men jeg arbejder på det. Jeg er ikke syndfri og det er der ingen af os der er. Gud arbejder også stadig i mig. Han viser mig hele tiden noget, som jeg skal arbejde med. Det med at helliges er ikke noget, der sker på et nu. Det er en proces. Det tager tid, og det er vigtigt, at vi hele tiden lader Gud arbejde i os, så vi kan skelne mellem godt og ondt. 

"Men den faste føde er for de fuldvoksne, som ved stadig brug har opøvet deres evner, så de kan skelne mellem godt og ondt" (Hebr. 5,14).

I dag ved jeg, hvor jeg før er faldet, og jeg ved derfor, hvad der skal til, for at det ikke sker igen. Jeg ved f.eks., at urene seksuelle tanker har været et problem for mig, og derfor vil jeg i dag f.eks. ikke som før se en masse på undertøjsreklamer eller andet, der kan vække kødet i mig. Synden er ikke noget at lege med. Husk vi skal leve evigt i Himmelen eller Helvede. 

Hug den af og kast den fra dig

"Og hvis din højre hånd (venner, TV, internet, alkohol m.m.) bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer (venner, TV, internet, alkohol m.m.), end at hele dit legeme kommer i Helvede" (Matt. 5,30).

En ting, som er så vigtigt, er, at du ikke lader en bagdør stå åben for synden. Hvorfor har du f.eks. en parabol med en masse programmer, når det eneste de viser er noget bras? Jamen, jeg ser det jo ikke. Nej, men hvorfor har du det så? 

Det er bl.a. det her, jeg mener. Lad mig forklare. 

F.eks. hvis du har en god dag og føler, at Gud er så nær, kunne du ikke finde på at gøre noget, der er synd. Du er meget skarp overfor synden. Og hvis du skulle se en film, og der kommer en scene i filmen, der ikke lige er det bedste, så skynder du dig at spole forbi, mens du kigger væk. Ja, for du vil i hvert fald ikke kigge på noget, der er forkert, for du vil ikke have noget med synden at gøre. Og efter du så har set filmen, som du lige har købt, stiller du den tilbage i reolen og tænker: "God film, der var godt nok den scene, der ikke var så god, men jeg er stærk, så jeg så det ikke, for der er sejr". Men fem-seks dage efter kommer du hjem fra arbejde, og du er i rigtig dårligt humør. Chefen har måske været efter dig hele dagen, og så kommer du hjem, og alting er så irriterende. Du går rundt og er sur på det ene og det andet, og det med Gud, det lader du lige ligge. Imens du går og har ondt af dig selv, ser du filmen stå der ligeså fin på reolen, hvor du satte den. Men lige pludselig er du ikke så stærk, som du var nogle dage før, og du sætter filmen i, og i stedet for at spole over den frække scene, spoler du nu lige hen til den....osv.. 

Jeg ved, at dette er noget mange kender. Måske ikke lige med fjernsynet, med hvad så med internet, blade, musik, alkohol eller andre ting. Er du klar over, at dit hjem er din kirke? Hvad ville du gøre, hvis Jesus kom og sagde, at han ville være gæst i dit hjem i dag? Har du nogle ting, der ikke er i orden? For din egen skyld, smid det væk. Jeg tror, at vi som kristne, skal til at gøre mere ud af at tage en stor sort affaldssæk og så få renset ud i hjemmene, så vi kan få lukket bagdøren for Satan. 

Jeg kan sige, at vores hjem er rent. Jeg har ikke noget, der kan bringe mig til fald. Jo, jeg har adgang til internettet, da jeg har en hjemmeside om Jesus. Jeg ved, at der er mange, der har faldet i synd på internettet. Der er så meget bras der, og det uhyggelige er, at det er så let at få fat i noget til enhver tid. Derfor har jeg besluttet, at hvis jeg bare én gang går ind på de forkerte sider, kan jeg ikke have adgang til internettet mere, hvilket også vil betyde, at jeg mister min kristne hjemmeside. Synden skal have en konsekvens. Ja, ja, den kender jeg godt. Det har jeg også sagt engang, og det holdt ikke. Nå, men så lav en aftale med en ven, hvor han engang imellem går ind og tjekker, om jeg har været inde på noget på nettet. Det gør, at du ikke bare kan gå ind og se på noget uden at ens ven kan se det. Det er vigtigt, at vi husker, at Gud ser alt, selv når vi synder. Er det dig, jeg her taler om, så omvend dig og bekend det for en anden, inden Helvedes ild begynder at fortære dig. Ja, det lyder meget voldsomt, men nu er det nådens tid, det kan være, det er for sent i morgen. 

Hvis man har sand gudsfrygt i sit liv, er det ikke nødvendigt at lave sådanne aftaler, men indtil man får det, kan det være nødvendigt.

Det at have en god ven er guld værd. Det er noget, vi alle har brug for. - En ven som man kan stole på. En man f.eks. kan betro sig til, hvis man oplever kamp i forbindelse med synden, uden at vedkommende griner af én. En der vil hjælpe dig og stå sammen med dig. I det hele taget er det med venner meget vigtigt. Vælg de "rigtige" at være sammen med. Er der nogle, der påvirker dig i en forkert retning, så drop dem, lige meget hvor rare og søde du end synes de er. For Gud er stor nok til at finde andre venner til dig. Drop "dårlige" venner. De er ikke det værd. Mist ikke din frelse pga. dårlig påvirkning fra såkaldte venner, også selvom de kalder sig kristne og kommer i kirken. Jeg vil komme mere ind på dette senere, men tilbage til det med at have det rette forhold overfor synden.

”Se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter, skadelig rod får lov at sætte skud, så mange forgiftes af den, og at ingen er troløs og vanhellig som Esau, der for et eneste måltid mad solgte sin førstefødselsret. For I ved, at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget, og skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det" (Hebr. 12,15-17). 


8. Afsky synden 

Rom. 12,9: 

"Afsky det onde, hold jer til det gode". 

Rom. 12,2: 

"Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle…". 

Rom. 13,14: 

"Vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær". 

2. Tim. 2,22: 

"Sky de ungdommelige tilbøjeligheder, og stræb efter retfærdighed, tro, kærlighed og fred". 

Her ser vi, hvordan vort forhold til synden skal være. Som jeg sagde før, er det så vigtigt, at vi har et ret forhold til synden. Synden er ikke noget, vi bare skal tage let på. Vi skal se synden, som noget der vil ødelægge. Vi skal ikke røre ved den eller komme i nærheden af den. Vi må afsky den, og det den bringer med sig, både i vort eget liv, men også i vort land. 

Det forhold vi har til synden bestemmer, hvilken sejr vi vil få over synden. Tager vi let på synden, vil vi ikke få sejr over den. For at opleve sejr over synden, er det nødvendigt, at vi kommer derind, hvor vi afskyer den. Lad os se på et afsnit i Bibelen, som jeg synes er rigtig sejt. 

"Vi formaner jer, brødre, vejled dem, der ikke lever ordentligt, trøst de ængstelige, tag jer af de svage, vær langmodige med alle. Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt, men stræb altid efter at gøre det gode mod hinanden og mod alle. 

Vær altid glade, 

bed uophørligt, 

sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus. 

Udsluk ikke Ånden, 

ringeagt ikke profetisk tale. 

Prøv alt, hold fast ved det gode, 

hold jer fra det onde i enhver skikkelse! 

Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme" (1. Thess. 5,14-23).

Der er mange guldkorn at hente her, men lad os se på slutningen. Der står: "Hold jer fra det onde i enhver skikkelse". Det er her vi skal ind, for som jeg sagde før, er det vort forhold til synden, der bestemmer, hvilken sejr vi får over den. Og hvis vi, som vi lige har læst, holder os fra det onde i enhver skikkelse vil: "Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri". Det er voldsomt. Det vil sige, at hvis vi holder os fra det onde i enhver skikkelse, så vil Gud bevare os lydefri. Der står endda, at han vil fuldt ud bevare vores ånd og sjæl og legeme lydefri. Stærkt. Det, han taler om, er, at hvis vi gør det, vi kan, altså holder os fra det onde i enhver skikkelse, vil han gøre sådan, at vi er fuldstændig lydefri. Det vil hermed sige, at det er muligt at være uden synd, fordi han bevarer det hele af os - ånd, sjæl og legeme. Tænk lige lidt over den.

I grundteksten står der et lille "og" imellem disse to vers, så lad os lige læse de sidste vers igen, som det rigtig skal stå. 

"Hold jer fra det onde i enhver skikkelse og Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme" (1. Thess. 5,22-23).

Tag et valg

Når vi taler om det at afsky det onde, bliver man nødt til at tage nogle valg og skille sig af med det i ens liv, der påvirker én forkert. Det kan være venner, internet, fjernsyn m.m. Jeg ser især fjernsynet som en af de store sovepuder/problemer i Guds legeme i dag. - Ikke bare at det stjæler en masse tid, men også at den får så mange til at falde i synd og er med til at ødelægge familier og hjem. 

Vi har valgt ikke at have fjernsyn - ikke fordi fjernsynet er synd i sig selv, men fordi det er synd det meste af det, der kommer ud af det. Fjernsynets indhold består næsten ikke af andet end utugt, mord, skamløs snak og meget mere, som Gud klart i sit ord siger, vi skal holde os fra. 

Fjernsynet ser jeg som nævnt som et stort problem blandt de kristne i dag, da der i forbindelse med fjernsynet er kommet så meget sløvhed og lunkenhed ind i kirkerne. Det har gjort, at mennesker er blevet så sløve til at skelne mellem, hvad der er godt og ondt. 

Fjernsynet er også et af de steder, hvor mennesker falder i synd igen og igen. Man ser noget, der er forkert og omvender sig, men så går der ikke ret lang tid, før man falder i det samme igen. Jeg kender det. Jeg har selv, efter jeg blev kristen haft fjernsyn op til flere gange. Når jeg siger op til flere gange, er det bl.a. fordi, at jeg f.eks. efter et stærkt møde med Gud har droppet det, hvorefter jeg et stykke tid senere, når tingene virkede lidt hårde, koblede et til igen. Sådan har jeg gjort det mange gange, men denne gang er det anderledes, fordi jeg har fået gudsfrygt i mit liv, og fordi jeg i dag ved, at jeg ikke skal lege med synden. 

Vi har i dag så meget mere tid bl.a. til at være sammen med mennesker, og mere tid til Gud og til at bede og læse hans ord. Så i stedet for at sidde en aften foran fjernsynet, sidder jeg og læser eller gør noget andet, og det er guld værd. Nu kan man jo bare slukke for fjernsynet. Ja, men der må jeg bare indrømme, at det har jeg ikke været stærk nok til altid. Da vi havde fjernsyn, følte jeg, at det var svært at tage sig tid til Gud, da man jo også lige skulle se, hvad der var i fjernsynet. Det er nem underholdning og tidsfordriv. Tid er noget af det, vi alle har fået lige meget af. Vi har alle 24 timer pr. døgn, og Gud vil have, at vi forvalter den tid, vi har fået rigtigt. 

Men det er da ikke synd at se fjernsyn? Det er da noget alle mennesker gør, det kan der da ikke være noget forkert ved. 

Godt spørgsmål. Jeg vil lade Guds ord svare for dig, så det ikke bare er mine ideer og tanker. Så du ikke kan komme og sige, at jeg er for ekstrem. 

Som jeg har sagt før, var der nogle ting, jeg gjorde for to år siden, som jeg ikke gør i dag. Grunden dertil er, at Gud har arbejdet med mig og har ført mig ind i en større hellighed og renhed. Og det ønsker han for hele sin kirke. Han ønsker en dag at komme tilbage efter en ren brud. En der har holdt sig uplettet af denne verden. 

"En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden" (Jak. 1,27).

Højere standard

Nogle af de ting, som jeg ikke længere gør i dag, er f.eks. sådan noget som at gå i biografen og se film, for i dag ved jeg, at jeg ikke skal lege med synden, for så går det galt. 

Det er da ikke synd at gå i biografen? Nej, det er ikke synd at gå i biografen, og det er ikke synd at have et fjernsyn, men det er dumt, hvis du fylder dig med det forkerte, hvis det du ser er urent, eller hvis det får dig til at leve urent. 

Ser du f.eks. på noget seksuelt, der skaber en forkert lyst i dig, er det synd. Der skal ikke mere til for at begå utugt, og utugtige har ikke lod og del i Guds rige. 

Når man f.eks. drømmer noget om natten, har det tit forbindelse til noget, man har set eller oplevet de sidste par dage eller længere tilbage. Det skete bl.a. for mig, at jeg drømte noget urent og syndigt om natten, hvilket gjorde, at jeg vågnede med dårlig samvittighed. Det irriterede mig rigtig meget, for det gjorde, at jeg havde dårlig samvittighed overfor Gud, og min dag var så godt som ødelagt. Men en dag spurgte jeg Gud, hvorfor jeg ikke kunne styre det, jeg drømmer, og hvorfor jeg drømte noget syndigt. Han sagde da til mig, at det var fordi jeg levede i synd, fordi jeg fyldte mig med syndige ting. Dette gjorde, at jeg lagde fjernsynet, film og andre ting ned, fordi jeg vidste, at de gange jeg havde drømt noget urent, var det næsten altid noget, jeg havde set i fjernsynet eller i en film. I dag er det anderledes. Jeg drømmer ikke mere noget, der er forkert, og hvis der kommer noget til mine tanker om natten, føler jeg, at jeg kan styre det. Jeg ved, at der er mange, der drømmer noget der er urent, og jeg vil bare sige til dig, at det du fylder dig med, er det du drømmer om natten. Så drømmer du noget urent, er det på tide, at du begynder at skære noget fra og begynder at fylde dig med noget andet. 

”I en drøm, i et nattesyn,

når mennesker er faldet i dyb søvn,

når de ligger og sover,

da taler han (Gud) til dem,

advarer og skræmmer dem

for at få dem til at afstå fra deres (onde) gerninger” (Job. 33,15-17).

Guds standard

Det er bevist, at det at se fjernsyn, virker på samme måde, som når man f.eks. kommer i en form for trance. Man lukker af for omverdenen og det virkelige liv og åbner sig for alle de påvirkninger, der kommer igennem fjernsynet. Hvorfor tror du, at reklamer på fjernsynet virker så godt? Fordi påvirkningen går lige ind. Hvis du tror, at du ikke lader dig påvirke, fordi du er stærk og bare kan lukke af, når der kommer noget, der ikke er så godt, kan du godt tro om igen. Det modsatte er bevist. 

Bibelen taler klart til os om, at vi ikke skal se på og fylde os med noget, der er forkert. Men inden vi ser på, hvad Gud igennem sit ord siger, er det, som jeg også før har nævnt, vigtigt, at du ikke begynder at se/tænke på, hvad andre gør. Jamen mine forældre kan godt se de film, og de tjener Gud. Eller der var en i kirken, der anbefalede den film eller det program. Husk, som jeg har sagt, afhænger salvelsen eller kraften ikke af man lever rent eller ej. Hvad nu hvis vedkommende som anbefalede en film, han havde set, senere faldt i synd pga. det? Se ikke kun på andre, men først og fremmest på hvad Gud siger er rigtig og forkert. Vi må se på, hvad der er Guds standard for sit folk. Det store problem med fjernsynet er, at synden langsomt sniger sig ind, ens grænser bliver rykket mere og mere. Da jeg begyndte at komme sammen med min kone Lene, var hendes grænser meget skarpe, i forhold til hvad der var godt at se eller ej. Og jeg syntes, at hun var meget sart, og at hun skulle slappe lidt af, men som tiden er gået, har jeg fundet ud af, at det ikke var hende, der var noget galt med, men mig. Jeg var sløv til at skelne mellem godt og ondt. Jeg var blevet påvirket så meget af verden (og andre kristne), at jeg ikke erkendte, at det jeg så var lige fra Helvede. Grunden til, at hun var så skarp, var, at hun kom fra en familie, hvor de ikke havde fjernsyn. Det gjorde, at hun med det samme kunne se, hvis der kom noget, der var forkert. Hun kunne mærke, hvad der var dårlig påvirkning, og sådan har jeg det også i dag. Jeg kan ikke tåle at se de ting, jeg så før. Guds ånd i mig reagerer med det samme, hvis jeg ser noget, der er forkert. Hvis du tænker: Jamen jeg er ikke så sart. Jeg kan godt tåle at se en "god" action-film eller andet, uden at det påvirker mig forkert. Jeg er bare stærkere end du er, så for mig er det ikke synd, vil jeg bare sige, at det har du ikke ret i. Det Guds ord siger er forkert er forkert. Du er ikke stærkere, det er fordi din dømmekraft er svag. Du er blevet blændet af denne verden og dens gud, og han er ved at lulle dig langsomt i søvn. Vågn op! Det er tid til, at du vågner. Det sker ved, at Guds ord får lov til at tale til dig og forvandle dit sind, så du igen kan skønne, hvad der er godt og dårligt. 

Bibelen siger, det er synd at stjæle, myrde, bedrive utugt. Hvis vi er helt ærlige, er det så ikke meget af det, man sidder og fylder sig med, når man ser fjernsyn i dag? 

"Den, som vandrer retfærdigt og taler sandt, 

den, som forkaster undertrykkelsens vinding 

og holder hænderne borte fra bestikkelse, 

den, som stopper ørerne til for ikke at høre om mord 

og lukker øjnene i for ikke at se ondskab"… (Es. 33,15)

"Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk - det er det samme som en afgudsdyrker - har lod og del i Kristi og Guds rige. Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem" (Ef. 5,3-7).

"Utugt og al slags urenhed må ikke nævnes iblandt jer, det sømmer sig ikke for hellige". Spændende, behøver jeg at sige mere? "Det sømmer sig ikke". Tror du, at Gud mener, at vi derfor skal sidde og se på urenhed og skamløshed aften efter aften i fjernsynet? Det, der står her, passer perfekt på det, der kommer i fjernsynet i dag. Det er næsten ikke andet end urenhed, griskhed, skamløshed, tåbelig eller overfladisk snak. Gud ønsker renhed. Han ønsker et rent og helligt folk. 

Mere end nok

Leg ikke med synden, for så falder du! Husk, det starter ikke med, at du går ud og begår utugt. Det starter med, at du ser noget og begynder at begære det, du ser. 

Det er ikke legetøj. Lad os lige læse vers 5-7 igen: 

"For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk - det er det samme som en afgudsdyrker - har lod og del i Kristi og Guds rige. Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem" (Ef. 5,5-7).

Lever man urent som kristen eller ikke-kristen, har man ikke lod og del i Kristi og Guds rige. 

Jeg vil sige, hvis du "bare" en gang falder i synd, igennem det du ser i fjernsynet, er det mere end nok grund til at skille dig af med det. 

Vi læser lige Matthæus 5 vers 28-30, men med lidt andre ord. Meningen er den samme. 

"Enhver, som kaster et lystent blik på en anden, har allerede begået utugt med hende i sit hjerte. Hvis dit fjernsyn bringer dig til fald, så smid det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at dit fjernsyn går tabt, end med at hele dit legeme kastes i Helvede. Og hvis din internetforbindelse bringer dig til fald, så meld den fra og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste din internetforbindelse, end at hele dit legeme kommer i Helvede."

Faste

En ting der er godt og nødvendigt for at overvinde synden er at faste. Personligt faster jeg selv løbende. Man kan læse i Matt. 6, at Jesus taler om det at faste på samme måde, som han taler om at give og bede.

Når du giver almisse… (Matt 6,2)

Når I beder… (Matt 6,5)

Når I faster… (Matt 6,16)

Her ser vi, at det at faste burde være en naturlig del af det at være kristen. Ligesom det er en naturlig del at give og bede. Læg mærke til at han ikke siger, at hvis I giver, beder og faster. Nej, han siger når I giver, beder og faster. Det at faste er noget, der hører med til det at være en kristen. 

Når man går ind i en tid med faste, sker der det, at man tvinger sit kød til at lystre. Man nægter sin krop at få sin vilje, og i det man gør det, lader man sin ånd tage over. Det er ikke særlig sjovt, det kan gøre ondt, men man vil opleve, at Gud velsigner det. Man vil også opleve, at de fristelser, der før var et problem, forsvinder. Man vil opleve en total sejr overfor kødet og synden, fordi man nægter sin kødelige krop, det den ellers plejer at få, og i stedet for giver en masse næring til sin ånd (fællesskab med Gud i ordet og bønnen). Ånden vil så tage over. 

Der er en mægtig kraft i det at faste. Man skal tvinge sit legeme til at lystre.

 “Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet” (1. Kor. 9,27).



”Da nu Kristus har lidt legemligt, skal også I væbne jer med hans sind. For den, som har gennemgået legemlig lidelse, har gjort sig færdig med synden” (1. Pet. 4,1).

Vi vil også se lidt på, hvad vores forhold skal være overfor synden i vore menigheder. For der er noget med synd i menighederne, der er et stort problem i vort land. Synden hindrer Guds kraft i at bryde igennem, og det er vigtigt, at vi som enkeltpersoner ved, at hvis vi har synd i vore liv, vil det påvirke, så man i menigheden ikke ser det gennembrud, man ellers ville have set. 


9. Synd i menigheden 

For et stykke tid siden var jeg til et møde, hvor der bl.a. var én der fortalte et vidnesbyrd. Han fortalte forskellige ting og nævnte, at han havde været til et møde, hvor han modtog forbøn. Prædikanten spurgte ham, om han havde røget, fordi han lugtede af nikotin. Han svarede ja, hvorefter prædikanten sagde til ham, at han så skulle være glad for, at det ikke var ham, der var præst i den kirke, hvor han kom, for så var han blevet smidt ud. 

Efter dette vidnesbyrd begyndte manden så at takke lederskabet i hans egen kirke, for at de var, som de var. Han takkede for, at han ikke er blevet smidt ud, fordi han ryger. 

Da vi hørte dette, vendte min kone sig om til mig og spurgte, om det var et kompliment til menigheden. Og jeg begyndte at tænke, at det var det ikke. Tværtimod, det er ikke noget at takke for, at holdningen til synd er afslappet. Selvfølgelig skal man ikke smides ud, fordi man én gang kommer til at ryge en cigaret, men der er noget her, som vi har mistet. 

Bibelen kommer med nogle klare ting i forbindelse med synd i menigheden, men vi er på så mange måder blevet så humanistiske og verdslige, at vi har sat Guds ord ud af kraft. Jamen, man kan da ikke bare smide folk ud af menigheden, fordi de synder, det har da ikke noget med kærlighed at gøre. Har det ikke det? Hvis en i menigheden lever i bevidst synd, og man ved det, er det så ikke det mest kærlige, at man gør personen opmærksom på, at det er et problem? Selvfølgelig mener jeg ikke, at vi skal smide alle de mennesker ud, der falder i synd. Vi skal tale med dem, for at de kan omvende sig. Men hvad hvis de ikke vil erkende, at det er et problem, og de ikke vil omvende sig, hvad så? Selvfølgelig skulle det ikke være nødvendigt at udelukke folk fra menigheden, men på den anden side mener jeg, at vi er gået helt over i den anden grøft og tillader for mange ting. Hvis der er en i menigheden, der lever i bevidst synd, er det så at vise kærlighed, at vi tillader det? Hvad hjælper det, at vi tillader synd, når Gud ikke gør det? Vi kan lade som om, alting er i orden, men det gør jo ingen forskel, hvis mennesker lever i bevidst synd, er de på vej til Helvede. 

Hvis mennesker i dag lever i synd, og de ikke vil omvende sig, udelukker vi dem ikke fra menigheden. Hvorfor? Er vi bange for, at vi mister dem, fordi vi gerne vil være en stor kirke? Men hvis de lever i synd, og de ikke vil omvende sig, er det så ikke lige meget, om de kommer i vores kirke eller ej? Det gør jo ingen forskel overfor dem, for lever de i synd, er det lige meget, om de er medlem i en kirke eller ej. Lever man i synd, kan man ikke have fællesskab med Gud. 

Vi ønsker jo at være mange i vore kirker, så derfor vil vi ikke slå så hårdt ned overfor synden, for så finder de jo bare en anden kirke, hvor de tillader det. Men kan det ikke være, at en af grundene til, at vi ikke er flere, end vi er, er at vi tillader noget, som Gud klart i sit ord siger, at vi ikke må tillade? Har vi glemt, at vi ikke selv kan føre mennesker til Gud? Mennesker kan ikke komme til Gud, hvis ikke Helligånden drager dem, (Joh. 6,44). Hvis vi tillader noget, som Gud siger, at vi ikke må, vil det hindre, at hans Ånd virker, som den kunne, og vi vil ikke se det gennembrud, som vi længes efter. 

Farligt emne

Jeg ved, at jeg er inde på et meget farligt emne, men jeg føler, at Gud vil have mig til at komme ind på det, fordi det er et problem i vort land, så derfor gør jeg det. Når jeg siger, at Bibelen taler om, at mennesker skal udelukkes fra menigheden, er det vigtigt, at vi ikke bare tænker, at hvis der er en, der har syndet skal vedkommende smides ud med det samme. Det er vigtigt, at vi i de enkelte situationer vurderer hvordan og hvorledes, da der kan være forskellige grunde til synden. 

Det kan f.eks. være, at der er noget, der skal brydes over mennesker, altså at de skal sættes fri. Lad os se lidt på, hvad Gud har tænkt i forbindelse med synd i menigheden. Døm mig ikke og sig, at jeg er hård og vil smide den og den ud, for det ønsker jeg ikke. Jeg har selv stået i et lederskab i en menighed, hvor der har været problemer med synd. Jeg stod engang overfor en pige, der var kommet længere og længere væk fra Gud, bl.a. pga. nogle ”forkerte” venner hun fik. En dag var hun på besøg hos min kone og mig. Vi snakkede med hende, og jeg sagde noget til hende, men hun lukkede bare i. Jeg talte hårdt (men i kærlighed), for at hun skulle forstå, at det var et stort problem, men hun ville ikke lytte. Da hun gik, var jeg rigtig ked af det, for det er så vigtigt, at mennesker ikke går fortabt. Jeg tænkte på, om jeg var for hård overfor hende. Jeg havde det meget svært med det. Det var ikke rart. Da vi noget tid senere rejste videre, havde jeg det bare sådan, at hvis jeg engang skulle være i et lederskab igen, skulle jeg have det bekræftet og være 100% sikker, for det er sådan et enormt ansvar, man har som leder. Så tro ikke, at jeg tager let på det, jeg nævner her. Jeg vil så sige, at jeg har det sådan i dag, at jeg ikke var for hård overfor hende, for hun vil altid vide, at den er gal, så længe hun ikke lever med Gud, og hun vil ikke glemme det, vi sagde til hende. Så Gud har noget at arbejde med i hende. Jeg kunne have valgt bare at være sød og sige: ”Det du går og laver er ikke så godt, men Gud er stadig med dig, og vi er stadig med dig. Så du skal ikke være ked af det”, men jeg tror, at det nærmere ville gøre, at hun ikke kom til at se virkeligheden i øjnene, med det hun gik og lavede. Uanset hvor meget vi siger, at det ikke er så galt, og det skal nok gå, laver det ikke om på, hvor slemt det står til. Det ændrer ikke på, om personen måske er på vej til Helvede. 

Jeg tror, at hvis vi gør mere opmærksom på syndens konsekvens i vore menigheder, vil det medføre, at mennesker ser mere alvorligt på det med synden, og det får folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de gør noget dumt. Hellere blive sat på plads nu, selvom det ikke er så rart. For lever man i bevidst synd, vil man gå fortabt, og det er lige meget, om man er præst eller kommer i en kirke. Så lad os få gjort op med synden, så længe der er tid, for en dag er det for sent. 

Guds ord er sandt

Hvad siger Bibelen? 

"Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. Hører han dig ikke, så tag en eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder" (Matt. 18,15-17).

Vi læser her at det med at udelukke mennesker i menigheden, er den sidste løsning, og det skulle helst ikke komme dertil. Men hvis vi ser en broder eller søster synde, skal vi ikke være ligeglade (1 Joh 5,16). Nej, vi skal se efter hinanden. Vi skal formane og hjælpe hinanden, så at vores broder og søster ikke falder. Vi læser lige Jak. 5,19-20:

"Mine brødre, hvis en af jer forvilder sig bort fra sandheden, og en anden får ham til at vende om, skal han vide, at den, der får en synder til at vende om fra den vildfarelse, han lever i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler mange synder". 

Det betyder så meget, at vi hjælper hinanden og ikke bare agter på os selv, men også på hinanden. For hvis synden først er kommet ind i ens liv, blænder den sådan, at man ikke altid selv kan se problemet/synden mere, og der er det så vigtigt, at der er en, der kan komme til hjælp. 

"Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov" (Gal. 6,1-2).

Jeg vil senere komme mere ind på det med at stå sammen og det med at formane hinanden. 

Vi læser lige et godt stykke, som vi bagefter kigger lidt nærmere på. 

”Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru. Og så er I tilmed indbildske! Burde I ikke snarere være fortvivlede, så han, der har gjort dette, fjernes fra jeres midte? Hvad mig angår, så har jeg, personligt fraværende, men åndeligt nærværende, allerede fældet min dom over den skyldige, som om jeg virkelig var til stede: Han skal, når I er forsamlet i vor Herre Jesu navn, og jeg er åndeligt til stede, med vor Herre Jesu kraft overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag. 

Jeres stolthed klæder jer ikke. Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød. 

I mit brev skrev jeg til jer, at I ikke må have med utugtige mennesker at gøre. Jeg mente ikke i det hele taget utugtige her i verden eller griske mennesker og røvere eller afgudsdyrkere, for så måtte I jo forlade denne verden. Hvad jeg skrev til jer, var, at I ikke må have med nogen at gøre, der har navn af broder, men lever utugtigt eller er grisk eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en røver. I må heller ikke spise sammen med sådan en. Er det da min sag at dømme dem, der står udenfor? Er det ikke dem, som er indenfor, I skal dømme? Dem udenfor skal Gud dømme. "I skal udrydde den onde af jeres midte” (1. kor. 5,1-13).

Det er meget voldsomme ord, at manden, som har begået utugt, skal overgives til Satan, men jeg vil have, at vi skal tænke over det. Når Gud kommer med dette bud, er det ikke for, at han ikke ønsker, at manden skal komme tilbage til ham. Nej, Gud ønsker, at alle mennesker skal blive frelst. Han ønsker ikke, at nogle skal gå fortabt, og det ser vi også i vers 5, at grunden til, at han skal fjernes fra menigheden, er at "det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag". Så selvom vi kan tænke, at det ikke er særlig kærligt gjort, er det netop gjort med det kærligste formål, hvilket er at ikke nogen skal gå fortabt. Grunden til, at synden får sådan en stor konsekvens, er, at man skal se, at det er et voldsomt problem, at man lever i synd, så man kan omvende sig og komme tilbage til Gud. Det er vigtigt, at vi begynder at være lydige mod Gud og ikke tænker, at vi ved, hvad der er det bedste. For Gud er så langt større end os. 

Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort, det at sige noget til dem, der lever i synd, og det at udelukke folk fra menigheden, da det er mennesker, vi har med at gøre. Og man ikke ønsker at komme til at gøre noget, der er forkert. Som jeg har fortalt, har jeg selv siddet i et lederskab i en kirke, hvor vi stod overfor en, der ikke ville indse, at synden var et problem. Det kræver en masse visdom, men det Gud ønsker fra os er lydighed, uanset om det kan virke ubehageligt. 

Den mindste smule…

Når Paulus er inde på det med, at "den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen", tror jeg, at vi bare må være lydige. For husk at Gud er en hellig Gud, og han kan ikke have noget med synd at gøre. Derfor er det vigtigt, at vi i vore menigheder ikke tolererer synd. Vi har alle en længsel efter at se et gennembrud i vore menigheder, og se mennesker bliver frelste, og at kirken bliver fyldt med mennesker, der råber til Gud om nåde, og at folk bliver helbredt og sat fri. Det er ikke noget, vi selv kan føre igennem. Det er kun Gud, der kan gøre det. Uanset hvor meget vi stræber for at se det ske i vore menigheder, kan vi ikke få det til at ske af os selv. Det er kun Guds kraft, der kan gøre det, og jeg tror, at der er en sammenhæng imellem det, at vi ikke ser Guds kraft, som vi gerne ville, og det at vi tillader synd i vore menigheder. 

Fordi vi ikke ser så meget af Guds kraft i vore menigheder, prøver vi på så mange forskellige måder at få mennesker til at komme. Vi prøver på verdens måde at nå mennesker ved f.eks. videomaraton, diskofester m.m., og ungdomsmøderne bliver mere hygge på verdens måde med spil og videofilm end Guds kraft, fordi vi bliver så desperate. Så i stedet for at omvende os og råbe til Gud, lader vi ”verden” komme ind i vore kirker, og vi prøver at konkurrere med ”verden” for at nå mennesker på den måde. Men mennesker har ikke brug for, at vi bliver ligesom ”verden”, de har brug for at se Gud. 

Og fordi man ikke ønsker at nogle af menighedens medlemmer skal forlade vore menigheder og evt. begynde at komme i andre, tillader man f.eks., at det er i orden at drikke alkohol, gå i byen, ryge m.m., og den renhed og radikalitet, som Gud ønsker, forsvinder. Når så endelig der er nogle, der bliver frelst og kommer ind i menigheden, oplever de det samme, som de så i ”verden”, bare knap så ekstremt som det ”verden” tilbyder. De tænker så, at hvis det er det samme, de har at tilbyde her som ”verden”, kan vi ligeså godt leve i ”verden”, da det jo så var noget mere vildt og sjovt. 

Ikke spise med hvem som helst

Vi forsætter. Vers 11: 

"Hvad jeg skrev til jer, var, at I ikke må have med nogen at gøre, der har navn af broder, men lever utugtigt eller er grisk eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en røver. I må heller ikke spise sammen med sådan en" (1. kor. 5,11).

Hvis der er en af vore brødre eller søstre, der begynder at leve forkert, tror jeg tit, at vi griber det helt forkert an. I stedet for at vise hvor alvorligt det er, ved at give dem et valg mellem synden eller menigheden/fællesskabet, viser vi med vore liv, at det ikke er så galt. Ja, vi siger måske godt nok i ord, at det ikke er så godt, at vedkommende f.eks. flytter sammen med en kæreste, før de er gift, men det har ingen konsekvens i menigheden/fællesskabet. 

Hvis vi er sammen, som vi var før, spiser sammen med dem, hygger os sammen m.m., vil vedkommende ikke se alvoren i, at han/hun lever i synd. 

Hvis min bedste ven f.eks. begyndte at overveje at prøve at tage stoffer, ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne for, at han skulle lade være med det. Jeg ville prøve at få ham til at forstå, at det var det dummeste, han kunne gøre, og på den måde advare ham. Hvis han stadig ikke rigtig ville lytte, ville jeg prøve at redde ham ved at sætte vort gode venskab på prøve. Jeg ville sige til ham, at hvis han ville tage stoffer, kunne vi ikke være venner mere, og håbe at det ville gøre, at han overvejede det en ekstra gang. Så kunne han se konsekvensen her og nu, og da var det lige pludselig ikke "bare" et valg mellem at tage stoffer, og at jeg ville blive sur. Men det var et valg mellem stoffer og vort venskab.

 Hvis han alligevel valgte stofferne, som jeg ikke tror han ville gøre, ville jeg sige, at hvis han vendte om, ville jeg være der som en ven igen. Men i mellemtiden ville jeg ikke have noget med ham at gøre.

Når jeg kommer med sådan et eksempel kan alle se, at det jeg gør, ikke er så dumt, og at det netop viser, at jeg holder af ham. Det er også det Paulus her er inde på. Det er ikke det, at man i hvert fald ikke vil have noget med dem af gøre. Det er for at redde dem. 

Tænk over det næste gang du står i en lignende situation og bed Gud om at vise, hvad du skal gøre. Så vi ikke bare følger vores humane og verdslige levemåde, men at vi gør det, der på lang sigt er bedst for vedkommende. 

Udryd det onde fra jeres midte

Det, der står med at udrydde det onde fra vores midte, tror jeg er vigtigt. Ikke bare at vedkommende oplever konsekvenserne ved synden, så han omvender sig, men også fordi bevidst synd i vore menigheder, vil påvirke hele menigheden og ikke bare synderen. Det hindrer bl.a. Helligånden i at virke det, som han gerne vil. 

Lad os se lidt på Akan i Det gamle Testamente. 

Man kan læse i Josva bogen. 6,1, at israelitterne skulle til at gå i krig, og om hvordan Gud gav en befaling til israelitterne/menigheden, at de ikke måtte tage noget af det, der var lagt band på. Det var en befaling til hele menigheden, men det der skete var, at en mand ved navn Akan tog noget af det, der var lagt band på og gemte det i sit telt, så ingen så det. (Jo, Gud så det, han ser alt). Det gjorde, at næste gang de skulle i krig, gik Gud ikke med, pga. at der var synd i menigheden, også selvom det denne gang endda var en meget let modstander. Der var ikke engang grund til at hele hæren drog i krig, men det var nok, at de kun sendte 2000-3000 mænd. Der sker det, at 36 mænd dør og resten flygter, og hele menigheden mister modet. Josva råbte så til Gud om, hvorfor han svigtede dem, og Gud sagde: 

"Herren sagde til Josva: "Rejs dig op! Hvorfor kaster du dig til jorden? Israelitterne har syndet og brudt den pagt, jeg pålagde dem. De har taget noget af det, der er lagt band på; de har stjålet og skjult det og lagt det blandt deres egne ting. Israelitterne kan ikke holde stand over for deres fjender, de bliver slået på flugt af dem, fordi de er kommet under band. Jeg vil ikke længere være med jer, hvis ikke I fjerner og tilintetgør det, der er lagt band på" (Jos. 7,10-12).

Her læser vi, hvordan alle israelitterne fik skylden, selvom vi læste, at det kun var en mand nemlig Akan, der syndede. Vi læser altså, at selvom der kun var en mand, der syndede, faldt straffen ikke bare på ham men på hele menigheden, hvilket gjorde at 36 mand mistede deres liv. Interessant ikke? Det der sker er, at Akan og alt hvad han har af ejendele, børn, dyr, det hele bliver brændt og stenet. Efter de har udryddet det onde fra deres midte, kan de så let som ingenting slå dem, de tabte til før. Hvorfor? Fordi denne gang var Gud med dem (Jos. 6,18 og kapitel 7-8 og Jos. 22,20). 

Det er en alvorlig fortælling, og sammen med det vi har læst fra Det nye Testamente, ser vi, at det med synd i menigheden ikke er noget, man leger med. 

Derfor er der endnu mere grund til, at vi står sammen og hjælper hinanden, for at synden ikke skal få lov til at komme ind i vore liv og i vore menigheder. Jeg vil i næste kapitel komme mere ind på det princip, at vi står sammen og formaner hinanden. 



10. Lad os stå sammen 

"Forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder "i dag", for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag" (Hebr. 3,13). 

Vi har alle brug for en eller flere at stå sammen med. Vi har brug for at have en, der ikke er bange for at sige sandheden til os, hvis vi er ved at gøre noget dumt, eller hvis vi har synd i vore liv. Bibelen taler en del om at formane og hjælpe hinanden og irettesætte, hvis man ser synd i en broders eller en søsters liv. Det er utrolig vigtigt, at vi gør dette. Det er ikke altid, at man selv kan/vil lægge mærke til synden i sit eget liv. Synden sniger sig tit langsomt ind, hvilket gør, at man ikke altid kan/vil erkende problemet, før det næsten er for sent. Så lad os tale sandheden til hinanden uden at pakke noget ind. 

Man siger, at "forelskelse gør blind", men det gør synden også. Det er sådan med synden, at har man først lukket den ind, får man selv svært ved at erkende synden. Man kan ikke se problemet mere, for ens samvittighed er blevet forblændet af synden. I de situationer er det så vigtigt, at man har en der kan tale sandheden til én, så man igen kan komme til at se syndens bedrag og blive fri. Det er også vigtigt, at man har en at stå sammen med, når man føler, at man har fået Satan på besøg, og man oplever en voldsom kamp, så man sammen kan modstå Satans fristelser. Og hvis der er synd i ens liv er det også vigtigt at have en at bekende det for, for den eneste måde at besejre synden på er ved at lade den komme frem i lyset. 

"Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd" (1. Joh. 1,7).

Frem i lyset

Så længe synden er i mørket, kan Gud ikke komme til at arbejde med den. Derfor må den frem i lyset ved at bekende den for nogen. Her kræver det, at man har en person i sit liv, som man kan åbne sig for, uden at personen begynder at le af én, og f.eks. går ud og siger: ”Har I hørt, at han/hun har problemer med det og det”. Det er nok desværre sådan i dag, at de færreste har sådan en ven. En man kan sige alt til. Men det starter "bare" med, at man åbner sig. 

For et stykke tid siden hørte jeg en ven, som stillede sig op og fortalte, at han en dag havde oplevet sådan en fristelse i forbindelse med porno. Så han skyndte sig at ringe til en og spurgte, om personen ville komme og stå sammen med ham, da han oplevede sig presset. Personen kom, og de gik til angreb og stod imod fristelsen i Jesu navn og vandt. Det som mange nok ville have gjort var, at holde fristelsen for sig selv, så den ikke kom frem i lyset, hvilket næsten altid vil resultere i, at man bukker under for fristelsen og får synd ind i sit liv. 

"Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død" (Jak. 1,14-15).

Husk, som jeg har nævnt før, at der altid er en udvej ud af fristelserne, så man ikke behøver at bukke under. Det min ven gjorde, da han ringede til en og fik bekendt synden, så den kom frem i lyset, er det eneste rigtige at gøre, hvis man skal sejre over synden. 

Det, at han åbnede sig på denne måde og fortalte, at han havde oplevet en kamp, gjorde, at jeg i dag ved, at hvis jeg har brug for en at stå sammen med, kan jeg komme til ham. Hvorfor? Fordi jeg ved, at han ikke vil le af mig, for han har jo også selv oplevet kampe. Vi vil alle opleve kampe. 

Det er vigtigt, at du ikke tænker, at du nok er den eneste, der oplever disse fristelser og kampe, for det er du ikke. Og derfor er der ingen grund til at være flov og tænke, at du er svag og frygte for, hvad der vil ske, hvis du nævner dit problem til nogen. Du skal hellere tænke på, hvad der vil ske, hvis du ikke siger det til nogen. Husk, den eneste måde vi kan overvinde synden på, er at vi lever i lyset, at alt kommer frem i lyset. Synden vil jo komme frem på et eller andet tidspunkt. Er det så ikke bedre, at den kommer frem, inden det er for sent? Husk, at Gud ser alt - når du fristes, men også når du synder. Så det med at det er bedre, at du holder det for dig selv, for ellers vil de bare tænke sådan og sådan, er et bedrag lige fra Helvede. Så længe synden er i det skjulte, har Satan magten, men så snart den kommer frem i lyset, kan han ikke vinde. Derfor er det så vigtigt, at man åbner sig for hinanden, når man oplever et problem og ikke kun, når man har oplevet sejren. 

"Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er" (Jak. 5,16).

Har du ikke en som du kan komme til, så find en. Find en som du ved, du kan stole på og tal med ham eller hende. Begynd at åbne dig. Har du venner som påvirker dig i en forkert retning, så skift dem ud. Vær ikke sammen med dem. Man bliver utrolig meget påvirket af dem, man er sammen med. Du bliver som dem du omgås. Find derfor nogle som du ønsker at ligne i den måde, de lever med Gud på. 

 "Jern slibes til med jern, det ene menneske sliber det andet til" (Ordsp. 27,17).

Ansigt til ansigt

Jeg har selv i en periode været sammen med en hver uge, hvor vi talte sammen og bad for hinanden. Det vi gjorde var, at vi havde et stykke papir med 20-30 formulerede spørgsmål, som vi så stillede hinanden. Det var på den måde meget lettere hurtigt at komme ind på de mere ”private” områder i vore liv. Nogle af spørgsmålene var f.eks.: "Har du skadet en anden person med dine ord, enten bag vedkommendes ryg eller ansigt til ansigt? Har du givet efter for en fristelse på det seksuelle område? Har du haft romantiske fantasier om andre end din ægtefælle eller set/læst seksuelt ophidsende materiale? Har du været under påvirkning af hash, alkohol eller lignende?” Nu kan det godt virke lidt stift at stille hinanden spørgsmål fra et stykke papir. Men det gjorde, at det meget hurtigt blev normalt for os at snakke om de lidt mere ”private” ting, som ellers ville tage lang at turde tale om. En ting, der også er godt, ved at mødes med en person regelmæssigt, er, at hvis man står overfor en fristelse, ved man at f.eks. i morgen skal man stå ansigt til ansigt overfor ham/hende, hvor man vil blive spurgt, om man har gjort det og det, og der bliver man nødt til at fortælle sandheden. Det gør, at man lige overvejer det en ekstra gang. For som kristen kan man ikke lyve, for løgnere tilhører ikke Guds rige. Nu burde der gerne være så meget gudsfrygt i ens liv, at det ikke er nødvendigt, at der skal en anden person til at stå overfor én, før man overvejer en ekstra gang, når man står overfor fristelsen. For Gud ser alt, og Gud ser også, når man synder. Når man synder, vil synden få en konsekvens, lige meget om andre ser det eller ej. Men dette med at skulle stå over for en anden kan hjælpe, så man ser konsekvensen her og nu. Det kan hjælpe, så man vokser og lærer at takle fristelserne. 

Så lad os begynde at åbne os for hinanden. Det er da bedre at blive lidt flov end at gå fortabt. Husk at synd adskiller fra Gud. Lad os begynde at formane hinanden som Paulus gjorde, så vi ikke falder. 

"I kære, jeg formaner jer til som udlændinge og fremmede at holde jer fra kødets lyster, som fører krig mod sjælen" (1. Pet. 2,11).

Hvad var der sket?

Vi går lidt videre med det, at vi har brug for hinanden - med et lille vidnesbyrd:

Da jeg i 1995 kom til tro på Gud, var jeg i lære som bager. Efter at jeg havde været kristen ca. tre-fire måneder, skulle jeg igen på Teknisk skole i ti uger, sammen med dem jeg plejede at gå med. Vi var især tre-fire stykker, som jeg gik meget sammen med, og normalt når vi var sammen på skole, var det fest og druk i alle de ti uger, vi var af sted. Vi plejede at være dem, der var med på lidt af hvert, men nu var det jo lidt anderledes, for jeg var blevet kristen i mellemtiden. Så denne gang havde jeg det sådan, at de bare skulle have Jesus og komme til tro hele bundtet. Jeg skulle med toget tidligt om morgenen, og på vej i toget bad jeg og var rigtig spændt. Jeg kom så ned på skolen, og mine gamle venner kom hen til mig. ”Hvad så Torben, så er vi her igen. Går det godt? Skal vi ikke i byen på onsdag, der er billig fadøl?” Jeg følte mig lige pludselig ret lille, og jeg følte ikke, jeg havde så meget at sige. 

Dagen efter fik jeg heller ikke nævnt et ord om, at jeg var blevet kristen. Jeg mærkede, at det blev sværere og sværere for mig at modstå de fristelser, der var. Og dagen efter (om onsdagen) spurgte de så, om jeg ikke skulle med i byen, og selvom jeg havde bestemt hjemmefra, at jeg ikke skulle i byen, men at jeg ville fortælle, at jeg var blevet kristen, hørte jeg til min overraskelse mig selv sige: "Nej, jeg kan ikke i dag, men jeg vil gerne i morgen". Da jeg senere kom hjem, var jeg fuldstændig færdig, og alt det med Jesus var lige pludselig så svært. Hvad skulle jeg gøre, for jeg vidste inderst inde, at de havde brug for Jesus, og at det ikke var godt, at jeg gik i byen. Jeg gjorde heldigvis det, der var rigtigt. Jeg havde brug for en, der kunne stå sammen med mig. Så jeg tog telefonen for at ringe til min cellegruppeleder, men han kunne ikke komme. Hvad gør man så? Jo, jeg ringede bare til en anden - til min ungdomsleder - og sagde, at jeg oplevede kamp og var meget forvirret. Han ville så komme efter en time, så jeg gik i gang med at rydde lidt op. Jeg var stadig meget forvirret og hang med hovedet, men da jeg gik ud med skraldespanden, mødte jeg to damer fra kirken. De spurgte, hvordan det gik, og jeg fortalte dem, hvordan det gik, og de begyndte med det samme at sige, at jeg bare skulle stå imod, og at Gud var med mig osv. Efter et par minutter sammen med dem med skraldespanden i hånden, var jeg totalt forvandlet. Jeg følte allerede, at jeg havde sejret. Da min ungdomsleder så kom lidt senere, var jeg helt oppe at køre, og vi snakkede lidt og bad sammen. Dagen efter da jeg kom ned på skolen, og vennerne kom hen til mig og spurgte, om jeg skulle med i byen samme aften, sagde jeg: "Nej, jeg vil ikke med i byen, for jeg har mødt Jesus, og han har forvandlet mit liv. I har også brug for at møde ham". Så var der sejr. Da jeg først havde meldt ud, at jeg var blevet kristen, var det intet problem mere at modstå deres tilbud. To uger efter kom der en fra min klasse og spurgte, hvad det egentlig var, der var sket med mig, siden jeg ikke ville i byen mere. Vi fik en rigtig god snak, og en uge efter mødte hun selv Jesus. Men hvad var der sket, hvis jeg ikke havde ringet og ikke havde mødt de damer fra kirken? Jeg ved det ikke, men det ville i hvert fald have set noget anderledes ud. Ser du? Vi har brug for hinanden. Vi har alle noget at give, og når vi står sammen, kan Satan ikke komme ind og slå os. 

Opdragelse gør ondt

Lad os ikke være bange for at formane hinanden, hvis vi ser noget ved hinanden, der er galt. Sig det. Ja, jeg ved godt, at det ikke er det letteste at sige, og det er heller ikke rart at blive rettet, men det er så nødvendigt. Hvis jeg f.eks. kommer til at bagtale eller gøre noget andet, der er forkert, skal min kone nok sige det til mig. Det, der plejer at ske, er, at jeg bliver lidt gal på hende. Hvorfor? Ikke fordi at hun ikke har ret, men fordi det gør ondt. Mit kød bryder sig ikke om det, men efter et par minutter må jeg bare bekende, at hun havde ret, og jeg omvender mig. Ja, det er ikke altid så rart, når man bliver irettesat, men det er nødvendigt, hvis vi skal nå målet. Så lad os ikke være bange, men sige sandheden hvis der er synd i ens liv. Det er det eneste kærlige og rigtige at gøre. 

Hebr. 12,10-11: 

"For vore fædre tugtede os for en kort tid, som de nu ville, men Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed. Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den". 

Gal. 6,1-3: 

"Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov". 

1. Thess. 5,14-15: 

"Vi formaner jer, brødre, vejled dem, der ikke lever ordentligt, trøst de ængstelige, tag jer af de svage, vær langmodige med alle. Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt, men stræb altid efter  at gøre det gode mod hinanden og mod alle". 


11. Hvad nu? 

Nu har vi set lidt på, hvad den sunde lære og gudsfrygt er. Vi har set lidt på nåden, og vi har kigget på synd både i menigheden og i vore egne liv. Hvad nu? Jo, jeg håber, at Gud har talt til dig igennem det, vi har kigget på, og du har fået åbenbaret en måske ny side af, hvad synd er og gør i vore liv, og at du vil komme til at opleve en større gudsfrygt, end du nogensinde har haft før. Jeg vil så sige som Paulus i 1. Tim. 4,7-8:

"Øv dig i gudsfrygt; for legemlig øvelse nytter kun lidt, men gudsfrygten er nyttig til alt og har i sig løfte både for dette liv og for det, som kommer". 

Jeg kan frimodigt sige, at jeg føler, at Gud har kaldet mig til igennem denne bog at føre hans menighed ind i en hellighed og gudsfrygt, som gør, at vi vil komme til at se Guds kraft, som aldrig før. Meget af den undervisning jeg har kommet med, er noget som Gud har åbenbaret for mig igennem længere tid i helliggørelse og bøn. Jeg kan frimodigt sige, at det er en profetisk bog til den tid, vi lever i i vort land. Min bøn er, at den vil være med til, at vi som kristne må få gjort op med synden i vore liv, som enkeltpersoner og i vore menigheder og kirker rundt omkring i vort land. For jeg er overbevist om, at synden er en stor hindring for, at vi ikke ser det gennembrud, som vi tigger og beder om. Vejen frem for vores land er bøn. Jeg er overbevist om, at vi i den kommende tid vil se et gennembrud i forbindelse med bøn, for det er ved at gå op for os, at vi kun kan vinde den kamp, vi står i, med åndelige våben, og det er bønnen. Hvorfor skriver du så ikke om bøn? Jo, fordi inden vi vil opleve, at vore bønner får en gennembrudskraft, er det nødvendigt, at vi lever rent og helligt, at vi lever et liv i omvendelse, for hvis der er synd i vore liv, hører Gud os ikke. 

"Herrens arm er ikke for kort til at frelse, 

hans ører ikke for døve til at høre. 

Nej, det er jeres synder, 

der skiller jer fra jeres Gud; 

jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, 

så han ikke kan høre jer". 

(Es. 59,1-2)

Der er blevet bedt mange bønner for Danmark igennem mange år, men jeg tror, at vi kan bede fra nu af og til Jesus kommer igen, uden at vi ser den vækkelse, som vi ønsker, så længe vi tillader synd i vore liv og menigheder. Jeg er også overbevist om, at hvis vi som kirke kommer tilbage til den sunde lære, så vi får gudsfrygt ind i vore liv og menigheder og får gjort op med synden, vil vi begynde at se Guds kraft som aldrig før. Vi vil begynde at se, at syndere kommer i syndenød og omvender sig, og at mennesker bliver sat fri og helbredt. 

 

Gud taler til sin menighed

For et lille stykke tid siden blev der læst en profeti op på et møde, jeg var til. Det var en i en menighed, der fik denne profeti og skrev den ned, og den blev læst op til mødet. Når jeg nu kommer med den, så tænk på, at det er profetiske ord, det er et ord fra Gud - ikke til en bestemt menighed, men til Guds folk i dette land.

Herren siger til menigheden:

Jeg ønsker et folk med rene hjerter. Jeg er træt af, at det kun er jeres læber, der ærer mig og ikke jeres hjerter.

Jeg er en hellig og nidkær Gud, der ikke tåler synd. Jeg sendte min søn til jorden, for at I kan få tilgivelse for jeres overtrædelser, men I leger med min nåde. Når I kender en synd i jeres liv, vil jeg, at I bærer den frem for korset og lader den ligge der. Det handler ikke om, hvorvidt I føler, at I er klar til at gøre dette eller hint, det handler om, at når min Hellige Ånd rører sig i jeres hjerter, så MÅ I adlyde. Det er en beslutning, jeg vil, at I skal tage, hvis I ønsker min hellighed ind over jeres liv.

Jeg ønsker at nå alle i verden med min kærlighed og frelse, men I står i vejen, jeg kan ikke komme til med min Hellige Ånd. I er ikke værdige til at bære min herlighed og hellighed ud i verden, fordi jeres hjerter er fyldt med uopgjort synd.

Tror I det var for sjovt, jeg sendte det dyrebareste, jeg har til denne jord og lod ham lide så meget under jeres synd, at jeg måtte forlade ham i dødsøjeblikket?

NEJ! Jeg gjorde det af kærlighed, og hvor det smerter mig, når I bare tager så let på det. Jeg tåler det ikke. Hvis I vil noget med jeres overgivelse til mig, hvis I vil noget med jeres liv i evigheden, SÅ OMVEND JER!!!

Åh, mine børn forhærd ikke jeres hjerter, når jeg ved min Hellige Ånd taler til jer og minder jer om ting. Tag en beslutning og få gjort op. Det vil gøre ondt i jeres kød, I vil føle jer ydmyget og udstillet overfor mennesker, I vil opleve Satans angreb og hans forsøg på at få jer til at lade være, MEN GØR DET! Hellere i dag end i morgen. Han har ingen taleret i jeres liv, når I tilhører mig!!!

Jeg længes så usigelig meget efter at få lov til at gennemsyre jeres liv. Jeg ønsker at se min kærlighed og hellighed gennem jer skinne ud i denne verden. VERDEN HAR BRUG FOR JER. I er mine sendebud, jeg har ikke andre!!!

Åh, hvor jeg længes efter, at I overgiver ALT til mig, så jeg kan få lov at velsigne jer og lade jer være en del af den vækkelse, jeg venter på at sende over jeres land og jeres byer. I har fået mange ord fra mig om vækkelse, og I tror ikke længere på det, I beder ikke længere om det. Nej, for I har forhærdet jer!

Vækkelsen er her, men jeg mangler arbejdere, der vil lægge alt ned for mig for at leve et helligt og mig velbehageligt liv.

I hyklere, I ser på det ydre, jeg kan ikke bruge jeres traditioner og ritualer til noget, hvis ikke I er overgivet til mig er det tomme ord og handlinger og endog spot med min hellighed.

I har mange evner, jeg har givet jer dem, men ikke til at gå i egen kraft. Jeg ledes, når jeg ser det. I kan intet udrette, hvis ikke det er mig, der har førstepladsen!!!!

Hvis I vil vælge at omvende jer fra jeres synd, så vil I se min herlighed bryde igennem og se en vækkelse bryde ud over denne by, ja hele landet, men vil I ikke, har i forhærdet jer og trodset mine befalinger. I er ikke længere mine tjenere, blot ordets hørere men ikke dets gørere.

Åh, hvor jeg græder, når jeg ser på jeres hjerter, vil I dog bare give slip på alt jeres eget og lade mig komme til. Jeg har så meget at give jer, og det er ikke mig, der holder tilbage, men jer der står i vejen for, at jeg kan udøse det.

Omvend jer denne dag. Omvend jer!!

Det er nogle voldsomme ord, og det er noget, vi burde læse flere gange og spørge Gud om, hvad han vil sige til dig/mig igennem dette. Når han så peger på noget i vore liv, må vi adlyde og omvende os, så Gud kan komme til. Det profetiske ord har bekræftet meget af det, jeg har med i bogen. Gud er en hellig Gud, der afskyer synden. Vi skal ikke lege med hans nåde. Gud ønsker at forvandle dette land, men hvis vi tillader synden og lever et lunkent liv, kan han ikke bruge os. Lad os ikke være en hindring for, at Guds rige bryder igennem, ved at vi ikke omvender os.

Lad os tage dette profetiske ord til os. Lad os meditere på det, og lad Gud tale til os. Lad os leve et liv i overgivelse og gudsfrygt, hvor vi ydmyger os ind for ham. 

Når vi lever et overgivet og gudfrygtigt liv, og vi så råber til ham af vore lungers fulde røst, vil vi komme til at se en åndsudgydelse, som aldrig før. 

Det skal ske derefter

"Det skal ske derefter: 

Jeg vil udgyde min ånd 

over alle mennesker. 

Jeres sønner og døtre skal profetere, 

jeres gamle skal have drømme, 

jeres unge skal se syner. 

Selv over jeres trælle og trælkvinder 

vil jeg udgyde min ånd i de dage". 

(Joel 3,1-2)

Hvis vi læser om den åndsudgydelse i Joel 3 vers 1-2, som vi også så på pinsedagen, ser vi, at vers 1 starter med: "Det skal ske derefter". Det, at der står, at det skal ske derefter, betyder, at før det vi læste, var der sket noget, der havde betydning for denne åndsudgydelse. Lad så se lidt nærmere på, hvad det var der skete før. Vi går lige tilbage til kapitel 2.

"Men selv nu

siger Herren:

Vend om til mig af hele jeres hjerte

med faste, gråd og klage!

Sønderriv jeres hjerte

og ikke jeres klæder,

vend om til Herren jeres Gud!

For han er nådig og barmhjertig,

sen til vrede og rig på troskab;

han kan fortryde ulykken".

(Joel 2,12-13)

Man kan læse i Joel 2 fra vers 12, at Gud opfordrer til omvendelse. Han opfordrer til, at de skulle vende om af hele deres hjerte og rense sig fra synd. Først derefter, efter at de har omvendt sig fra deres synd, kan man læse fra vers 15, at de sammenkalder til bøn. Så først omvendelse og så bøn, og så kommer resultatet i vers 18: 

"Da brænder Herren af nidkærhed for sit land, han skåner sit folk" (Joel. 2,18).

Lad os ikke være en hindring

Vi har brug for, at Gud skåner Danmark. Danmark har brug for Gud. På mange måder lever vi i et land, der er værre end Sodoma og Gomorra. Gud ønsker at se, at Danmark bliver forvandlet. Lad os ikke være en hindring for Gud, ved at vi tillader synd. 

Vi har bedraget os selv alt for længe ved at tro, at vi kan leve, som vi vil og så stadig bede til ham og forvente, at han hører os. Der er blevet bedt mange bønner for vort land, uden at vi har set et gennembrud. Hvorfor? Fordi betingelserne ikke er i orden. Jeg tror af hele mit hjerte, at når vi som hans menighed kommer ind i det, som jeg bl.a. er kommet ind på i denne bog, om at leve et rent og gudfrygtigt liv, og vi begynder at forkynde ordet, som det virkelig er, uden at pakke noget ind, vil vi komme til at se en vækkelse, som aldrig før. Vi må tale om, at synd adskiller fra Gud, og at omvendelse fra synden giver adgang til Gud igennem Jesus. 

Inden vi fortsætter med at råbe til Gud om vækkelse, så lad os gøre op med synden, og vi vil komme til at se et forvandlet land. 

"Når nogen lukker ørerne for belæring, vækker endog hans bøn afsky" (Ordsp. 28,9).

Men der er håb for Danmark, for 

"en retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er" (Jak. 5,16). 

Afslutning

Må Gud velsigne dig i dit liv med Gud. Må du komme ind i det liv, Gud har for dig. Må vi alle helliggøres, så vi der lever med Jesus nu og fortæller om ham ikke selv må gå fortabt, men få det evige liv. 

"Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet" (1. Kor. 9,27).

"Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv" (Rom. 6,22).

Og må vi alle bære de frugter, som omvendelsen kræver af os, så vi kan være Gud til behag.

"Til de skarer, der kom ud for at blive døbt af ham, sagde han: "Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da de frugter, som omvendelsen kræver, og kom ikke og sig ved jer selv: (Jeg kommer i kirken. Jeg læser i Bibelen og beder til Gud. Jeg vidner for mennesker. Jeg taler i tunger osv.) Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden"(Luk. 3,7-9).



"Men jeg forkyndte først for dem i Damaskus og derefter i Jerusalem og i hele jødernes land og så for hedningerne, at de skulle omvende sig og vende om til Gud og gøre de gerninger, som omvendelsen kræver" (ApG. 26,20).

 (Januar 2004)

 

Nu tre år efter

Jeg har ved åbenbaringen af ”Den sunde lære” og ved at få øjnene op for at Gud virkelig, er Hellig og vil dømme synden og ulydigheden hvor den findes, virkelig oplevet en frihed, som jeg nu tre år efter kan sige er blevet ved med at være den samme. Jeg føler stadig en frihed fra synden og en frimodighed ind for Gud, som jeg ikke havde før.

Så hele mit liv blev forvandlet ved det, der skete for tre år siden. Jeg har ved åbenbaringen af ”Den sunde lære” fået en dybere forståelse af hele Guds ord, som jeg også har oplevet andre har fået, når de har hørt budskabet ”Den sunde lære”.

Jeg behøver i dag ikke mere at hoppe over de steder i Bibelen, der taler om ”synd imod Helligånden”, ”synd til døden” (1 Joh. 5,16), og når Jesus taler om, at hvis saltet mister sin kraft, så bliver det ikke til salt igen osv. Det hele hænger nu sammen og giver forståelse.

Jeg har kun nogle få gange indtil nu undervist hele budskabet ”Den sunde lære”, da jeg har oplevet, at det ikke var tid til det endnu, men det har været til stor velsignelse, men nu vil jeg frimodigt tale det, Gud har givet mig. Selvfølgelig stadig i det tempo han leder mig i.

Jeg vil nu, som slutningen til denne bog, komme mere ind på det med at miste frelsen, synd imod Helligånden og det at lære sandheden at kende.

Husk, som jeg hele tiden har sagt, at der er forskel på at komme til at synde, og det at fortsætte med at leve i den bevidste synd, eller at synde med vilje.

Hvis dette skaber noget forkert i dig, som jeg også har nævnt før, så gå tilbage og læs bogen forfra, så du får den rigtige forståelse af det.

Denne undervisning skulle gerne gøre, at du ser et behov for at overgive alt til Gud og leve i lyset, hvilket det også har gjort i mig. 

Jeg forstod, at jeg ikke kunne få lidt af verden og lidt af Gud, men at det var enten eller. Jeg forstod, at jeg ikke skulle tage let på min frelse, men at det var noget, og stadig er noget, som jeg skal arbejde på med frygt og bæven, som Paulus siger det, Fil. 2,12.

Jeg forstod, at ti minutter i bøn til Gud her og der, mens man ellers fylder sig med en masse andet, ikke er nok. Men at det virkelig er et spørgsmål om at dø fra sig selv og ens eget.  At vi ikke lever selv, men lader Jesus være Herre i vores liv på alle områder. (Gal 2,20)

Ja, vi har virkelig behov for at leve i et tæt fællesskab med Gud. At søge ham, lære ham at kende og  frigøre os fra synden, så vi kan holde ud i det løb, der er foran os. 

Bibelen taler som sagt om, at ”den sunde lære”, eller ”den sande lære” er en lære, der skaber sand gudsfrygt.

Så hvis den gudsfrygt mangler i vore kirker, må det være et tegn på, at det ikke er Guds sande ord og den sunde lære, vi taler, men bare det som kildrer folks ører, som Paulus netop advarer os imod i 2. Timotheus kapitel 4 vers 3-4, hvor der står:

”der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter”.

I 1. Tim 2,4 står der, at: ”(Gud) vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.”

Der står, at Gud vil, at alle skal frelses og komme til erkendelse af sandheden og ikke, at alle skal frelses ved, at de kommer til erkendelse af sandheden.

Vi må forstå, at der er dybder, som vi skal ind i, noget der ikke kommer af en håndsoprækning til et møde, men ved åbenbaring af Gud og hans ord.

Jesus siger, at vi skal lære sandheden at kende, og den skal gøre os frie.

Og det sker ved, at vi bliver i hans ord og ved erkendelse af ham.

 

”Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«” (Joh. 8,31-33)

Mange der kommer i kirkerne kæmper med synden, og en af årsagerne til det er, at de ikke virkelig har lært sandheden at kende. For igennem erkendelsen af sandheden får man en sand gudsfrygt, hvilket gør, at man ser synden som synd og forstår, hvad det vil sige, at synden har en konsekvens i ens liv, samt at det er en hellig og retfærdig Gud, vi tjener. 

Et andet problem i dag er, at mange ikke virkelig er kommet igennem til Gud. De har ikke virkelig omvendt sig, eller de mangler at blive døbt i vand på deres egen tro eller blive døbt med Helligånden. Alle 3 ting er nødvendige for at komme ind at leve det liv, Gud kalder os til. 

Når man oplever dette, og Helligånden begynder at åbenbare, hvem Gud er, vil man opleve sand gudsfrygt.

Når man får denne gudsfrygt, og derfor holder sig fra synden, altså får det rigtige forhold til synden, sker der det, at Gud frier en fra fristelser, så det bliver lettere at overvinde synden. Men lever man i smudsigt begær og ikke lytter til Herrens opdragelse, vil Gud holde en fast i synden til dommes dag. Så det er meget alvorligt, at vi som Guds folk kommer ind og får det rigtige forhold til synden, hvilket kommer igennem erkendelse af den sunde lære.

”Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse, men at holde de uretfærdige i forvaring til straffen på dommens dag, især dem, der beherskes af kødet i smudsigt begær og foragter Herrens myndighed.” (2. Pet. 2,9-10)

Jesus siger også, at vi ikke skal frygte Satan eller mennesker, men at vi skal frygte Gud.

”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere. Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte.” (Luk 12,4-6)

Efter han siger dette i Lukas evangeliet, kommer han ind på, at den der spotter Helligånden ikke skal få tilgivelse.

”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil Menneskesønnen også kendes ved over for Guds engle. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil også blive fornægtet over for Guds engle. Enhver, som taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse. Men den, der spotter Helligånden, får ikke tilgivelse.” (Luk 12,8-11)

At synde imod Helligånden er altså mere end at fornægte troen, men det er at synde bevidst, eller at fortsætte i den bevidste synd, efter man har lært sandheden at kende, for da spotter man Guds Ånd i sit liv. 

Før da mennesker var under loven, var de nemlig bundet af synden, men når man vender om og blev døbt og kommer ind under nåden, sker der det, at man bliver befriet fra syndens magt, og nåden/Guds Ånd hjælper en og opdrager en til at leve et liv, der er Gud til behag.

”Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden” (Rom 6,14). 

Det er også grunden til, at man under nåden, får en hårdere dom (Hebr.10,29). Derfor læser vi i Mattæus i bjergprædikenen, at Jesus strammer loven op, så nu skal man bare kaste et lystent blik på en anden for at begå utugt med vedkommende osv.

Vi går tit fejl, når vi taler om tilgivelse, da vi glemmer to ting.

Det første er: ja, vi er frelst af nåde og ikke af gerninger, men når man så er frelst, er det noget andet.

For vi er ikke frelst af gerninger, men til gerninger.

”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.”(Ef 2,8-10)

Derfor er du ikke som andre synder, der kommer og skal have tilgivelse for den samme synd igen og igen hele dit liv, men som Jesus siger til kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud i Johannes kapitel 8: ”Gå og synd fra nu af ikke mere.”

Hvis kvinden så fortsatte i sin synd, denne gang bevidst synd, kunne hun ikke bare komme til Jesus og få det samme at vide igen og igen.

Så husk, at når du er tilgivet, er det noget andet, der forventes af dig. Tilgivelse og omvendelse hænger sammen.

Det andet, vi tit glemmer, er, at de fire evangelier, Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, alle var en del af den gamle pagt, det var før Jesus døde på korset og indstiftede den nye pagt. Helligånden var endnu ikke kommet til jorden, og derfor var der endnu ikke nogle, der havde syndet imod Helligånden. Men da Helligånden kom på pinsedag, gik der ikke lang tid, før det skete. I Apg. kapitel 5 kan vi læse om, hvordan Ananias og Safira bliver enige om at synde, altså de synder med vilje, efter de har lært sandheden at kende, og blevet fyldt med Helligånden.

 

”Da sagde Peter til hende: »Hvorfor er I dog blevet enige om at udæske Herrens ånd?”

(Apg 5,9)

Da Guds nærvær var så stærk tilstede blev resultatet, at de faldt døde om med det samme. 

Synden er ikke til at lege med, og efter det med Ananias og Safira står der, at hele menigheden og alle, som hørte det, blev grebet af stor frygt, og efter det oplevede de endnu mere fremgang.

Har man først lært sandheden at kende. Altså har omvendt sig, blevet døbt i vand og med Helligånden og oplevet den frihed det giver, og derefter bare fortsætter med at synde med vilje eller vedvarende, velvidende hvilken konsekvens det giver, kan der altså ske det, at der ingen mulighed er for at få tilgivelse, for da håner man nådens ånd, eller Helligånden som den også kaldes.

”For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne. Den, der bryder Moses' lov, skal uden barmhjertighed lide døden på to eller tre vidners udsagn; hvor meget hårdere straf mener I da ikke, at et menneske fortjener, når det træder Guds søn under fod og vanhelliger pagtens blod, hvormed det selv er helliget, og håner nådens ånd?” (Hebr. 10,26-30)

Dette taler altså om mere, end det ikke at tro på Jesus, som nogle mener er synd imod Helligånden, da hans opgave bl.a. er at overbevise verden om synd.

For hvis der tales om en, der ikke tror på Jesus og er ligeglad med sandheden, ville han jo ikke gå rundt med en frygtelig forventning om dommen.

Nej, en der ikke tror på Jesus, går ikke rundt med en frygtelig forventning om dommen, da han ikke tror på, at der kommer en dom. 

Nej, der tales altså om, at vi kan komme dertil, hvor vi ikke mere kan få tilgivelse, selvom vi gerne vil, for man har forspildt sin chance for at få tilgivelse for altid og evigt, da man har syndet imod Helligånden.

Dette burde tale til os kristne om, at vi ikke skal tage let på frelsen, og det Jesus gjorde på korset. Og dette burde også gøre, at vi ser behovet for at leve tæt på Gud og sørge for, at der ikke kommer noget fejl ind i vores liv, der kan resultere i, at vi ikke når målet, vores sjæls frelse. Vi må altså sørge for, at vi holder os i brand hele livet igennem, og ikke lader syndens bedrag snyde os.

Jeg ønsker virkelig med denne undervisning, at mennesker skal lære sandheden at kende, og sandheden skal sætte dem fri.

Problemet med at tage imod sådan en undervisning er, at vi tit tager vore egne erfaringer og sætter over Guds ord.

Vi tænker: Sådan kan det ikke hænge sammen, for jeg kender jo den og den, der har levet med Gud i mange år og senere faldet helt fra og lever i bevidst synd og derefter er kommet tilbage igen.

Til det vil jeg sige, at Guds ord er klart.

”Det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot.” (Hebr 6,4-7)

Men mange, der kommer i kirkerne i dag, har virkelig ikke lært sandheden at kende og mange lever i et bedrag. De har måske smagt noget af det med Gud, men er ikke kommet helt igennem med frelsen.

De har fået en oplevelse eller berøring af Gud, men de har aldrig rigtig omvendt sig og lagt deres eget liv ned, for at leve med Jesus som deres herre og frelser. Mange mangler stadig at blive døbt i vand på deres egen tro og opleve den frihed, der er i dåben. Andre mangler at blive døbt med Helligånden og få kraften til at leve det nye liv.
Ja, mange mangler, ligesom jeg gjorde, at komme ind at lære sandheden at kende og opleve en dyb omvendelse, samt Guds frygt.

Charles Finney, en af verdens største evangelister, kommer med en god definition på, hvad sand omvendelse/anger er, som vi lige skal læse.

Det er fra bogen ”Principper for vækkelse”, hvor han underviser om, hvordan man skal lede en synder til Gud.

”Anger (omvendelse) indebærer altid had mod synden. Det er at føle mod synden præcis, som Gud gør. Det indebærer altid at forsage synden. Få syndere til at forstå dette! Angrende syndere føler ikke det, som de ikke-angrende syndere tror, de gør. De ikke-angrende syndere tror, at hvis de bliver kristne, er de nødt til at blive væk fra fester, teater, spil eller andre ting, som de holder af. De tror, at de aldrig kan more sig igen, hvis de skal bryde med disse ting.

Men dette er langt fra sandt. Kristendommen gør dem ikke ulykkelig ved at udelukke dem fra frydefulde ting, hvad angår disse ting. De lader ikke til at forstå, at en angrende person ikke har nogen længsel efter disse ting; han har forladt dem, vendt sit hjerte fra dem. Syndere føler, at de vil ønske at gå til syndige steder og gøre syndige ting i lige så høj grad, som de gør nu. Livet som kristen – føler de – vil blive et langt, ulykkeligt offer. Dette er en misforståelse.”

Og så kommer han med denne radikale udtalelse:

”Jeg kender nogle mennesker, som hævder at være kristne, som ville fryde sig over at gå tilbage til deres gamle levevis, hvis ikke de frygtede at ødelægge deres omdømme. Men hør: Hvis de føler på denne måde, kan de ikke hævde at være kristne; de hader ikke synden. Hvis de længes efter deres gamle levevis, viser de, at de aldrig virkelig har angret, fordi anger altid består i at ændre synspunkter og følelser. Hvis de i sandhed var omvendt, ville de med væmmelse vende sig fra disse ting i stedet for at ønske dem. I stedet for at længes efter Ægypten og ønske at vende tilbage til deres gamle venner og selskaber ville de finde deres største fornøjelse i at adlyde Gud.”

(Principper for vækkelse side 280)

Jeg tror at hvis man virkelig kommer helt igennem som vi bl.a. læser her, så vil man heller ikke bare falde fra igen. Men vil som Peter sige:

”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord” (Joh 6,68).

Ja, hvis man engang har omvendt sig, blevet døbt og fået Helligånden og oplevet friheden fra synd, vil man ikke bare leve i synd igen. Især ikke hvis man først har lært sandheden at kende, som jeg kommer ind på i denne bog. Når man først har lært sandheden at kende, vil man, som Paulus formaner os, arbejde med frygt og bæven på sin frelse, og man vil ikke falde fra, eller tillade synden og ulydigheden i sit liv.

”Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær.” (Fil 2,12)

Mange tager for let på deres frelse, selv om Bibelen klart siger flere steder, at man ikke skal gøre det. Man skal nærmere sørge for, at man ikke går glip af Guds nåde, så man ikke ligesom Esau mister sin førstefødselsret.

”Se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter, skadelig rod får lov at sætte skud, så mange forgiftes af den, og at ingen er troløs og vanhellig som Esau, der for et eneste måltid mad solgte sin førstefødselsret. For I ved, at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget, og skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det.” (Hebr 12,15-17)

Dette er et billede fra Det gamle Testamente, men som forfatteren i Hebræer-brevet bruger for at drage sammenligning til vores førstefødselsret, som vi har fået igennem Jesus.

Tænk på dette. Skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det.

Der skete det, som der står i Hebræerne kapitel 10 vers 27, at det eneste der er tilbage er en frygtelig forventning om dommen, der venter én.

”For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne” (Hebr 10,26 - 10,27)

Det, vi lige har læst med at synde med vilje, kan også oversættes med: 

”Hvis vi med vilje bliver ved med at synde, efter vi har modtaget kundskaben om sandheden, da er der ikke mere noget offer for synden” (NIV oversættelse).

Men vi skal ikke prøve at se, hvor meget vi kan tillade, inden det er for sent. Gud er trofast og nådig, men det er ikke en nåde, vi skal lege med. Det, der er afgørende i dette, er vores indstilling til synden. 

Bibelen siger, at hvis vi vandrer i lyset og kommer til at synde, bekender vi vores synd, så er han trofast og retfærdig og tilgiver os vores overtrædelser, som der står i 1. Joh. 1,9:

 

”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.”

Vores indstilling er alt afgørende.

Jeg er faktisk overbevist om, at det ikke kun handler om, hvilken synd man gør, men også i høj grad om vores indstilling til synden. Ja, nu ved jeg, at jeg igennem denne bog har talt meget konkret om synd, men dette budskab er meget vigtigt. - Også for at finde ud af, hvor vi selv står i forhold til dette.

Det afgørende er vores indstilling, og om vi har gudsfrygt og ønsker at leve rent, eller om vi bare tager alt for let på det hele. 
I 2. Samuels bog kapitel 11 kan du læse om, hvordan Kong David virkelig syndede imod Gud, da han fik slået Urias  ihjel, så han kunne tage Batseba som hustru. 
Man kan sige, at dette ikke bare var en lille synd i vores øjne. Men vi læser, at Gud siger om den samme David, at han er en mand efter Guds hjerte. 

Senere kan vi så læse om Ananias og Safia, der gjorde, hvad der i vores øjne, var en meget mindre synd, men de blev straffet med det samme. 

Nu ved vi, at de også levede i den nye pagt, hvor david levede i den gamle, men den store forskel her var deres indstilling til det hele. Da det gik op for David, hvordan han faktisk havde syndet imod Gud, faldt han ned på knæ med det samme og bad om tilgivelse.

”Jeg har syndet mod Herren” (2 sam 12,13)

Han begyndte ikke at undskylde og bortforklare sig, derfor var han en mand efter Guds hjerte.

Ananias og Safia derimod havde en helt anden indstilling til synden.

Et andet eksempel er Esau og Jakob. Jakob snød faktisk Esau og var i vores øjne den skyldige i dette,

men bibelen siger, at Gud elskede Jakob og hadede Esau.

Igen var det på grund af deres indstilling.

Esau tog alt for let på det, han havde fået fra Gud. Han smed det væk, da det for ham ikke betød noget.

(1 Mos 25 - Mal 1,3)

Jeg er derfor ikke nervøs for dig, der virkelig ønsker at leve ret og søger Gud for dette. Men jeg er nervøs for dig, der er ligeglad.

Vi må alle være hurtige til at kaste os ned for Gud og omvende os, når vi erkender, at vi har syndet, som David gjorde det. Dette er forskellen. For da er det som vi læser det i Salme 103:

”Så høj som himlen er over jorden,

så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham” Sl 103,11

Dette er den sunde lære og den lære, der skaber sand gudsfrygt, som du nok allerede kan fornemme noget af. 

Gud velsigne dig

Torben Søndergaard